For nylig gik en rimelig samlet musikbranche ud med et stort anlagt kodeks, der skal agere rettesnor for opgøret med sexisme, diskrimination og kønsuligheden i den danske musikbranche. Kulturministeren, Jakob Engel-Schmidt (M), har stillet sig bag, for nu skal tyren tages ved hornene, og det er jo, selvom et kodeks per definition er en vag forpligtelse, godt nok. At diskrimination og sexisme som sådan bør forsvinde ud af verden, er for mig at se indiskutabelt. Men i den seneste tids debat har det især vakt opsigt, at sølle 10 procent af rettighedsudbetalingerne går til kvindelige musikere. Al den snak om kønsulighed, og så står vi alligevel her. Suk.
Vi må nemlig ikke overse det helt åbenlyse, når vi diskuterer kønsuligheden i rettighedsudbetalingerne, som fx musikeren Lydmor gjorde i DR-podcasten Tiden i fredags. Selvom 10 procent ganske enkelt er for lidt, så afspejler dét tal primært det faktum, at langt den største del af danske musikere er mænd. Kun 28 procent af Kodas medlemmer er kvinder. At vi har ulige udbetalinger bør ikke komme som et chok.
Samtidig må vi huske, at streaming udgør det største område, når det handler udbetalinger, og folk streamer flere mandlige musikere end kvinder. Det er ikke bare noget, man kan lave om på med et internt kodeks, fordi det jo handler om at ændre en vane hos os alle sammen.
Overordnet set ser det store fokus, der har været på uligheden de senere år, faktisk ud til at hjælpe på en række områder, ifølge Koda. Der kommer flere kvindelige musikere i disse år, og de tjener flere penge på deres rettigheder end de tidligere generationer. Det er gode takter. Det skal vi ikke dvæle ved, men vi må heller ikke blive for koleriske over de der 10 procent. Det vigtige er ikke en halvtreds-halvtreds fordeling, men at mænd og kvinder (måske endnu vigtigere: drenge og piger) bliver mødt på samme måde som musikere. Fra start af.
/Thomas Balslev
Dårlig musikkritik
Vi bliver lidt ved musikken. For nylig udgav Seismograf en artikel med overskriften ’51 problemer med dansk musikkritik’, hvor en blandet hob af skribenter satte kniven helt ind på de danske kritikere og drejede den godt og grundigt rundt. Man kan ikke rigtig opsummere helheden, for den stikker i mange retninger, og der postuleres hårdt i øst og vest, men ærindet er nobelt: Vi bør tage musikanmelderiet mere alvorligt, end vi gør i disse tider, hvor medierne nedprioriterer stoffet og kun de mest populære musikere bliver omtalt. Jeg har haft en faible for kritik af kritik, og listen er både sjov og sand somme tider. Læs den her.
/Thomas Balslev
Den nye etikette
Det kan godt virke som om, at alting er lidt i opbrud for tiden, og det er nok meget godt, men også meget forvirrende nogle gange. The Cut har lavet en lang liste over, hvordan vi i 2023 skal opføre os på arbejdet, som forældre, venner og uvenner. En slags Emma Gad, bare fra USA. Af den grund kan vi nok heller ikke bruge den som rettesnor herhjemme, men lister med regler er per definition værd at dyrke. Min personlige favorit er den om, at der gives sms-amnesti efter 72 timer. Anvendeligt jo.
/Thomas Balslev
Sejl verden rundt med Netflix film
I dag har Netflix premiere på filmen ‘True Spirit’. Det er en film baseret på virkelige hændelser om den imponerende jordomsejling, den dengang 16-årige Jessica Watson fra Australien foretog i et forsøg på at blive den yngste nogensinde til at sejle jorden rundt.
Selvom Jessica Watson af tekniske årsager ikke lykkedes (hun havde ikke tilbagelagt nok kilometer til at forsøget talte), fortæller filmen stadig en stærk historie om mod, ensomhed og at overkomme udfordringer, som de færreste i den alder kunne klare.
Jessica Watson bliver i filmen spillet af Teagan Croft, kendt fra DC-universets ‘Titans’-serie, hvor hun spiller Raven. Det er instruktøren Sarah Spillane, der har instrueret filmen, og det er hendes første film siden den anmelderroste ‘Around the Block’ fra 2013.
/Mikkel Lau Kristensen
Det bedste fra Heartbeats
Udvalgt af Emil Norsker
Hele sidste uge stod i Irma-pigens tegn, og lukningen kom som et chok (i hvert fald i københavnsområdet). Mange gjorde sig lystige over vores kollektive sorg, men spørgsmålet er, om ikke hele landet er blevet fattigere, når et kvalitetssupermarked har tabt til discount-kongerne.
Som Ditte Giese skriver:
”Det er en falliterklæring at afvikle så smuk og lang en indkøbshistorie. Og det er en kedelig automat-kapitalistisk tankegang, kortsigtet og dovent, at fordi økonomien er stram i år, så lukker COOP Irma. En afvikling af det gamle København. Sikke et tab.”
Det er både den mest populære og den mest udskældte genre. Vores appetit for mord i ørerne er umættelig, og det har også ført til en masse spekulative podcast, der usmageligt dvæler i blod og tragedier. Men der findes også en lang række rigtig gode eksempler indenfor genren, og vi har her på redaktionen udvalgt vores favoritter.
Virkeligheden rammer os alle. Selv berømte oprydnings-guruer. Og på den måde er der håb for os alle, når selv Marie Kondo indrømmer, at det er noget bøvl det med børn.
