Jeg elsker kongehuse. Men jeg ved godt, det er forkert. Det blev jeg mindet om ved dronning Elizabeth II’s død og i dag, hvor hun skal begraves.
Dronningen af Storbritanniens død har affødt mange i mine øjne respektløse kommentarer, videoer og memes, der tager totalt pis på the late queen. Min kæreste fyldte på dødsdagen min Insta-indbakke med disse for at provokere mig.
Jeg synes generelt ikke, det er superfedt, når folk hylder andre menneskers død, uanset hvor lidt de brød sig om vedkommende, eller hvor gamle de var. Ikke desto mindre fik denne omgang “ding-dong-the-witch-is-dead” mig til at tænke over, hvorfor så mange hader det engelske kongehus specifikt og monarkiet generelt – og hvorfor jeg i stille skam elsker det.
Der er flere grunde til, at jeg er royalist, selvom jeg ikke burde være det ifølge min stemmeseddel og alder. For det første er der den barndomsdrøm, man bliver solgt gennem pressen, eventyr og Disney-film. Det er magisk at være kongelig, og hvis man bare kan få et støvfnug af det, er man velsignet.
Da jeg var barn, holdt min mor troligt farverige ugeblade, der dissekerede både kendte og kongeliges kjoler og katastrofer til underholdning for pøblen (mig). Jeg nyder at følge med i op- og nedture og vide, at et eller andet sted har de nok mange af de samme trængsler og følelser som os andre (prins Andrew undtaget).
For det andet er jeg på mange måder et dybt traditionelt menneske, der ikke kan løsrive mig fra nostalgiske, nationalromantiske idéer som en national valuta med Daisys profil på, selvom jeg er stor fan af EU. Der er ikke meget hygge over en republik, men et monarki! Tænk, hvis den eneste nytårstale, vi skulle høre, var fra en statsminister! Ministre skifter, som vinden blæser, men der er noget betryggende ved den samme monarks varme røst, år efter år. Desuden synes jeg, at vores dronning er den eneste, der gør et hæderligt forsøg på at samle det rigsfællesskab, som politikerne så gerne vil fastholde.
Og det leder mig til tredje punkt: Tradition er lig med stabilitet er lig med tryghed. I en verden med konstant forandring er det fortrøstningsfuldt at have et monarki, der sjældent rokker sig for noget. Selv hvis der er skandaler, bliver vi aldrig helt så bekymrede, som hvis den politiske scene står i flammer (hvilket den jo har det med at gøre, host, Sverige). Det bliver bare aldrig helt så farligt, når der nu alene er tale om en institution med symbolsk og ceremoniel magt. Kongehuset er mit drug, okay?
Med alt det sagt kender jeg jo godt grunden til, at det i kulturradikale kredse er forbandet umoderne at være royalist. Kolonialisme, fastholdelse af forældede, nedarvede magthierarkier og apanage, der kunne bruges på plejehjem eller psykiatri, er bare nogle af de grunde. Men jeg er plebs og vil gerne have lov at være et komplekst og uperfekt menneske med mærkelige idiosynkrasier og selvmodsigelser. Ligesom monarkiet.
/ Louise Rimkjær
Straf Rusland
Hvordan kan vi straffe Rusland for krig og død i Ukraine? Det tænker jeg en del over p.t., da jeg føler en stor vrede overfor Putins blodige politik og alle de ting, som krigen afføder. Det var nemmere, dengang vi skulle boykotte Frankrig, fordi de stod bag atomprøvesprængninger, og man bare kunne skifte til italiensk vin og ost. Men de fleste af os køber jo intet fra Rusland? Jeg hader vodka, og det bliver meget kompleks at boykotte alle danske virksomheder, der driver forretning i Rusland. Jeg havde personligt ikke planlagt at købe Ecco-sko i dette liv alligevel. Derfor har jeg skrevet et vredt kortdigt. Det lyder i al sin enkelthed sådan her: “Putin, din afstumpede lort/ Godt jeg ikke er din mor”.
/ Ditte Giese
Mandemode-memes
Jeg faldt for nylig over en meme-profil på Instagram, der hylder og hader på mænds påklædning og modefænomener. Den hedder @die_workwear og holdes af ‘menswear writer’ Derek Guy, der også kører blog om emnet. Men det er også helt OK, som mig, at ville nøjes med de små, billige grin om mænds måde at føre sig frem i verden på. Både mænd og kvinder vil eksempelvis kunne genkende det fænomen, at mænd altid køber ti par af de samme jeans. Lige nu er hot topic på profilen, at mænd hader sommer og shorts og længes efter efterårets lune frakker og tophuer.
/ Thomas Balslev
Det bedste fra Heartbeats
Udvalgt af Emil Norsker
Hvornår er man egentlig københavner og ikke længere blot tilflytter? Det spørgsmål stiller Heartbeats’ Ida Frisk i denne klumme, som mange unge københavnere nok vil kunne spejle sig i:
Der er fuld fart på satirikeren Nina Rask, som pludselig er overalt med podcasts og tv-serier, altsammen formidlet med en særlig sans for kant og undergrund. Her er hun gæst hos Ida-Sophia i podcasten ‘Rejsen’:
Det er ingen hemmelighed, at der er ild i det københavnske boligmarked. Priserne er steget meget de senere år, og der har været en del debat om, hvorvidt der foregår et decideret generationstyveri p.t. I denne klumme debatterer Ditte Giese netop det, og hvorvidt man som ung i tyverne kan forvente at eje sin egen bolig i hovedstaden:
