Der er i år kommet en fjerde sæson af ’The Dog House’ på HBO Max, og jeg kan lige så godt sige med det samme, at jeg elsker alt ved det. The Dog House er en såkaldt observerende dokumentar, der viser livet på Wood Green hundeinternat i Godmanchester i England. Selv beskriver Channel 4, der har produceret serien, som ”The Dog dating show, hvor mennesker og hunde matches og – forhåbentlig – forelsker sig.” Og nu er jeg altså blevet forelsket i showet, og alle hunde og mennesker, der er med i det.
Mine følelser fik frit løb forleden, da min kæreste og jeg begge begejstrede opdagede, at der var en ny sæson, og vi brugte en hel aften på at se første halvdel af de otte nye afsnit. ”Nårh Em, tuder du nu igen?” sagde min kæreste medfølende og noget overrasket, da jeg igen i fjerde afsnit havde svært ved at skjule tårerne, der løb ned ad mine kinder.
Vi taler dagligt, især om aftenen om, hvor hyggeligt det ville være, hvis der var en hund i sofaen eller i sengen. Når jeg går tur, griber jeg hver en chance til at komme i kontakt med alle de hunde, jeg møder, hvilket jeg ved, mine venner finder dybt pinligt. Anyway, jeg drømmer om en hund og kan nemt forstå de mennesker, der i programmet søger en hund.
Hundeentusiasmen spillede faktisk også en afgørende rolle, da min kæreste og jeg mødte hinanden. Jeg boede dengang i et andet land, så der var langt mellem fysiske dates, og det var svært at koordinere teams-snakke. Så vi delte hundevideoer med hinanden non-stop. På en eller anden måde lærte vi faktisk hinanden at kende gennem valg og reaktioner af de videoer, vi delte. Jeg tror, man kan sige, at vores kærlighedssprog er hunde-temaet. Jeg kan i hvert fald konstatere, at vi nu efter fem år som kærester er lige så optagede af hunde-temaet, som da vi mødtes.
Det blev således bekræftet af fjerde sæson af ’The Dog House’, hvis happy-endings bragte glædestårer på en almindelig hverdagsaften. Det er tunge emner som sygdom, død og skilsmisser, der er blandt årsagerne til, at folk føler sig tvunget til at aflevere deres elskede hunde på internat. Men det er paradoksalt nok også en af årsagerne til, at folk får en hund. Menneskene og hundene, der matches i dette program, heler på den måde hinandens sår. Det hele går op i en højere enhed, og det er så tilfredsstillende at se på. Serien taler i hvert fald tydeligvis til mig, der som en anden tudeprinsesse går gennem hele mit følelsesregister i hvert afsnit. Jeg siger bare: Almindelige dating-programmer go home.
/Emilie Engbirk
Brøl fra underklassen
Den 22-årige digter Haidan Ansari, der er vokset op i Urbanplanen på Amager (ligesom Morten Pape i øvrigt) og debuterede sidste år med ‘Institutionaliseret’, lagde i sidste uge et digt uden titel op på Twitter. Man kunne kalde det ‘Børn af moralismen’, for det er det, det handler om, og det er nok – hvis du skal læse bare ét digt – det bedste digt, du kan læse i denne uge. Ekstremt rammende, kritisk og i sidste ende følsomt. Og så gør det det, som digte gør, når de er bedst: Opsummerer en tilstand, som selv ti kronikker aldrig ville kunne beskrive. Til kamp for flere digte på nettet!
/Thomas Balslev
Diplomatisk balancegang
Der er efterhånden langt mellem snapsene på Netflix, men med serien ’The Diplomat’ har de for første gang i længere tid ramt et regulært hit. Keri Russel (’Felicity’ og ’The Americans’) er den glimrende hovedrolle som den ufrivillige diplomat, der skal råde trådene og verdensfreden ud som USA’s engelske ambassadør.
Det er Debora Cahn, der er showrunner. Tidligere har hun været forfatter på ’West Wing’ og ’Homeland’, og begge seriers afsmitning ses tydeligt i denne grundlæggende spændende serie.
Den er klart bedst, når den viser sit vidende bid i de fine replikker, men den skal tøjle sin hang til slapstick komik (som da hun fx giver sin husbond en blodtud). Gør den det, er den af de bedste argumenter for dit forsatte Netflix-abonnement – også fremover.
/Emil Norsker
Vilde speedos
Det københavnske band Wildr har netop udgivet deres første ep, ‘Dream In Color’, og det eneste dårlige ved den er, at den er for kort. Cirka syv minutter fordelt på fire sange. Men sådan går det, når man spiller super hurtigt hele tiden, og det gør Wildr. Vi snakker støjrock leveret som cirkelspark i ansigtet. Er der noget mere vidunderligt? Jeg var til bandets første koncert nogensinde forrige fredag, og stemningen blandt publikum var nærmest aggressivt god, hvilket nok også hænger sammen med at kvintetten ikke bare spillede som nogle superstjerner, men faktisk skriver rigtig solide sange. En af dem hedder ‘Speedos In Space’. Dét må man jo elske.
/Thomas Balslev
Det bedste fra Heartbeats
Udvalgt af Emil Norsker
Sidste sæson af ’Succesion’ er blevet et af forårets store samtaleemner, og vi nyder alle med en vis portion gru, hvordan den absolut øverste procent af eliten slås, skændes og ødelægger hinanden i en konstant statuskamp. Men måske er vi alle i en eller anden form involveret i kampen.
De skulle egentlig bare lave et show for nogle børn på Frederiksberg Bibliotek, men pludselig udviklede det sig til en landsdækkende ophedet debat og vrede trusler. Drag queen, Magnus Lykke, ser tilbage på de dage i stormen.
’Alene i vildmarken’ er slut, og hvilken sæson. Det var fra start en ’greatest hits’-udgave med gamle kendinge fra tidligere, og de skuffede ikke.
Det gjorde Thomas Balslev heller ikke i sine fantastiske analyser. Her samler han op på finalen.
