Man kan godt forstå, at folkene bag Bond-franchisen har hyret Steven Knight til at genstarte deres filmunivers om Agent 007 sammen med den visionære instruktør Denis Villeneuve.
De færreste manuskriptforfattere mestrer tone, plot og dialog i samme grad som manden, der med ’Peaky Blinders’ skabte en af de bedste britiske serier i nyere tid. Nu har han genoplivet sin verden fuld af vold og skarpe replikker i en film for Netflix, og det kunne sagtens være gået helt galt.
Man skal som bekendt ikke gå tilbage til en fuser, men i filmverdenen kan det også være en kunstnerisk katastrofe at gå tilbage til en succes og malke den helt tør. Det er heldigvis ikke tilfældet med ’Peaky Blinders: The Immortal Man’, fordi Knight kender sine karakterer og deres beskidte liv så godt.
Derfor er man – trods nogle problemer – med hele vejen, når Tommy Shelby og co. drager på mission endnu en gang. Denne gang er selve fædrelandets fremtid på spil, da det nazistiske rige forsøger at vinde Anden Verdenskrig ved at tvinge England i knæ.
Der er med andre ord dømt hårdkogt action og endnu mere hårdkogte attituder i et utroligt stemningsfyldt univers, hvor mudder og blod får det hele til at leve.
Uendeligt cool toneleje
Filmen starter i koncentrationslejren Sachsenhausen, hvor nazisterne har fået deres mange fanger til at producere flere hundrede millioner pund i falske penge. Planen er at indføre pengene i det britiske økonomiske system og på den måde få det til at bryde sammen.
Den hårde rockmusik pumper løs både i indledningen og undervejs i filmen, der byder på en perlerække af hæsblæsende kampscener i et som vanligt uendeligt cool toneleje.
Den irske Fontaines D.C.-forsanger Grian Chatten synger følelsesfuldt, mens en af filmens centrale karakterer myrdes koldblodigt på åben gade. Der er en vanvittig scene med en håndgranat på en pub og en nævekamp fuld af skyld og skam i en svinesti.
Og efter at man har ventet noget tid, indtager Nick Caves velkendte titelmelodi endelig lydsporet, da Tommy Shelby langt om længe beslutter sig for at redde den familie, som han ellers har forladt ud fra devisen om, at han alligevel kun skaber død og ødelæggelse omkring sig.
Det hele går slag i slag, og man kan se historien udfolde sig på lang afstand. Derfor er der ikke helt samme tilfredsstillelse som i tv-serien, hvor figurernes udvikling føltes mere naturlig. Til gengæld får en flot realiseret udgave af krigstidens England miljøet til at vibrere af autenticitet.
Fortidens ånder
Cillian Murphy besidder den slags magnetiske tilstedeværelse, der måske ikke gør ham til en decideret superstjerne, men som gør ham evigt interessant at kigge på.
Han gestalter Tommy som en mand, der har forladt de levendes verden for at svælge i en spøgelsesagtig tilværelse på sit store slot, hvor han skriver en bog om fortidens ånder, som han stadig ser for sig.
”Jeg har min egen krig. Inde i mit hoved,” svarer han, da han bliver spurgt, om det ikke var en idé at forholde sig til den igangværende verdenskrig. Hans søn Duke – der har overtaget posten som leder af banden Peaky Blinders – er også iskold og forhandler gerne med nazisterne, så længe det betyder penge i hans lomme.
”Verden er ligeglad med mig, og jeg er ligeglad med verden,” siger Barry Keoghan som Duke med en levering, der er på kanten til at være for meget. Det bliver det endegyldigt, da han senere føler behov for at slå sin misantropi helt fast med sætningen: ”Jeg er ligeglad med blodets bånd. Desuden har jeg ikke en familie.”
Her bliver det for udtalt, at Duke bærer på en dyb skuffelse over ikke at have haft en faderfigur i sit liv. En ny af slagsen byder sig til i skikkelse af altid seværdige Tim Roth, der lykkes med at skabe en fascinerende skurk, selv om han er tegneserieond, grænsende til det karikerede.
Skuespilleren er med på, at han befinder sig i et ophøjet og stiliseret univers, som godt kan holde til, at han træder kraftfuldt gennem røg og skygger og siger ”heil fucking Hitler” med mere bravade end overbevisning i stemmen.
Rørende slutning
’Peaky Blinders: The Immortal Man’ er en film, som vi måske ikke ligefrem havde brug for, men som alligevel er dejlig at have i verden.
Man kan aldrig helt få nok af den afsindigt skarpe sans for krydsklippende spænding og bister angelsaksisk udtale, der kommer som skidt fra en spædekalv.
Vi rammer de helt store nagler i afslutningen med bibelcitater og frelsermyte, men historien kan bære de episke vingeslag, selv om det bliver vel rigeligt med selvopofrelse.
Det hele ender med en rørende slutning, der tjener som et værdigt punktum – forhåbentlig kan Steven Knight lade ’Peaky Blinders’ hvile her og gå videre til nye succeser.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
