Teenage Sex and Death at Camp Miasma’
Foto: Another World Entertainment

Man sidder med åben mund og polypper

’Teenage Sex and Death at Camp Miasma’ fortæller med enorm idérigdom en historie om at blive tilpas i sin egen krop ved at se den udefra.

Sex og død har alle dage været uløseligt forbundet i horrorgenren, ikke mindst i underkategorien kendt som slasher-film. Selv hvis man ikke er kæmpe gyserfan, kender man nok til klichéen om, at smukke unge mennesker forfalder til kødets lyster for dernæst at blive brutalt myrdet af en bestialsk seriemorder.

Der er maskeklædte Michael Myers i ’Halloween’ og Jason Vorhees i ’Fredag den 13.’, men i ’Teenage Sex and Death at Camp Miasma’ er morderens navn det suggestive Lille død, der jo er et kælenavn for orgasmen snarere end livets endeligt.

Det kønsløse væsen stiger op ad en sø og gennemborer både kvinder og mænd med sit lange spyd, så selv den sløjeste Holger Fortolker straks tager de freudianske briller på.

Der er dog enormt meget på spil i det fantasifulde univers, Jane Schoenbrun har skabt med filmen. Instruktøren og manuskriptforfatteren er en af USA’s mest interessante indie-filmskabere, der med sit særlige queer-blik – Schoenbrun er trans, identificerer sig som nonbinær og bruger pronomenet de – har lavet nogle dybt personlige og voldsomt originale film.

’Teenage Sex and Death at Camp Miasma’ er den første til at få regulær dansk biografpremiere, efter filmen blev den mest hyldede og omtalte på forårets Cannes-festival. Det kan man godt forstå, for der er så megen legesyge og sprudlende opfindsomhed i den meta-morsomme slasher-satire, at man sidder med åben mund og polypper over idérigdommen.

Kød og kropsvæsker

’Teenage Sex and Death at Camp Miasma’ foregår i en højst stiliseret verden, hvor virkelighed og fiktion smelter sammen i en pærevælling af inspiration, referencer og boblende kærlighed til horrorgenren.

Den unge filminstruktør Kris – til en vis grad modelleret over Jane Schoenbrun – har fået til opgave at reboote den kultelskede ’Camp Miasma’-franchise. ”De vil have noget ophøjet, med andre ord woke,” siger hendes morsomt hurtige og squashspillende agent.

Kris (Hannah Einbinder fra serieperlen ’Hacks’) opsøger den midaldrende skuespiller Billy (Gillian Anderson), der som ung var final girl i seriens første film. Billy er ikke længere i filmbranchen, men bor i den afsidesliggende hytte, hvor den oprindelige film blev optaget.

”Det føles, som om jeg snart bliver skræmt,” siger Kris selvbevidst, lige inden Billy dukker op og giver hende et chok. Over et par dage udvikler de to kvinder en særlig relation. Kris fortæller den ældre kvinde, at sex altid har føltes som en distraktion for hende, og at hun i sine film undersøger krydsfeltet mellem monstrøsitet og kropsforvirring. Imens er Billy mere ligetil og siger, at film handler om kød og kropsvæsker, som hun formulerer det.

Deres psykoseksuelle kammerspil krydsklippes med scener fra den fiktive ’Camp Miasma’-filmserie, hvor unge mennesker bliver dræbt med så urealistisk vilde blodsprøjt, at det er mere komisk effekt end rislende gys.

Komisk overdrev

Selv om filmen nødvendigvis må kategoriseres under genren horror, er det mere eller mindre umuligt at inddæmme ’Teenage Sex and Death at Camp Miasma’ i en kasse, som kan få den til at stoppe med at sprælle mellem fingrene som en fisk, der kæmper for livet.

Man gyser og griner på skift, og selv når filmen giver los med uhyggen, sker det på så blodigt et overdrev, at det også er komisk.

Jane Schoenbruns forrige film ’I Saw the TV Glow’ – der kan og virkelig bør ses på Netflix – er en mere afdæmpet sag, hvor to unge mennesker finder sammen om kærligheden til en kultdyrket tv-serie. Filmene er dog tydeligt beslægtede på den måde, at fiktionen er mere virkelig end virkeligheden for personerne i begge.

Der er skarpe observationer i hobetal om tilstanden for det senmoderne menneske, der har meget lidt at hænge sin identitet op på, og derfor kæmper med at skabe mening i lige dele skræmt og frydefuld ekstase af frihed.

Forbandet underholdende

Det ville være falsk markedsføring at kalde ’Teenage Sex and Death at Camp Miasma’ for enhver filmfans våde drøm. Man skal være mere end almindeligt filmkyndig for at nyde nuancerne i en vittighed om, at Kris’ forrige film var en genindspilning af ’Psycho’ set fra badeforhængets perspektiv.

Filmen er også tematisk overmåde kompleks, når den præsenterer Kris’ ønske om at blive et offer for på den måde at komme i kontakt med sin fremmedgjorte krop. Følelser som frygt og skam blandes ind i en intellektuel dissekering af fortællepositioner, og hvad det vil sige at observere hinanden som mennesker.

Det var blevet alt for højpandet og akademisk, hvis ikke filmen samtidig havde været så forbandet underholdende. Den kulminerer i en sitrende magisk afslutning, hvor parret til tonerne af singer-songwriter Andy Shaufs meditative sang ’Satan’ finder hinanden i en både blid og blodig omfavnelse.

En uforglemmelig scene samler den sprælske film, som man sent vil glemme. Tænk sig, at det er muligt at lave filmkunst, der er så umiddelbar og eftertænksom på samme tid.

🖤🖤🖤🖤🖤🤍

Footer graphics