Fuld fart på fed 90’er film
I den pøl af middelmådighed, der ligger og skvulper på Netflix, kommer der en gang imellem små ting op, som gør, at man alligevel holder fast i abonnementet. Det kan fx anbefales at se samtlige Wes Andersons film, inden de snart bliver fjernet igen. Og så er der denne nye lille perle, ’Go’, fra 90’erne.
Kort fortalt handler den om en weekend kort før jul, hvor man følger tre forskellige gruppe venner, hvor en narkohandel, en tur til Las Vegas og meget andet går virkelig galt. Det er altid med lidt bange anelser, man ser en film fra sin ungdom, man dyrkede dengang. Holder den stadig? Men det synes jeg klart den gør.
Tempoet er herligt hurtigt, replikkerne er sjove, og handlingen er tilforladeligt gakket. Det er også muligt at se en ung Katie Holmes og Scott Wolf. Den er kraftigt inspireret af ‘Pulp Fiction’ med sine blandede handlingsforløb, men den er helt sin egen og en rigtig fin fredagsfilm.
Se ’Go’ på Netfilx
Er grungen tilbage?
Hiphoppen, moden, håret og meget andet fra 90’erne har vundet indpas i nutidens kulturelle billede, der er nostalgisk efter en tid uden digitaliseringens klamme, kolde Meta-briller. Men noget, der af uforklarlige årsager ikke rigtig har fået en revival er grunge-musikken. Denne fantastiske genre, der egenhændigt smadrede puddelhår-rocken, og hvor der i løbet af fem hæsblæsende år kom omkring 20 rockmesterværker med forskellige grupper som Alice in Chains, Stone Temple Pilots og Pearl Jam.
Desværre døde genren hurtigere, end den kom. Den blev overtaget af mere poppet og radiovenlige bands som Creed og Nickelback, som var forfærdelige, og de er formentlig hovedårsagen, at ingen ville røre ved den lyd i 20 år. Men nu er der kommet et interessant nyt navn i form af Dexter and The Moonrocks. Uden om etablissementet har de rundet 100 million afspilninger på Spotify med en række stabile hits med klare associationer til grungen.
Om det er et første anslag til en ny tendens er svært at vide, men det er dejligt at høre lyden igen, og man kunne håbe, en ny generation får ørene op for de mesterværker, der findes fra 90’erne med de tidligere nævnte bands og andre som Mad Season, Screaming Trees og Soundgarden.
Den store nyskabelse dengang var også, hvordan det pludselig ikke var den polerede anfører på fodboldholdet, der var blikfanget, det var freaksene med det posede tøj og uglede hår, der fik en stemme. Det kunne være en tiltrængt indsprøjtning til kulturen i dag.
Dexter and The Moonrocks nye single ’It’s a lot’ er ude nu, og deres album ’Friends I don’t like’ er ude om en måneds tid.
Elisabeth Strout kommer med ny roman på festival
Louisiana Literature har udviklet sig til en institution, ikke bare i Danmark, men internationalt (Danmarks bedste ven Dua Lipa har fx hypet den). Også i år kommer der mange store nye navne, og min favorit er klart Elisabeth Strout.
Hun er efterhånden blevet 70, men hun bliver nærmest bedre og bedre, som årene går. Hendes nye roman, der netop er kommet på dansk, ’Fortæl mig alt’, er et lille mesterværk og klart en af årets bedste.
I dag, fredag, læser hun op 17.45 sammen med en række andre, og i morgen 17.30 bliver hun interviewet sammen med den irske forfatter Douglas Stuart.
’Fortæl mig alt’ er ude nu
Ugens af-befaling
Milliardærernes klamme hånd på fodbolden
I denne weekend starter Premier League, og normalt ville jeg glæde mig til at se bold på allerhøjeste niveau. Men efter Jeff Bezos og en række andre rigmænd har købt 40 procent af den gamle arbejderklub Liverpool FC, er jeg kommet i fuldblods-identitetskrise.
Hvordan kan jeg støtte en klub, hvis ejer ikke vil lade sin arbejdere have overenskomst? En mand, der åbent har støttet Trump.
Den er svær at sluge. Jeg håber, jeg kan fortrænge det, når først bolden ruller. Men er det vejen frem?
Rigmændene, som næppe er ægte fans af det smukke spil, har i mange år eroderet fodbolden, og vi er ved at nå et punkt, hvor mange er ved at stå af. Det er måske ikke enden på fodbolden. Men det er nok begyndelsen på enden.
