Nordkorea er kendt for at være nærmest hermetisk lukket land. Kun få får lov at komme ind, og endnu færre får lov at komme ud. I hvert fald ikke uden store anstrengelser og alvorlige konsekvenser.
Det er i den grad også tilfældet for den unge nordkoreanske kvinde Hyesun i Frederik Sølbergs ’Hana Korea’.
Hun er flygtet fra Nordkorea for at få mulighed for at tjene penge til medicin til sin dødssyge mor, men plages af angst for morens helbred og dårlig samvittighed – både over at have efterladt moren alene og over ikke at kunne give livstegn fra sig.
For inden hun overhovedet kan få adgang til en telefon, er hun nødt til at tilbringe flere måneder i Kina under forfærdelige forhold, der kun langsomt bliver afsløret i løbet af filmen.
Da vi møder Hyesun, er hun netop ankommet til Sydkorea fra Kina. Her kommer hun igennem en nærgående immigrationskontrol og derefter flere måneders integrationslejr, hvor hun skal lære at blive en god borger.
For nok bliver de nordkoreanske piger på papiret modtaget med åbne arme. Men de lander også i et hårdt greb. Det betyder blandt andet ingen adgang til telefoner. De mange regler til trods er det en ny verden, der åbner sig for Hyesuns undrende blik.
Hun har aldrig smagt tyggegummi med smag eller prøvet makeup i et stormagasin. Hun er som et lille barn, der oplever alting for første gang.
Indre drama
Da hun endelig bliver sluppet fri i storbyen Seoul sammen med en veninde fra lejren, nægter hun at tage et hurtigt arbejde. Hun vil uddanne sig til sygeplejerske, så hun kan gøre en forskel. Og hun vil finde et arbejde, så hun hurtigst muligt kan sende penge til sin mor via en mellemmand, der ikke accepterer halve beløb.
Men hun må snart sande, at friheden i Sydkorea langt fra er den drøm, hun havde håbet på. For det er svært at finde vej i et samfund præget af præstationskrav og tårnhøje forventninger med en rygsæk fuld af traumer og et hjerte, der konstant er ved at blive knust af uvished om morens tilstand.
Det hele bliver fortalt i en rolig tone. Der er meget lidt ydre drama i Hyesuns historie, som er hverdagsgrå og monoton. Og det er heller ikke nødvendigt for at holde os fanget.
For det indre drama, der buldrer i hende, er voldsomt nok i sig selv. Ligesom det er voldsomt at tænke på, at Hyesuns skæbne kun er én ud af mange tusinde, der ligesom hende må betale prisen for drømmen om frihed.
Det er rørende, oprørende og vanvittigt oplysende. For det er ikke hver dag, man får et så nøgternt og samtidig indfølt blik ind i en verden, der er så fremmed for os i Danmark.
Vi kommer virkelig tæt på Hyesun og hele integrationsprocessen. Og vi hepper på hende hele vejen, selv om der ikke er noget, vi kan gøre fra biografmørket.
Baseret på en virkelig historie
Men samtidig med at Hyesuns historie og hverdag er så fjern fra os, føles den også tæt på. Fordi den hæver sig over tid og sted og bliver en universel fortælling om at være ny i et samfund med et ønske om at passe ind og føle sig hjemme.
Om at prøve at finde sin plads i fællesskaber, der ikke indbyder til egentligt fællesskab, fordi alle har så travlt med selv at klare den.
Når ’Hana Korea’ føles så ægte, skyldes det ikke kun, at Minha Kim spiller Hyesun så fint, men sandsynligvis også, at filmen bygger på en sand historie og et ualmindeligt grundigt researcharbejde.
Danske Frederik Sølberg, der tidligere har stået bag dokumentarfilmen ’DOEL’ og nu spillefilmsdebuterer med ’Hana Korea’, har et indgående kendskab til Korea, som han har rejst i igennem de seneste 15 år.
Han har særligt været optaget af, hvordan nordkoreanske flygtninge bliver modtaget og integreret i Sydkorea, og i 2019 mødte han en ung kvinde, der delte sin historie om netop det med ham.
Efterfølgende har han brugt seks år på at realisere hendes historie i fiktionaliseret form sammen med et stort koreansk filmhold og ikke mindst sin medforfatter, den koreanske filmskaber Sharon Sungjae Choi.
Sammen har de skabt en film, der både ser på Hyesuns historie indefra og udefra – og det er der kommet en vidende, rørende og meget vedkommende film ud af.
🖤🖤🖤🖤🖤🤍
