‘Dead and Alive’ af Zadie Smith
Den britiske stjerneforfatter Zadie Smith har en dugfrisk essaysamling ude – hendes fjerde – og den agter jeg at læse. Jeg kender primært Zadie Smith for hendes romaner, men essaysamlingen ‘Dead and Alive’ skulle ifølge The New Yorker have fingeren på tidens pulsåre og “samler hendes skarpe og engagerende nonfiktion, der spænder fra en beretning om en triumferende optræden af den britiske rapper Stormzy, til vurderinger af kunstnerne Celia Paul, Kara Walker og Toyin Ojih Odutola, samt en udforskning af den måde, algoritmer har overtaget formidlingen af tid på”. Solgt! Hendes skarpe pen skuffer aldrig, og Zadie Smith kan om nogen spidde tidsånden for dagen.
Parasitter
Jeg savner Peter Lund Madsen. Egentlig var jeg kommet lidt væk fra at lytte til hans ellers fremragende vidensprogram på P1 ‘Hjernekassen’ (med Hjerne-Madsen, høhø), men siden den folkekære læge og formidler gik bort i august måned, har jeg lyttet til nogle af afsnittene igen. For hyggens skyld, men også for at blive klogere på alt fra dyrs følelser, skizofreni, kunsthistorie, Julemanden og det uendelige univers. Min absolutte yndlingsepisode er den, der handler om parasitter. Ja, parasitter er mega klamme og uvelkomne, men de er også fascinerende. Tænk, hvis du ved at bide nogen i numsen, kunne få dem til at kravle op i et træ og dø? Og så er der noget ualmindeligt skønt over at høre Peter Lund Madsen spørge sin gæst, der er parasitolog, hvad hendes “yndlingsparasit” er. Svaret vil jeg naturligvis ikke spoile. Ind og lyt!
Pappardelle chinghiale
Af frygt for at lyde som det opblæste og snobbede svin fra Vesterbro, som jeg vel i bund og grund er, så smager vildsvineragout ganske vidunderligt. Nu hænger vildsvinekød ikke ligefrem på træerne i diverse supermarkeder, men hvis du smutter i en italiensk delikatessebutik eller Supermarco i Sydhavnen, så kan du få et glas (ja, et glas!) vildsvineragout for under 100 kroner. Så er det bare at smække den på panden med lidt olivenolie og rødvin og lade det stege lidt og bland det så op med lidt spaghetti. Gourmetmiddag på 10 minutter, I swear. Og skulle du være heldig at falde over noget vildsvinekød, har brødrene Price en opskrift på pappardelle chinghiale her.
Af-befaling: Apps til engangsydelser
Nej, jeg gider ikke downloade din restaurants “app”, fordi jeg vil bestille en gyros eller booke et bord. Nej, jeg gider ikke downloade din frisørsalons app eller “bookingsystem” for at få mit hår klippet, og jeg gider heller ikke “oprette en bruger” på jeres hjemmeside, så I kan “huske” mig i jeres system. Jeg gider ikke downloade en app for at booke biografbilletter eller deltage i jeres biografspil. Jeg gider heller ikke downloade en app for at “læse resten af artiklen” eller “se resten af indslaget”, jeg vil bare gerne blive på hjemmesiden, nu jeg er her, og jeg har desuden ikke nok plads i min iCloud til endnu en ubrugelig app på min telefon. Er hele pointen med digitalisering ikke, at ting skal blive lettere? Hvorfor skal man pludselig downloade alverdens apps til engangsydelser? Stop normaliseringen af dette rædsomme fænomen omgående.
