Spillepladen bliver kastet op i luften og omarrangeret i tredje sæson af HBO’s storstilede spinoff ’House of the Dragon’, der følger særligt dragebetvinger-familien Targaryen og resten af Westeros 200 år før begivenhederne i ’Game of Thrones’.
Første afsnit byder på det brutale søslag Battle of the Gullet, som serieskaber Ryan Condal med store armbevægelser har udråbt til det vildeste tv-afsnit nogensinde. Noget af en påstand, når forgængeren har budt på adrenalinpumpende højdepunkter som ’Blackwater’ og ’Battle of the Bastards’.
Man må dog give Condal, at der er smæk for skillingen og adskillige betydningsfulde dødsfald i åbningsafsnittet.
Vandet farves rødt af blod og drageild, og der er et veritabelt hav af ofre på begge sider af de kæmpende parter. Modstanderne er som bekendt dem, der er loyale over for Rhaenyra Targaryen og hendes krav på tronen, mens kongerivalen er halvbroren Aegon, hvis mor er Rhaenyras gamle veninde Alicent.
Det incestuøse foretagende er verdens drabeligste fætter-kusine-fest, og de familiære stridigheder resulterer i grum død for både adelige og helt almindelige mennesker i den middelalderlignende verden.
Overlegent øretæveindbydende
Tredje sæson kommer på den måde stærkt fra start og placerer mange af karaktererne mellem en sten og et hårdt sted, som man malerisk siger på engelsk.
I centrum for det hele står Rhaenyra, og det giver Emma D’Arcy mulighed for at levere en sindsoprivende god skuespilpræstation. Rhaenyra kommer ud i alle afkroge af følelsesregistret, når hun både skal lægge krigstaktik og forholde sig til alle de praktiske gøremål, der følger med at ville have magten.
En ny karakter træder ind i form af Ormund Hightower (James Norton), der er fætter til Alicent (Olivia Cooke) og har en plan om at holde sin familie ved magten. Hans overlegne facon er tilpas øretæveindbydende til, at man straks fatter begejstret antipati for ham i et univers, hvor der ærlig talt er for mange personer i spil.
Det betyder, at mange af dem render handlingslammede rundt uden det store at lave og derfor også med meget begrænset skærmtid. Daemon er indbygget fascinerende takket være hans vildskab og Matt Smiths præstation, mens Criston Cole og Gwayne Hightowers venteleg er svær at engagere sig i trods skarpe formuleringer som: ”Vi bliver alle til vilde dyr, før vi skal dø.”
Hårdt vundet sejr
’House of the Dragon’ har lige siden starten i 2022 eksistereret i et vanskeligt krydsfelt. Med samme grundtone som forgængeren ’Game of Thrones’ er det nærmest umuligt at skille sig ud fra det verdensomspændende fænomen, som serien var.
Samtidig sidder der en stor flok fans af George R.R. Martins univers med meget klare holdninger til, hvor man skal gå hen. Som vi så med afslutningen på ’Game of Thrones’, kan det jo gå frygtelig galt, når der skal bindes sløjfer på fortællinger.
Uden at have læst bøgerne får jeg dog stadig et saligt smil på læben og rokker med foden, når den fængende intromelodi lukker os ind i det vidt forgrenede univers, hvor man nærmest skal have taget en universitetsgrad i den opdigtede mytologi for at holde styr på samtlige karakterer og indbyrdes forhold.
Det har hele tiden været en del af seriens tiltrækning, at der er så meget historie at dykke ned i, men det har nogle gange hæmmet de menneskelige stunder.
De opstår dog undervejs i tredje sæson, hvor en af slagets vindende parter kommer med den slående betragtning: ”Hvis det her er sejr, håber jeg aldrig at se sådan en igen.”
Rotter på loftet
HBO har inden premieren givet anmeldere adgang til de første fire afsnit sammen med en alenlang liste over alle de relationer og handlingstråde, som ikke må afsløres af spoilerhensyn – det er mere eller mindre alt, hvad der sker i afsnittene!
Det vanskeliggør den store beskrivelse, men det er værd at bemærke, at anden sæson kom godt fra start og i anden halvdel begyndte at gå lidt i tomgang, fordi der ikke var et klart mål for øje. Det føles til gengæld, som om der er mere bydende nødvendighed nu, hvor der tegner sig konturerne af et endemål.
’House of the Dragon’ kan heller ikke i denne ombæring se sig fri for at brede sig for meget ud over for meget, men der bliver truffet kloge valg for at koncentrere historien. Tredje afsnit holder mere eller mindre udelukkende fokus på Rhaenyra, der døjer med et bogstaveligt rotteangreb som et meget direkte billede på, hvad hun slås med i mere overført betydning.
Pointen er set før, men det er stadig et medrivende faktum, at grusomheden går i arv, når der sættes blodige fodspor på vej hen til jerntronen.
Det er allerede meldt ud, at fjerde sæson bliver den sidste for ’House of the Dragon’, og det er nok meget godt. Selv når serien er på sit bedste – som den er i store dele af tredje sæson – kan den ikke undslippe fornemmelsen af at være for overproppet med figurer, der alle vil det samme. Alligevel ser jeg frem til at være med på turen.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
