Nobody Wants This
Foto: Hopper Stone/Netflix

Heartbeats anbefaler: Irsk indie, Vesterbro-vin og en genial romantisk komedieserie

Hvad skal du høre, se og læse i den kommende tid? Louise Elly Meyer peger på sine favoritter lige nu.

‘Nobody Wants This’

Den her serie omfavner mit efterårshumør 200 procent. Faktisk vil jeg ikke andet lige nu end at sidde under min dyne, drikke et glas rødvin og se ‘Nobody Wants This’. Den amerikanske Netflix-serie lyder ellers på overfladen, som noget man virkelig ikke gider se: to overgearede søstre har en podcast, og den ene bliver forelsket i en ung jødisk præst. Gab, endnu en tandløs romantisk komedie. Men jeg skal lige love for, at man bliver overrasket. Min skepsis forsvandt i hvert fald ti minutter inde i første afsnit.  

Dialogen er vidunderligt veloplagt, og jeg har skrattet af grin til flere af afsnittene. Tonen er hård, men på den der bramfri, kærlige måde. Det er sådan en serie, som man helt automatisk kommer til at binge. For lige i det øjeblik, hvor du tror, du har regnet handlingen ud, kaster serien dig en curveball. Og så er det ret umuligt ikke at blive smittet med Joanne (Kristen Bell) og Noahs (Adam Brody) forelskelse – og hvem har ikke lyst til at gå ind i weekenden med dén følelse?

Ny vinbar på Vesterbro

Okay, jeg kan godt mærke, at vin er ved at blive et tema for mine anbefalinger. Men der er altså en ny vinbar i byen. Og den ser konge ud. Derfor skal Bar Pineau selvfølgelig med på ugens anbefalingsliste. Det er et sted, der skaber franske bistro-reminiscenser med det samme på den dejligt uformelle måde.

På Pineau kan du ikke bestille bord, og du bestiller din Bourgogne Blanc og dine snacks ved den røde bardisk. Der er alt, hvad hjertet begærer af røde, hvide, orange og boblende vine, som kan nydes sammen med alt fra comté til ansjoser. På denne fredag – 4. oktober – fejrer vinbaren sit indtog på Sønder Boulevard med østers til en 10’er, og køber du en flaske bobler, får du fire østers oveni hatten.

Soundtracket til dit efterår

Ligesom tilfældet er det med min lyserøde pels, har jeg også hevet et irsk indierockband frem fra gemmerne, støvet dem af og hilst dem aldeles velkommen. For både pelsen og Far Caspian passer perfekt ind i efterårets tiltagende kulde og rislende orange blade. Deres lydunivers er gennem behageligt og mellow. Faktisk er det lidt som at få en krammer at lytte til Joel Johnstons stemme, der er ledsaget af elguitar og bløde trommer, og som alt i alt skaber et drømmende lydunivers.   

Når jeg lukker øjnene og hører ‘Gardening is a Practice, Not an Idea’, forestiller jeg mig, at jeg går rundt i en skov ved skumringstid eller kører rundt i Brooklyn om eftermiddagen, mens byen er badet i gyldent lys. Det er rigtig ‘armen i karmen’-musik. Hvis det også lyder godt i dine ører, kan du rent faktisk opleve Joel Johnston og co. på Pitchfork Music Festival London 8. november. 

LÆS OGSÅ

Footer graphics