Det lugter af overdreven Tarantino-inspiration, når man døber sin serie ’Kill Jackie’ og dermed umiddelbart laver en parring mellem ’Kill Bill’ og ’Jackie Brown’. Samtidig er der en europæisk essens i historien om den tidligere narko- og nuværende kunsthandler Jackie Price, som peger mere i retning af Guy Ritchies tempofyldte film.
Faktisk er ’Kill Jackie’ dog en filmatisering af pulp-krimien ’The Price You Pay’, som forfatteren Nick Harkaway i 2018 udgav under pseudonymet Aidan Truhen. De kreative kræfter bag serien har tidligere været involveret i blandt andet den fornøjelige ’Killing Eve’, for nu at få det drabelige element slået helt fast.
Alt det er bare for at sige, at det flyder over med inspirationer og referencer i ’Kill Jackie’, der af samme grund kæmper gevaldigt med at være noget i egen ret.
Catherine Zeta-Jones spiller titelrollen som en moralsk afstumpet forretningskvinde, for hvem livet mest af alt bare handler om at tjene en masse penge. Det gør hun særdeles godt, men da en kunsthandel går skævt, må hun pludselig kæmpe for livet, fordi forbryderorganisationen The Seven Demons vil dræbe hende.
Serien starter på så gennemført klichépryglet en måde, at man straks er lidt på vagt. I et sammensurium af elevatormuzak, slikkepinde og blod møder vi hovedpersonen iklædt en hospitalsdragt, før hun i en voice-over siger, at vi lige må spole tiden tilbage for at forstå sammenhængen.
Det hele er set en million gange før, og der er ikke nok særkende til, at man for alvor bliver grebet af eskapaderne i den stilige kopi af en kopi.
Outreret forvandling
Mens hovedrollen ikke er et stærkt nok anker til at skabe en oprigtig interesse for ’Kill Jackie’, kan man more sig over de farverige bifigurer gestaltet af forrygende skuespillere.
Selvfølgelig ikke mindst vores egen Sidse Babett Knudsen, der parallelt med den knugende naturalistiske præstation i biografaktuelle ’Dobbeltfejl’ giver fuld los i rollen som den russiske lejemorder Karenina.
Danskeren har med tyk accent, rødt hår og et ar på kinden kastet sig ud i en outreret forvandling, men det er alligevel morsomt at se hende træde ind i serien til lyden af rullende maskingeværer og Tom Jones’ klassiker ’It’s Not Unusual’. Karenina drukner dog lidt i det omfangsrige persongalleri, der byder på den ene mere sære karakter efter den anden.
Daniel Ings er en af mine personlige favoritter at følge på skærmen i disse år, hvor hans komiske timing bliver brugt til skøn effekt i serier som ’The Gentlemen’ og ’A Knight of the Seven Kingdoms’.
I ’Kill Jackie’ spiller han hovedpersonens advokat Sam, som på uforklarlig vis går fra at fjolle rundt med en pistol til at gribe en Uzi med største selvfølgelighed, uden at det på noget tidspunkt er blevet godtgjort, hvorfor han nu er en benhård dræber.
Serien er bevidst over the top og får en del morskab ud af sit vanvid, men bliver i længden enerverende, fordi man savner et modsvar til tosserierne.
Stressende æstetik
Der har været overordentlig mange kokke i køkkenet på serien, som smager voldsomt meget af europudding trods høj production value og et stjernespækket cast.
Hele fire mænd er krediterede som serieskabere, men de er blevet enige om en stressende æstetik med hyppige klip og forskydninger i billedet, der skaber en frenetisk overflod af energi.
Meget af serien foregår i billedskønne nordspanske Bilbao, hvis verdensberømte Guggenheim-museum agerer smuk galionsfigur, men vi kommer godt rundt i Europa. Senere i serien bliver det solbeskinnede og luksuriøse kontrasteret, da Jackie vender hjem til rødderne i walisiske Swansea, der er anderledes gråt og sammensunket.
Der er selvfølgelig en mening med den konstante bevægelse, fordi Jackie er på flugt, men seriens evindelige pulseren skaber snarere en uoverstigelig træthed, fordi det føltes som uendelige adrenalinsus uden noget at hægte sin interesse fast i.
Pludselig dukker Ron Perlman op som en kriminel patriark, der holder en højtsvungen monolog om, hvor forfærdelig hans voksne søn er. Indtil da har sønnen været en cokesniffende antagonist, som det er svært at fatte den store sympati for.
Det gælder desværre alle seriens personer.
Døende minutters gakkelak
’Kill Jackie’ er en af den slags serier, hvor man i virkeligheden godt kunne have nøjedes med en skarpskåret film på halvanden times tid.
Universet bliver simpelthen strakt for meget ud, så det, der er skægt i første afsnit, kommer til at blive kedeligt i det sidste. Med otte afsnit af cirka 45 minutters spilletid hver ville man gerne føle sig efterladt med lidt mere end bare svedige håndflader, når det i døende minutter bliver helt gakkelak.
Man har ikke lært nogle af personerne at kende bare den mindste smule, og der bliver skruet godt op for musikken for at lappe på logikken. Storhittet ’Bad Girls’ af M.I.A. fungerer som en gennemgående melodi, og det er da fængende, men afslører også, at serien ikke har det store på hjerte.
🖤🖤🖤🤍🤍🤍
