Thanksgiving er en fodboldhøjtid, ikke en familiehøjtid. Sådan siger en af personerne i det biografiske sportsdrama ’Madden’, der handler om den legendariske træner og tv-kommentator inden for amerikansk fodbold, John Madden.
Helligdagen, som amerikanerne fejrer den fjerde torsdag i november hvert år, falder i år 26. november. Mens vi herhjemme i højere grad har adopteret tilbudsfesten Black Friday, bliver der i dagene omkring Thanksgiving spillet et hav af kampe i NFL, og derfor virker det opportunt med en film om en af sportsgrenens største skikkelser.
Desværre er det en film, som hverken kan finde hoved eller hale i sig selv.
Nicolas Cage og Christian Bale spiller henholdsvis titelpersonen og Al Davis, ejeren af holdet Oakland Raiders, som John Madden fører til sejr i Super Bowl for første gang i 1977. Vi møder dem først i et interviewlignende setup, hvor de til kameraet fortæller om vigtigheden af at vinde.
Derfra springer filmen rundt i tid og stilarter, så det er lige til at blive stresset af. Det er en kaotisk kakofoni af lys, lyd og farver, hvor skuespillerne må larme lige så voldsomt for at finde plads til sig selv i vanviddet.
Desværre er det en film, som hverken kan finde hoved eller hale i sig selv.
Nicolas Cage og Christian Bale spiller henholdsvis titelpersonen og Al Davis, ejeren af holdet Oakland Raiders, som John Madden fører til sejr i Super Bowl for første gang i 1977. Vi møder dem først i et interviewlignende setup, hvor de til kameraet fortæller om vigtigheden af at vinde.
Derfra springer filmen rundt i tid og stilarter, så det er lige til at blive stresset af. Det er en kaotisk kakofoni af lys, lyd og farver, hvor skuespillerne må larme lige så voldsomt for at finde plads til sig selv i vanviddet.
Med hurtig klipning, voice-over og tekst og tegninger på skærmen bliver man overstimuleret uden på noget tidspunkt at føle, at der er en mening med galskaben.
Som en tyv i natten
Man skulle tro, at en så stjernespækket film som ’Madden’ med et efter sigende ganske anseeligt budget ville blive promoveret i stor stil og kørt frem i biograferne.
Den bliver dog sendt ud som en tyv i natten uden den store fanfare på streamingtjenesten Prime Video, øjensynligt i håbet om, at nogle vil have lyst til endnu mere amerikansk fodbold i disse dage. Det taler sit tydelige sprog om, at folkene bag heller ikke tror på filmen.
David O. Russell har lavet forrygende film som krigssatiren ’Three Kings’, den mørkromantiske komedie ’Silver Linings Playbook’ og familiedramaet ’The Fighter’. Men han har også lavet stinkere som hans forrige film, den stjernespækkede ’Amsterdam’ fra 2022, og instruktøren har et ry som en af de mest samarbejdsvanskelige i Hollywood.
Der er adskillige historier om, hvordan han har gjort livet surt for blandt andre George Clooney og Amy Adams under optagelserne.
Alligevel lykkes det ham gang på gang at få nogle af tidens største skuespillere til at medvirke i sine film, og denne gang har han foruden Cage og Bale også Kathryn Hahn og Sienna Miller med som mændenes respektive hustruer samt komikerne John Mulaney og Shane Gillis på rollelisten.
’Madden’ er velsagtens en komedie, men en pinligt usjov af slagsen. Humoren skal findes i de excentriske karakterer, der råber og skriger af hjertets lyst, men det er mere enerverende end morsomt.
Jeg trak på smilebåndet, da Al Davis i slutningen af 1980’erne opsøger John Madden og spiller rapgruppen N.W.A’s ’Fuck Tha Police’ for ham. Han synes, at sangen har et godt beat, men kan altså godt lide politiet, og så er det ellers bare det.
Grillmad og mavesår
John Madden havde en relativt kort trænerkarriere og var kun i én stor klub, men blev en publikumsfavorit som tv-kommentator, der med skæv humor og enorm viden fandt glæde i at tegne og fortælle på skærmen.
’Madden’ gør i en introtekst en dyd ud af at sige, at ikke alt i filmen er sket i virkeligheden, men at det hele er sandt. Det giver mulighed for at lege med personer og handling, men et af de få sjove øjeblikke kommer fra den ægte Madden.
Da han under en kamp så dampen stige fra en overophedet spillers skaldede isse, bemærkede han, at man kunne grille bøffer på spillerens hoved. Ellers er det småt med charme i figuren, som Nicolas Cage har taget et såkaldt fatsuit og paryk på for at spille en mand med udtalt kærlighed til Santa Maria-grillmad og dertilhørende blødende mavesår.
Vi må forstå, at Madden er passioneret, men filmen lykkes ikke med at forklare, hvorfor han takker ja til tilbuddet fra stifteren af spilfirmaet Electronic Arts om at sætte sit navn på et videospil, så også den handlingstråd fiser ligegyldigt ud.
Hænger ikke sammen
Skåret ind til benet handler filmen om vigtigheden af at følge sit kald i livet, og det er jo et nobelt budskab. Desværre drukner det i alskens staffage, når flamboyante personer gakker ud i et farverigt univers.
Er det en biopic, en sportsfilm eller et familiedrama, tænker man undervejs, men når frem til, at det ganske enkelt ikke hænger sammen.
”Slip afsted med at gøre det, du elsker, så længe som muligt,” citerer John Madden sin salige far for at have sagt. Det er et fint mantra at leve efter, men den her film skulle have været stoppet langt før.
🖤🖤🤍🤍🤍🤍
