En sort firhjulstrækker med smadret kølerhjelm holder parkeret på scenen, da Wicky pludselig træder ud.
Han er klædt helt i sort med hætten trukket godt ned over ansigtet. Med sin mikrofon i hånden ligner han én, der aldrig har lavet andet end at stå på en scene.
Han er indbegrebet af aura, altså den slags aura, som efterhånden er en fast del af Z’ernes sprog, når de synes, noget er tiltrækkende.
Det er mandag aften, klokken er 22.15, og alt foran scenen Eos er på nippet til at eksplodere. Den grønne alien-boller-ko-fane er her (et sjældent syn på opvarmningsdagene), overalt er der unge fyre i bar mave og solbriller, en gruppe har ens t-shirts med påtrykt tekst: ‘Sabbeste’.
Der er ingen tvivl om, at Wicky om lidt vil tage publikum med til ‘SAB City’, en destination, han igen og igen – vil det vise sig – nævner i løbet af sin koncert.
Wicky er en nøglefigur i en ny bølge af rage-rap – med navne som Chrome, Skomager og Lillefucker, der længe har huseret i undergrunden og på Soundcloud, er han nu på vej mod den kommercielle scene. Det er dagens koncert et bevis på. Men hvad er det, der er så dragende ved hans musik? Hvad er det, der får unge drenge til at smadre rundt i moshpits til lyden af overstyrede beats og vred energi?
I årevis har rap-kollektivet B.O.C. bestående af navne som Kesi, Gilli og Benny Jamz domineret den danske rap-scene, efter de lagde sangen ’Fissehul’ på YouTube i 2010. Men kan staffetten være på vej videre? Rider Wicky på den bølge, der kommer til at udslette den danske grime-genre?
Wicky selv er ikke i tvivl, da jeg et par dage før koncerten ringer ham op for at spørge, hvorfor han mener, netop hans musik slår kommercielt igennem lige nu.
– Det er en blanding af, at det er stort i USA og nu begynder at sprede sig til Danmark, og så tror jeg også, at dem, der er unge nu, ikke synes, at mainstream hip-hop er ligeså spændene. De gider ikke høre det, deres storebror hørte, de vil gerne have deres egen lyd.
Det er navne som Playboi Carti og Yeat, der præger det internationale lydbillede med deres pitch-manipulerede stemmer, energiske ad-libs og vilde, overstyrede produktioner. En lyd, der er vokset ud af trap-musikken fra artister som Future og Young Thug – og i forlængelse af dem også Drake – som i løbet af 10’erne gjorde trap til noget af verdens største popmusik, forklarer musikanmelder og journalist Kristian Karl:
– Rage-lyden, som man kalder det, er vokset ud af trap, men er mere eksperimenterende, mere syret og er præget af en ungdommelig vildskab og vilje til at eksperimentere og være rowdy og gå lidt mere til grænsen. Det er lidt trap-musikkens beskidte og skører lillebror.
Og når man står og bliver kastet fra side til side midt i en moshpit, som fylder omtrent hele pladsen foran Eos – med en pige på skuldrene af en fyr på den ene side og en hætteklædt dreng, der crowdsurfer gennem menneskemængden på den anden – så føles det som om, man er midt i den ungdommelige vildskab, Kristian Karl beskriver. Sjældent har energien været så rå og euforisk til en koncert på Roskilde Festival.
Det er råt og voldsomt
Wicky selv kalder fællesskabet og miljøet omkring sin musik for ’SAB’. Det står ikke for noget, men er blevet et symbolsk slagord, som de indviede kan tillægge deres egen betydning.
-Jeg tror, der er mange mennesker, der ikke ved, hvad de resonerer med, og så har de fundet en gruppe her, hvor der er en masse mennesker, som de har musikken og tøjstilen tilfælles med, forklarer Wicky.
Da vi er 15 minutter inde i koncerten, tager Wicky sig pludselig til sin øresnegl og giver en besked til publikum.
-Træk den lige en stang ned, jeg får at vide, at vi lige skal passe lidt på.
Det lader dog ikke til at påvirke publikum, som stadig flyver rundt. Det er umuligt at styre den energi, der er i gang lige nu. Og det er også en del af hele æstetikken, forklarer Kristian Karl.
– Det ligger i selve betegnelsen rage-rap. Det er vildskab. Musikken er vokset ud af hiphoppens omfavnelse af moshpit-kulturen og det mere punkede og rockede udtryk, som Soundcloud-rappen bragte frem i slutningen af 10’erne. Travis Scott er nok den første store popstjerne inden for den lyd. Det er et ret maskulint udtryk, som er råt, rowdy og voldsomt.
Det virker også, som om der er en helt særlig og dedikeret fanbase omkring den her lyd. Der var i hvert fald ikke samme intensitet, da man et par timer tidligere kunne svaje stille fra side til side under koncerten med Østen, mens folk talte om de cocktails, de netop havde købt i baren.
Netop fanbasen omkring rage-rap fascinerer Kristian Karl, der har dækket rap og hiphop-scenen i mere end 10 år.
– De er opstået uden, at branchen i starten lagde mærke til det. Det er små kultfællesskaber, hvor folk kender alle sangene, mosher med og har adopteret rappernes stil. Det er en subkultur med sine egne stilmarkører og værdier, som virkelig har fundet hinanden. Og som vi har set utallige gange i hiphoppens historie, kan sådanne subkulturer hurtigt blive mainstream.
Den visuelle stil har også klare rødder i ældre subkulturer, forklarer han.
– Det minder lidt om subkulturer fra 80’erne og 90’erne med en mørk, vampyr-agtig æstetik. Forbilledet er Playboi Carti, der ikke bare er en stor musiker, men også et stil-ikon. Han har lanceret en æstetik, som man kan se genspejlet herhjemme, hvor high fashion og streetwear blandes med læder og vampyr-æstetik. Det er både subkulturelt og high fashion på samme tid, og det dyrkes enormt meget, især online.
Rage rap er en af de største musikgenrer i USA lige nu, så det er ifølge Kristian Karl heller ikke tilfældigt, at vi ser bølgen herhjemme.
– Folk som Kanye West og Drake har allerede omfavnet den ved at samarbejde med Playboi Carti. Samtidig har genren skabt en kæmpe koncert- og festivalkultur. På mange måder er jorden gødet, så det giver god mening, at danske artister nu tager den her lyd til sig, siger han.
Stafetten gives videre
Nu toner melodien til ’Brummer’ frem. Det er Wickys største hit med Kesi som feature. ”SAB, SAB, SAB, SAB” lyder ud af højtalerne, og publikum går amok. Alle håber på, at Kesi lige nu står backstage og venter på et ’go’ til at træde op.
Pludselig træder Kesi på scenen med et rungende ”Roskildeeeee!”. Det føles ikke tilfældigt, at det netop er ham, manden, der var med til at kickstarte en bølge af grime i Danmark, som med tiden er blevet mere poppet. Nu er han tilbage i front på næste store bølge, eller hvad?
– Jeg tror godt, det kan blive lige så stort, som det vi så med grime og B.O.C. Men jeg må indrømme, at jeg altid er optimist, siger Kristian Karl
– Hvis jeg skal være mere objektiv og kynisk, kan jeg godt være skeptisk. Det er jo anden gang, vi har en undergrundsbølge af punket, rowdy, dansk eksperimenterende trap. I slutningen af 10’erne havde vi rapkollektivet 25/8 (Lil Hawaii, Baby Bino, Lil Mazda, Olivver og Lille Høg mm.), som var inspireret af amerikanske punkede navne som XXXTentacion, 6ix9ine og Lil Peep. De prøvede at gøre den lyd mainstream i Danmark, men det blev aldrig et stort fænomen og kom aldrig rigtigt op fra undergrunden.
Om denne nye bølge bryder helt igennem på den store scene eller forbliver et kraftfuldt undergrundsfænomen, er endnu uvist. Én ting står dog klart: De her kunstnere og deres fællesskab er levende beviser på, at dansk hiphop stadig er i konstant bevægelse og i gang med at forny sig.
Og lige netop nu, i moshpittet foran Wicky, mærker man helt tydeligt, at en ny generation er på vej til at skrive deres egen historie.
Kesi opsummerer det så godt, da han forlader scenen.
– Roskilde, lav noget larm for den sabbeste!
Stafetten er på vej videre.
