Natten til onsdag blev 34-årige Zohran Mamdani valgt som New York Citys nye borgmester. Det er svært at udpensle, hvor mærkværdig den unge selverklæredes socialists sejr faktisk er.
Med sit politiske ståsted på den yderste venstrefløj, unge alder, sine afrikansk-indiske rødder og pludselige lynopstigning i amerikansk politik fremstår han som et uventet joker i Trumps USA.
Selv støttede Donald Trump noget modvilligt den tidligere guvernør for New York, den uafhængige, men tidligere demokrat Andrew Cuomo. Da Zohran Mamdani blev udnævnt som borgmestervalgets vinder, lød der blot fire lettere ildevarslende ord fra præsidenten på Truth Social:
– AND SO IT BEGINS, skrev han.
Det kan være, han har ret. New York Magazine kalder Andrew Cuomos nederlag og Zohran Mamdanis sejr for en varsling om en ny politisk æra i New York og kalder den unge borgmester for et kommende “globalt ikon”.
Men hvem er Zohran Mamdani – og hvad er det, han står for?
Født i Uganda
Zohran Mamdani blev født i hovedstaden Kampala i Uganda i 1991. Hans mor er filmskaber Mira Nair, der blandt andet står bag filmen ‘Mississippi Masala’ med Denzel Washington i hovedrollen. Hans far, Mahmood Mamdani, er lektor i statskundskab, antropologi og mellemøstlige, sydasiatiske og afrikanske studier ved Columbia University. The New Yorker beskrev i 2002 den dengang 11-årige Zohran Mamdani som Mira Nairs “snakkesalige søn med dådyrøjne”, der ofte blev tiltalt som ‘Z’.
Det gør Zohran Mamdani ifølge en mere nutidigt portræt af borgmesteren i The New Yorker stadigvæk – og at det netop er hans casual, nede-på-jorden attitude og udstråling, der kendetegner ham.
Han søgte ind på Columbia University, hvor hans far underviste, men blev afvist og læste i stedet afrikanske studier på Bowdoin College i Maine. Her bidrog han hyppigt med humoristiske klummer i universitetsavisen om alt fra musik, politik, etnicitet og sport. Ifølge en studiekammerat var han en populær studerende, og det var besværligt at gå igennem kantinen med ham, fordi han “stoppede ved alverdens borde for at give high-fives til andre studerende”, skriver The New Yorker.
Efter college arbejdede han som rådgiver for forebyggelse af tvangsauktioner i Queens, hvor han hjalp beboere med at undgå udsættelser. Et job, som han siger inspirerede ham til at gå ind i politik.
Mamdani havde også en bemærkelsesværdig bibeskæftigelse i det lokale hiphop-miljø, hvor han rappede under navnet Young Cardamom og senere Mr. Cardamom. Under sin første kampagne til delstatsforsamlingen henviste Mamdani til sin korte musikperiode og beskrev sig selv som en “B-list-rapper”, skriver mediet PBS.

Politiske karriere
Nu spoler vi tiden en smule frem. For hvordan går man fra at være lokal rapper og rådgiver til at blive New Yorks nye borgmester?
Mamdani fik sin politiske erfaring ved at arbejde på kampagner for demokratiske kandidater i Queens og Brooklyn.
Han blev første gang valgt til New York State Assembly i 2020, hvor han besejrede en mangeårig demokratisk politiker i et distrikt i Queens, der omfatter Astoria og de omkringliggende kvarterer. Han har siden vundet genvalg to gange uden problemer.
Zohran Mamdani er et medlem af Democratic Socialists of America, og han er også en del af det demokratiske parti i USA.
Democratic Socialists of America
Zohran Mamdani meldte sig ind i Democratic Socialists of America omkring 2017, flere år før han selv gik ind i politik.
Democratic Socialists of America er ikke et politisk parti, men en uafhængig organisation og bevægelse, der samler demokratiske socialister og progressive aktivister. Alligevel stiller Zohran Mamdani op til valg som demokrat, fordi det amerikanske valgsystem i praksis kun giver plads til to store partier. Man kan derfor være både registreret demokrat og medlem af Democratic Socialists of America.
Lidt mere firkantet sagt betyder det, at Zohran Mamdani organisatorisk hører til hos Demokraterne, men ideologisk placerer sig i den mere venstreorienterede, socialdemokratiske fløj, der arbejder for stærkere velfærd, økonomisk omfordeling og grøn politik.
Zohran Mamdanis ligner ikke den typiske, white collar politiker. Han har rødder i Asien og Afrika og er muslim. Men hans multikulturelle baggrund er egentlig kun en fordel i en by som New York, fortæller lektor i USA og international politik ved Aalborg Universitet Ben Dorfman.
– I det meste af New York er Zohran Mamdanis baggrund ikke noget problem – og for en del af ovennævnte koalition er det snarere en fordel, at han kulturelt repræsenterer noget andet end normen. New York har haft to sorte borgmestre, og landet har haft en sort præsident. Jeg vil derfor sige, at newyorkere generelt finder det mindre interessant, at han tilhører en minoritet, end hvilken minoritet han tilhører – en, der går ud over den klassiske “sort eller hvid”-dikotomi, siger han.
Venstreorienteret dagsorden
I 2024 lancerede Zohran Mamdani sin borgmesterkampagne – og natten til onsdag vandt han valget.
Ben Dorfman var i New York op til borgmestervalget. Han beskriver, at de fleste newyorkere “himler med øjnene”, når man nævner Donald Trump, og at man mærker de unges tilstedeværelse i byen. Noget, der passer ganske godt til den vælgerskare, der har valgt den unge, multikulturelle Zohran Mamdani som deres nye borgmester.
Ben Dorfman beskriver sågar Zohran Mamdanis politiske dagsorden som noget, der ikke ligger langt fra den, vi kender i Skandinavien.
– Mamdanis politik handler om at skabe større solidaritet og bedre fordeling af velstand, fortæller han og fortsætter:
– Selvom nogle af hans mærkesager er meget lokale – som “gratis” (skattefinansierede) busser i New York – forsøger han at appellere til en koalition af unge veluddannede vælgere, midaldrende professionelle og politisk bevidste minoritetsgrupper, der ønsker større social inklusion, bedre velfærdsordninger og mere grøn bevidsthed. Og det lykkes, vurderer han.
Han tilføjer, at Zohran Mamdanis brug af sociale medier i hans kampagne også har spillet en central rolle i hans lynhurtige opstigning i amerikansk politik.
– Hans SoMe-tilstedeværelse var massiv. Han gjorde meget ud af at vise sig selv som dybt forbundet med – og begejstret for – livet i byen, og han er karismatisk. Obama – og faktisk også Trump – revolutionerede brugen af sociale medier i politik. Mamdani er endnu et skridt i den udvikling, siger han.
@zohran_k_mamdani It’s pronounced cyclist.
♬ original sound – Zohran Mamdani
Chefredaktør ved Kongressen.com Anders Agner kalder Zohran Mamdani for den seneste superstjerne på den amerikanske venstrefløj efterfulgt af øvrige demokrater som Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez.
– Du kigger ind i en situation, hvor demokraterne stadig er i granatchok over, hvad der skete ved præsidentvalget i 2024. Man tabte præsidentvalget og vandt hverken det ene eller det andet af kongreskamrene. Pludselig stempler Zohran Mamdani ind i valget lidt ud af det blå, og han repræsenterer en klar venstrefløjspolitik i modsætning til den mere midtersøgende politik, som mange demokrater fortsat mener bør være den politiske linje, demokraterne skal følge, siger han og fortsætter:
– Men Zohran Mamdani viser, at der er endog rigtig mange vælgere, der er klar til at bakke op om den tydelige kurs, han står for. Der var en usædvanlig høj valgdeltagelse ved borgmestervalget i år. Det vækker også genklang i resten af det demokratiske parti. For budskabet fra venstrefløjen nu er ret klart. De siger, hey, vi kan mobilisere de unge vælgere, vi kan sætte en dagsorden, der viser, at vi vil noget helt andet end Trump.
Zohran Mamdani vil gerne vise, at den offentlige sektor ikke er farlig og, som Anders Agner udtrykker det, vil gerne “gøre mere for de mange end de få”.
– De ting, han lægger op til, vil kræve nogle ret store ændringer. Det bliver spændende at se, om han kan sætte handling bag ordene.
En arv à la Obama
Om Zohran Mamdani formår netop det – at gennemføre de store ændringer, han har lovet – må tiden vise. Ben Dorfman spår ham dog en noget usikker fremtid.
– Jeg vil sige, at Zohran Mamdani har en svær vej foran sig. New York er en enorm by med et gigantisk budget, et byråd med 51 medlemmer, og man skal have mange ting til at pege i samme retning for at realisere store politiske mål som gratis busser eller markant strengere huslejeregulering, for slet ikke at tale om byejede dagligvarebutikker. Han bliver nødt til at dæmpe forventningerne en smule – måske sikre sig nogle mindre politiske sejre, mens han arbejder på de store, siger han.
Han tilføjer, at beboerne i New York er lunefulde vælgere, der vil vende ham ryggen, hvis han viser sig at være mere “stil end substans”. Men Ben Dorfman mener også, at den unge borgmester har intelligensen til at navigere faldgruberne.
– Jeg forudser en arv lidt à la Obama: Han vil møde modstand og vil for nogle af sine venstreorienterede støtter måske fremstå for pragmatisk, men han vil samtidig skabe reelle resultater, som på længere sigt vil blive vurderet positivt. Hans chance for succes bliver større, hvis hans støtter bliver ved at bakke ham op, når han må indgå kompromiser med de 42 procent af newyorkerne, der stemte på Andrew Cuomo.
Anders Agner vurderer, at Zohran Mamdanis sejr er et bevis for, at den mere venstreorienterede del af det i øjeblikket lettere splittede demokratiske parti i USA har leveret en formel på en politisk dagsorden, der leder til valgsejr. Og at det måske gør Donald Trump og det republikanske parti lidt nervøse.
– Jeg mindes ikke at have set, en amerikansk præsident blande sig så meget i en borgmestervalgkamp. Du kommer til at høre Trump snakke om Mamdani herfra og til han stopper, og der vil komme masser af angreb mod borgmesteren. Jeg tror også, at der er en del af ham, der tænker, at New York jo er hans hjemby. Mens han er siddende præsident, vælger hans gamle hjemby en mand, der er hans diametrale modsætning. Det er noget, der formentlig passer ham meget dårligt, siger han.
