Fri. Uden forpligtelser over for nogen eller noget, og ingen, der skal gøres glade.
Dét er den følelse, Nina Persson går på scenen med, når hun denne sommer spiller koncert med The Cardigans, det svenske band, der katapulterede hende til giga-berømmelse for mere end 30 år siden.
– Vi har det klart sjovere nu. Vi er ældre – jeg tror, mange vil være enige i, at det er sjovere at være 50 end 20 år. Vi er bare så frie, siger hun.
I år har bandet spillet flere større koncerter rundt omkring i Europa. Man kan også opleve dem på dansk jord, når de optræder til Wonderfestiwall på Bornholm denne fredag som en af festivalens hovednavne.
På trods af et travlt sommerprogram, er Nina Persson omgivet af stille, svensk sommeridyl, da Heartbeats ringer til hende en formiddag i juli.
– Jeg holder lidt fri for tiden, og det er virkelig dejligt. Lige nu sidder jeg faktisk på en bænk ude i haven med en kop kaffe og strikker.
Hun befinder sig på en landejendom i Skåne. Man kan høre lyden af en svag vind, der suser let i baggrunden, og af og til er der en fugl, der kvidrer. Det er egentlig usædvanligt, at hun befinder sig i hjemlandet Sverige. Til daglig bor hun i New York sammen med sin mand, den amerikanske musiker Nathan Larson og deres 15-årige søn. Familien rykkede tilbage til Sverige i foråret, så Nina Persson kunne forberede sig til sommerens festivaler og koncerter.
Det er nemme lektier, siger hun. Da bandet ikke har ny musik på vej – og dermed ikke skal promovere et nyt album eller arbejde hårdt for at tilfredsstille pladeselskabet – kan de slappe af og i stedet fokusere på at gøre det bedste med det materiale, de har.
– Vi har jo kun det gamle materiale. Det er jo ikke dårligt materiale, det er bare ikke nyt. Det eneste, vi kan gøre, er at grave lidt dybere i det. Og det er faktisk virkelig sjovt. Man skal dog kæmpe lidt med, hvordan man identificerer sig med materialet, fordi man kan jo ikke komme uden om, at sangene er over 30 år gamle, siger hun og tilføjer:
– De stammer fra en periode i mit liv, som jeg nærmest dårligt kan huske, hvordan føltes.
90’ernes comeback
Nina Persson var kun 19 år, da The Cardigans brød igennem med debutalbummet ‘Emmerdale’ i 1994. Det store internationale gennembrud kom i 1996 med sangen ‘Lovefool’, og flere store hits fulgte i form af ‘My Favourite Game’, ‘Erase/Rewind’ og ‘Hanging Around’ fra albummet ‘Gran Turismo’ i 1998.
Efter bandet blev en verdenssensation i midten af 90’erne, oplevede hun et særligt pres fra musikindustrien, der så sit snit til at sætte hende og bandet i en bestemt kasse. Noget, de nægtede at affinde sig med.
– Da vi kom frem med ’Lovefool’ og de første plader, var det på noget andet end den ret mandsdominerede britpop og indie rock, der fyldte på det tidspunkt, også i mainstreamen. Som kvinde var man enten sådan en superpoppet type, lidt i retning af Aqua og den slags, eller også var man en kvindelig singer-songwriter med en guitar eller et klaver.
At hun oven i købet var blond og svensker, blev typificeringen kun stærkere af. Og at hun ikke gik rundt og smilte hele tiden, var også noget, som pressen bed mærke i.
– At jeg havde en eller anden form for integritet, gjorde, at det var rigtig lækkert at kalde mig ’isprinsesse’ eller hvad det nu var, siger hun.
For nylig så hun en dokumentar om Marianne Faithfull og genkendte lidt af sin egen historie. Den britiske musiker blev tidligt i sin karriere blev typecastet som en sød, unge kvinde, der sang folk og pop. Da hun senere bevægede sig i en mere rå og eksperimenterende musikalsk retning, passede det dårligt med det sukkersøde image.
Som kvindelig musiker i 90’erne var der en klar forventning om, at Nina Persson skulle vælge en sti og blive på den. Ellers blev det for forvirrende for publikum. Det gjaldt også bandet som helhed. Da de først havde opnået international succes, var der en forventning om, at de skulle levere en poppet ‘Lovefool’ i hvert nyt album.
Men bandet valgte at ignorere forventningspresset og gik bevidst forskellige veje, når det kom til genre og musikstil.
– Når vi så gjorde noget anderledes, følte vi, at vi var nødt til at gøre det meget tydeligt. Det er derfor, vores skift blev så markante, og hvorfor vi slog dem så hårdt fast, siger hun.
Det var netop, da bandet var katapulteret til mega berømmelse med deres pop-rockede lyd i midten af 90’erne, at de bevægede sig over i en mørkere, mere elektronisk og eksperimenterende genre på ‘Gran Turismo’-albummet. Senere blev deres lyd mere afdæmpet og singer-songwriter-præget.
Bittersødt bagkatalog
Da The Cardigans gik hver til sit i 2005, fortsatte Nina Persson med at lave musik, blandt andet med soloprojektet ‘A Camp’ og senere et album i eget navn. I 2012 fandt The Cardigans sammen igen og har siden spillet koncerter med jævne mellemrum, men uden at udgive ny musik.
Det er derfor også uundgåeligt at skulle omkring de store hits, når bandet optræder. Især bandets “kæmpe fucking bone breaker”, som Nina Persson kalder den, er noget træg at skulle igennem efterhånden.
– ‘Lovefool’ kan godt være lidt tricky. Det er en fantastisk sang, men den er meget repetitiv. Men det er sjovt at spille den, fordi det er virkelig fedt at få publikums reaktion, opleve deres genkendelse, siger hun.
I det hele taget er det bittersødt at optræde med bandets hitkatalog.
– Jeg ville ønske, jeg kunne ælde sangene, og samtidig ønsker jeg det slet ikke. Der kan være dage, hvor jeg tænker, åh, lad os bare få det overstået og komme videre, siger hun.
Skyldes det også, at du er forfængelig?
– Tro mig, det er forfængelighed, helt sikkert. Selvfølgelig er det det. Man er et sted i livet, hvor man bare gerne vil vise den version af sig selv, som man føler sig mest tilpas med på det tidspunkt. Men i sidste ende fortæller vi jo en historie. Man kan nok sammenligne det lidt med at være en skuespiller, der læser noget gammelt materiale: Se, den her sang lavede jeg, da jeg var 20.
Mens man skulle tro, at det primært var nostalgiske Gen X’ere, der vil genopleve lyden af deres ungdom, der kommer for at se The Cardigans, så har de seneste par års nostalgitrip på sociale medier som Instagram og TikTok givet bandet et nyt og yngre publikum. For nyligt gik rock-nummeret ‘Step on me’ viralt på TikTok, og flere af bandets gamle hits er dukket op hist og her på det sociale medie, og Gen Z’ere er vilde med det.
– Vi kan se, at en stor del af grunden til, at folk er interesserede i os, er, at de unge er så nysgerrige på 90’erne. Der er jo nogle numre, vi ikke har spillet i over 20 år, men som vi pludselig kan hive frem igen, og det er rigtig fedt, siger hun.
Slut med sexappeal
Nina Persson har det rigtig godt med sit image i dag, siger hun. Der er noget sært befriende over at være ude af musikindustriens tromle. Da ‘The Cardigans’ for nylig spillede i Mexico sammen med bandet Garbage, var det som en slags 90-er reunion, siger hun.
– Vi er jo en slags jævnaldrende. Begge 90’er-bands, der stadig kan spille vores musik og minder lidt om hinanden. Det var så fedt at kunne kigge på hinanden og sige, hey, vi gør det sgu da egentlig meget godt.
At være rundet de 50 år gør også, at hun ikke føler sig tvunget til at have sexappeal. Noget, der er virkelig skønt, siger hun.
– Jeg har det sådan lidt: Fuck det. Jeg kan klæde mig som Professor Balthazar. Det er faktisk ret sjovt. Grøn er min yndlingsfarve. Det må du godt skrive, det er ægte breaking news, griner hun.
Hun ser frem til fredagens optræden på Wonderfestiwall. Hun har et tæt forhold til Danmark og det danske sprog, efter hun i en årrække arbejdede på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, mens hun boede i Malmö. Hun oplever en særlig form for uforfængelig kærlighed fra danske fans, siger hun.
– Jeg har altid følt, at de danske fans’ kærlighed var virkelig ægte. Der var perioder, hvor vi måske ikke var på toppen, men de danske fans holdt stadig af os. I Sverige, hvor vi nok er lidt mere snobbede, var vi mest interessante, når vi havde fået anerkendelse i lande som USA eller England, siger hun.
Hun agter ikke at sætte farten ned foreløbig. Næste år byder også på en række koncerter for The Cardigans, for bandet har allerede booket en række shows. Når hun ikke er ude og spille, bruger hun tiden på kreative sysler såsom snedkeri og keramik.
– Sidste efterår begyndte jeg på nogle kurser på Fashion Institute of Technology i New York, som ligger på den gade, jeg bor. De har et virkelig godt træværksted, så jeg har gået til undervisning der. Jeg kan godt lide at bygge og skabe ting, siger hun.
Dét er der tid til at gøre meget mere af nu, hvor musikken fylder lidt mindre, end den gjorde engang, og hun selv får lov at fylde lidt mere. Hun dyrker yoga, løber ture og bruger kvalitetstid med familien. Det gør, at hun kan give endnu mere til The Cardigans.
– Nu er jeg virkelig glad, fordi jeg føler, at jeg kan være så gavmild på scenen, fordi jeg får så meget af mig selv tilbage, når jeg ikke er på scenen. Og det passer mig rigtig godt.
Tænker du nogle gange på, hvordan din karriere ville have set ud, hvis du var blevet i det ‘pop-spor’, som musikindustrien ønskede?
– En egentlig popkarriere ville nok ikke have været noget for mig, for så ville jeg nok ikke selv have lavet musikken, men have langt flere mennesker inde over. Sådan er det at være sådan en som Kylie Minogue for eksempel. Mit liv kunne jo godt have været fantastisk alligevel. Måske havde det været fantastisk. På det tidspunkt tror jeg bare, at jeg tænkte, at det ikke ville blive det.
Hun tøver et øjeblik.
– Og så kan jeg i øvrigt ikke danse. Man kan ikke danse til min musik. Så det er grund nok i sig selv, griner hun.
