Niels Bagge Hansen var på toppen af sin musikkarriere med Vinnie Who, da han pludselig trak stikket og isolerede sig i årevis på et gammelt landsted på Møn. Her forsvandt han ind i en dyb tåge af hash og storhedsvanvid, indtil hans kæreste tvang ham til at gå til bekendelse overfor sine forældre. Nu er han tilbage for at overtage verden med genren, du hører for lidt: bossanova.
Tekst: Thomas Balslev
Foto: Kristina Pedersen
På bordet ved siden af den store mixerpult ligger der en lille pose snack-gulerødder, og i papirkurven på gulvet er der to tømte drikke-yoghurt. Det er der egentlig ikke noget usædvanligt ved, for Niels Bagge Hansen har altid været optaget af at spise kaloriefattigt og holde sig slank.
Det usædvanlige er, at den 38-årige musiker ikke sidder og ryger en stor joint i sit studie lige nu. Vi befinder os netop her, i hans studie et godt stykke ude på Amager i nogle bygninger, der engang husede rockerklubben Bullshit, og for at det ikke skal være løgn kan man blot en spytklat herfra – hvis man hakker til – se det lille skur, hvor en god del af hashhandlen på lorteøen efter sigende finder sted.
I gamle dage havde dét nok været svært at stå for for Niels Bagge Hansen, bedre kendt som Vinnie Who. I årene op til 2015 havde han placeret sig et temmelig succesfuldt sted i den musikalske fødekæde: P3 elskede ham, han åbnede Orange Scene med sit band og han var sågar gæstedommer i X Factor. Et veritabelt big shot, dengang indie var det nye shit.
Hans helt store hit ’Remedy’ havde givet ham tilnavnet ”discoprins”, og på mange måder lod det til, at han badede sin påfaldende slanke silhuette i al opmærksomheden. Der var noget distingveret over ham i de år, og samtidig noget lurendrejer-agtigt ved hans lille smil, når han gav interviews på tv eller optrådte på scenen. At han meget af tiden var skæv i den periode, havde de færreste nok regnet med. Og det var egentlig heller ikke noget problem for ham.
Altså, lige indtil det blev det.
– Jeg blev fanget i et misbrug, siger han.
Han sidder i sin producerstol og har placeret benene over kors, sådan at en del af hans ene skinneben titter hårløst frem.
– Hver gang jeg gik i studiet var det et ritual at der skulle fyres op. Jeg havde bildt mig ind, at det gjorde mig bedre til at lave musik. Og det tror jeg også, at jeg var i starten, det hjalp på min tålmodighed og faktisk også min selvtillid, men på et tidspunkt blev det til en tåge, hvor jeg ikke fik lavet noget færdigt.
Helt klassisk, som han siger.
Vinnie Who var faktisk ret produktiv i årene mellem 2010 og 2015. Han udgav hele tre album. Men det skyldes også det simple faktum, at han ikke havde taget hul på hashen endnu på daværende tidspunkt. Han røg kun pot. Men som tiden gik, fik Niels Bagge Hansen det mere og mere elendigt. Han gad ikke mennesker, og han følte sig akavet og paranoid København, hvor han aldrig syntes, han kunne være alene. Samtidig havde han en følelse af, at det alligevel var ham, der lavede det hele i sit band.
Ret beset havde Vinnie Who været et soloprojekt fra start af, men bandet, som bestod af gamle venner, havde alligevel investeret uanede mængder af tid og energi i hans vision.
I 2016 sagde han imidlertid til dem, at det nok var en god idé, hvis de fandt på noget andet at lave, og så flyttede han til Møn med sin nye kæreste. De havde fundet et idyllisk landsted, hvor der var plads til, at han kunne lave sit eget musikstudie, og så kunne han sidde der og være genial, uden forstyrrelser, dag ud og dag ind.
Pinky & Brain på Møn
En del af Niels Bagge Hansens opdragelse var, at han skulle mestre et instrument. Som barn gik han til klaverundervisning, men begyndte som teenager at spille guitar, og ret hurtigt derefter lavede han sit første band. De lånte øvelokalet i frikvartererne og spillede engang i mellem til nogle privatfester nede omkring hjembyen Solrød, og for Niels blev det hurtigt hele hans identitet. Drømmen var at være Oasis.
Set i det lys virker det jo – for nu at sige det ligeud – helt hul i hovedet, at han mange år senere ville forlade sit nye band og sin karriere, da han endelig stod der, hvor tingene spillede, telefonen ringede og fansene var glade.
Niels Bagge Hansen sidder lidt og tænker.
– Jeg var lidt caught up i mit eget ego, siger han.
– Jeg gad ikke at have nogen med på slæb. Jeg ville bare koncentrere mig, og så kunne alle andre rende mig… det var lidt sådan, jeg havde det. Jeg havde brug for at trække stikket, være sammen med min kæreste og min musik. Og så røg jeg rigtig meget hash. Pot virkede ikke længere, og jeg bildte mig ind, at det var harmløst.
Mange i musikmiljøet omkring Niels Bagge Hansen røg i øvrigt også meget, og derfor virkede det som en accepteret ting at gøre.
Samtidig var der noget i ham, der ville isolationen. Ikke kun for at komme væk fra alting, men lige så meget for at gå ind i sin musik og dyrke den uden overspringshandlinger.
Ironisk nok endte Møn og hele projektet med at blive sin egen store overspringshandling.
– Jeg sad bare dernede i studiet og kogte og havde det helt Pinky & Brain-agtigt. Sådan har jeg egentlig altid været. Overambitiøs. Jeg tænkte, nu skal jeg overtage verdensherredømmet med min geniale musik.
Resultaterne af de mange timer i studiet var imidlertid ikke helt på niveau med hans tidligere hits, heller ikke rigtigt i liga med hverken ’Billie Jean’ eller ’Bohemian Rhapsody’, der vel er det tætteste, vi kommer på sange, der faktisk overtog verden. I stedet sad Niels Bagge Hansen med flere hundrede ufærdige sange, der genremæssigt befandt sig et lidt obskurt sted indenfor den elektroniske genre.
Og lige pludselig var det hele slet ikke så fedt længere.
– Jeg havde egentlig haft det fedt med det, men jeg blev også mere og mere stresset over, at jeg ikke kunne komme videre og ud af det loop. Og så var min kæreste på det her tidspunkt virkelig træt af mig, fordi jeg røg så meget.
I de her år var hans forsvindingsnummer noget, man talte om i musikbranchen. Hvad blev der egentlig af Vinnie Who? Er det rigtigt, at han bare sidder og laver housemusik i et hus på Møn? I Danmark, hvor den mest kendte statue udgør beskedne 125 centimeter (og forestiller en havfrue), er musikbranchen heller ikke særlig stor, og det betyder egentlig bare, at man ikke skal kende specielt mange, før man kan tilrane sig slibrige oplysninger om mange af de danske musikeres gøren og laden i det private. Hvem er uvenner, hvem knalder, og nok så vigtigt i den her sammenhæng: Hvem har et misbrug?
Men selv folk, der var tæt på Vinnie Who, nævnte ikke noget om, at han var ved at drukne sit talent i tung tjald.
Da jeg for fire år siden skrev til Niels Bagge Hansen for at høre, om han ville lade sig interviewe, svarede han ikke. Og da han et par år efter lavede sit første interview i årevis med DR, nævnte han ikke sit misbrug med et ord.
Så hvorfor gør han det nu?
– Jeg skammede mig helt vildt over det. Men lige så snart jeg var skæv, så glemte jeg at skamme mig. Det har klart været med til, at jeg har isoleret mig meget, og at jeg ikke kunne udkomme med noget, fordi det var jo aldrig planen, at jeg skulle være væk i 10 år. Det var de vigtigste år. Nu er jeg blevet 38, det er jo tough love. Jeg skulle have lavet noget i starten af 30’erne, og det gjorde jeg så ikke. Der sad jeg og sumpede.
Good old intervention
Der er egentlig ikke meget bitterhed at spore i Niels Bagge Hansens ansigt, når han fortæller sin historie. Et par gange ler han faktisk af sig selv med en sær lethed, og det er måske det tydeligste tegn på, at han i dag er kommet videre, og at hans liv på visse stræk ser helt anderledes ud i dag.
Det kunne heller ikke rigtig være anderledes, for han er også blevet far, og lige nu består hverdagene meget af de samme praktiske gøremål; aflevering og hentning, den slags. Han har sagt farvel til Møn og bor igen i København, og udover cigaretterne, nogle helt lange og tynde af slagsen fra Prince, som han stadig ryger, så passer han sine løberutiner og tager sin ADHD-medicin.
En del af æren – lad os bare kalde det det, for det kunne jo være gået helt galt med al den hash og housemusik – skal for en god ordens skyld tilfalde Niels Bagge Hansens kæreste. Det var hende, der traf den afgørende beslutning for ham, da hun en dag lavede en ”good old intervention på mig,” som han kalder det.
Scenen udspillede sig en sensommerdag på Møn, Niels Bagge Hansen sad i haven sammen med sin kæreste og sin mor og far, der var kommet på besøg. Deres lille nyfødte lå og sov en lur, da hans kæreste pludselig henvendte sig til ham og sagde: ”Du skal fortælle dine forældre, at du ryger hver dag.”
Med ét var sommeridyllen forvandlet til det, man i daglig tale kalder en stram situation.
– Hun vidste jo godt, at det var det, der skulle til, siger Niels Bagge Hansen.
– Jeg husker, at jeg var helt smadret og ked af det. Og jeg kunne mærke det i hele min krop, og så gav jeg faktisk slip på misbruget lige der. Det var ret utroligt. Men jeg har utrolig meget respekt for mine forældre og har lyst til at gøre det godt – som man vel har. De tog det egentlig meget pænt. Der var ikke nogen, der skældte mig ud, og det er jeg meget taknemmelig for. Jeg skammede mig rigeligt i forvejen. Min far spørger mig stadig, om jeg kan holde mig fra hash, når vi er på enehånd.
Fra den dag aftalte han med sig selv, at han aldrig skulle ryge hash igen. Rationalet var simpelt: Han kunne simpelthen lide det for meget.
– Og så tænkte jeg ’fuck, nu må jeg tage to år ud af kalenderen, og så håber jeg, at jeg bliver normal igen.’ Jeg var bange for, at jeg ikke kunne fungere normalt eller være kreativ uden at ryge. Jeg ville blive rastløs. Men det skete hurtigere end jeg havde troet. Det tog et halvt års tid at komme på ret køl, men i starten tænkte jeg jo fandme hele tiden på at ryge.
I begyndelsen startede han blødt ud og var kun i studiet en halv time ad gangen. Og så skete der ganske umærkeligt det, der altid sker for ham: Han faldt ned i et kaninhul. For første gang i sit liv begyndte han at øve sig rigtigt på at spille på den guitar, han har haft som hovedinstrument siden 4. klasse. Hans plan var at øve jazzakkorder for at blive god til at spille bossanova. En genre, der altid har ligget som en varm understrøm i hans musik, hvis man lytter godt efter.
Men det var svært for Niels Bagge Hansen. Ikke bare fordi det i sig selv er en svær genre at bemestre, han var også blevet bange.
– Det var en hård periode, for jeg var bange for, om jeg nogensinde kunne holde ud og have tålmodighed til at være i studiet. Det gav mig ro at ryge, og det havde formentlig også været en form for selvmedicinering. Men det lykkedes mig pludselig at finde den disciplin til at øve mig, som jeg aldrig havde haft tidligere.
Opvågning og bossanova
Det er ikke bare varm luft, Niels Bagge Hansen sidder og lukker ud, for hans nyfundne selvdisciplin har nu betydet, at hans første album i 11 år udkommer til marts. Efter det her interview kommer hans med-producer, Victor Groth, for at lægge allersidste hånd på sangene, og i morgen skal han have taget billeder til pladen – hvilket også har betydet, at han har spist lidt ekstra gulerødder på det seneste.
– Jeg vil jo gerne se godt ud her op til albummet.
Pladen, der består af 10 sange, ligger musikalsk i direkte forlængelse af Niels Bagge Hansens mange øve-timer på guitaren. Genremæssigt er der for en god del af tiden virkelig tale om ægte bossanova-jazz. Noget, der for langt de fleste er forbundet med sangen Girl from Ipanema fra Stan Getz’ sort-orange jazzalbum ’Getz/Gilberto’ med den brasilianske guitarist Joao Gilberto – og det gør slet ikke Niels Bagge Hansen noget.
Det er nemlig en genre uden særlig meget ego i sig. Det emne bliver han ved med at vende tilbage til.
Et par dage inden vores interview skrev Niels Bagge Hansen, at pladen blandt andet handler om at forstå sig selv som et produkt af et samfund, der på mange måder føder et stærkt ego, som ikke er sundt at leve med.
– Vi har en udbredt idé om, at vi har en fast personlighed, men det er ikke helt rigtigt. Det er i hvert fald ikke mere rigtigt, end man kan lave det om, hvis man er i stand til det. For mig var det som om, at femøren faldt, da jeg indså, at man ikke er sine tanker.
Det første er han et meget godt eksempel på selv, kan man sige, og så nævner han, at vi lever i kultur, som over en bred kam gør os langt mere selvbevidste, end vi har brug for at være som mennesker. Det var det, han selv oplevede, da han brød igennem som musiker.
– Jeg var alt for bevidst om mit eget image på en usund måde. Men også bare fordi jeg er forfængelig, og jeg kan godt lide tøj, og at se godt ud og gøre mig umage. Men det kan hurtigt kamme over, så jeg endte med at føle mig for vigtig og blev akavet i verden.
Selvom han indrømmer, at han selvfølgelig har store ambitioner for sit album, tror han ikke, der er store chancer for, at hans nye sange bliver store hits.
Men bossanovaen har været hans vej ud af blokaden, lige såvel som den har været assistent på det, man lidt svulstigt kunne kalde hans egen opvågning. I konkret forstand har Niels Bagge Hansen nemlig været nødt til at overgive en del af det musikalske ansvar til andre og invitere dygtigere musikere end ham selv ind i processen for at realisere sine ideer.
– Jeg har været på udebane, fordi jeg ikke har arbejdet med jazz før. Men det har været sundt for mig at invitere musikere ind uden at vide, hvad de skulle spille, fordi jeg kan ikke spille jazz. Og pladen lyder virkelig godt. Jeg er selv helt imponeret.
Det er netop den erkendelse – at egoet ikke nødvendigvis skulle være styrende for Vinnie Whos musik – der har været nødvendig for ham for at vende tilbage til livet som musiker.
Men det er også den vigtigste erkendelse, hvis man vil være lykkelig her i livet, mener han. Ikke at han helt er dér endnu i andet end momenter, og han har heller ikke lyst til at fremstå som en spirituel dengse lige her op til udgivelse.
– Jeg kan stadig blive stresset, hvis jeg ikke kan komme i studiet. Hvis barnet er sygt, og jeg er den eneste, der kan tage ham derhjemme i fire dage, så bliver jeg lidt firkantet og lidt kortluntet, siger han.
At blive far har i sidste ende været en vigtig begivenhed for ham i hele denne temmelig omfangsrige udviklingsproces. Det tvinger som bekendt de fleste forældre til at slippe deres egne behov en smule – og tilsidesætte deres ego for nu at blive i terminologien.
Når det er sagt, så har han stadig perioder, hvor han kæmper med sin tålmodighed og bliver sat på prøve i et liv som far med det ansvar og de pligter, der følger med.
– Fordi nu kan jeg ikke nogensinde nå alle de ambitioner, jeg har. Men det har været sundt for mig, fordi jeg har levet et super ustruktureret og egoistisk liv i lang tid, hvor jeg kunne sove om dagen og arbejde om natten, hvis jeg ville.
Enhver der har fulgt Vinnie Who gennem årene kan se, at han har en tendens til at lave et hamskifte, hver gang han udgiver en plade. Spørgsmålet må være, om han så er færdig med det nu. Om han omsider har fundet sin hylde med bossanovaen.
Svaret falder lakonisk: Nej.
– Jeg er fuldstændig færdig med det. Nu skal jeg være popstjerne igen, siger han med en vis selvironi.
For det er selvfølgelig kun den halve sandhed. Lige siden teenageårene har det, når alt kommer til alt, været det samme princip, der har drevet ham som sangskriver: at man både kan være rockstjerne og få folk til at danse.
Den perfekte fremtid ser derfor også dansabel ud, forklarer han. På sin kommende forårsturné kommer han til at spille nye og gamle sange fra disco-tiden, men i jazz-versioner, som man – hvis man har bare lidt samba i sig – godt kan danse til.
Det fungerer, som han siger, ”pisse godt.”
