Foto: Apple TV

Eminent: ’Slow Horses’ bygger brutalt videre på en af tidens skarpeste serier

I sjette sæson holder den britiske spionserie med en forrygende Gary Oldman ikke bare det tårnhøje niveau, men bygger brutalt og sorthumoristisk videre på en af tidens skarpeste serier.

De færreste serier har været så stabilt fremragende i løbet af fem sæsoner, som det er tilfældet for den britiske spionserie ’Slow Horses’.

Derfor ville de fleste sikkert have lyst til bare at fortsætte som vanligt, men det tjener serien til ære faktisk at holde sig frisk indenfor den velafprøvede formel i sjette sæson. Serieskaber Will Smith har forladt den flyvende skude og overladt roret til hovedforfatter Gaby Chiappe, der skruer op for serialiteten og sågar har givet sig selv den udfordring at slå to af bøgerne i Mick Herrons forlæg – ’Joe Country’ og ’Slough House’ – sammen til seks nye afsnit.

Alene den komprimering er en imponerende bedrift. Fordi universet og figurerne i det er så veletablerede og specifikke, byder man dem velkommen tilbage med kyshånd som en svært umage venneflok.

Den nye sæson er så god, som serien nogensinde har været, og det siger ikke så lidt. Niveauet har nemlig været tårnhøjt fra start, så det er en fryd at blive dyppet ned i den blåtonede verden af skæg og blå briller nok engang.

Mange mennesker går øjensynligt rundt og ved dårligt nok, at Apple TV er en streamingtjeneste. I hvert fald er der blevet indgået partnerskaber med TV 2 og Viaplay, så forhåbentlig kan alle snart se, at samtlige konkurrenter har fået baghjul i år.

Eminent håndværk

Sjette sæson starter i en grå forstad, hvor en karatetræner fortæller sine elever, at de bliver nødt til at kunne handle instinktivt, når fjenden står foran dem.

Han viser sig at være et kendt ansigt fra første sæson af ’Slow Horses’ og får i det hinsides denne svada med på vejen, da han bliver fundet brændt ihjel: ”Det er overraskende nemt at tro på, at han ved et uheld ristede sig selv i en container.”

Den spændstige tone mellem fatal spænding og kulsort komik er bibeholdt og faktisk skruet helt op på max. Hvert eneste billede nærmest stinker af stemning og atmosfære, når der i ny og næ pruttes og bøvses løs, mens international storpolitik udfolder sig som hemmelige kampe mellem stormagters efterretningstjenester.

Rammen om sæsonen er, at et par mystiske lejemordere turnerer rundt og nakker medlemmer af titlens gruppe. Det er en effektiv spændingsmotor, men det kulørte spion-hurlumhej lever især takket være det stærkt vanedannende persongalleri og dialoger, hvor alle involverede trods begrænset skærmtid får lov at udvikle videre på deres karakterer.

Instruktør Adam Randall giver med hyppig brug af totalbilleder en aura af overvågning i det billedskønne univers, og det er en fornøjelse at se helt eminent håndværk uden for meget hokuspokus.

Gal og genial

Gary Oldman er stadig seriens absolutte trumfkort som den lige dele gale og geniale leder af den misvedligeholdte MI5-afdeling med det knap så kærlige kælenavn Slow Horses.

Jackson Lamb kalder en nævenyttig dværg for Gollum, men har også en pruttekonkurrence med ham. Han spiser iskoldt chips med død mand hængende ved siden af og er lige så kølig, når han forhandler med livsfarlige fjender.

Fra distancen styrer han slagets gang med et næsten guddommeligt overblik, mens hans losers, misfits and boozers, som Mick Jagger synger om i seriens titelmelodi, spæner rundt på den britiske halvø med fjenders kanonild konstant i hælene.

Skuespilleren sagde i sidste uge, at den næste James Bond er fundet, og at han krydsede fingre for medspilleren i ’Slow Horses’, Jack Lowden, som den nye 007.

I serien får Lowden god mulighed for at vise sine agentevner som River Cartwright, der i den nye sæson har gensyn med både sin amerikanske far, den tidligere CIA-agent og nuværende lejemorder Frank Harkness (Hugo Weaving), og en elsket bekendt fra fortiden, som han troede var død.

Imens render MI5-chefen Diana Taverner (Kristin Scott Thomas) rundt med en beskidt sag i bagagen, der involverer et angreb i Rusland og samtaler med en slesk ung mediechef. På blændende vis samler det hele sig i en hæsblæsende finale.

Sylespidse nedslag

Noget af det skønne ved ’Slow Horses’ – og der er vitterligt meget at fremhæve – er, at hver eneste afsnit føles som noget særligt. Mens serier ofte har det med at have enten for mange eller for lange afsnit, er de seks sylespidse nedslag helt præcist tilpasset, så man konstant sidder på kanten af sædet.

Dermed ikke sagt, at det er væg til væg-action, for serien ånder i de små øjeblikke, som når en ældre kvinde pludselig siger: ”Det er en skam, at man ikke må have sex med sine kolleger længere.”

Man kan kun takke guderne for, at der som følge af en effektiv produktionsplan kommer nye sæsoner med næsten akkurat et års mellemrum, og at en syvende er på vej.

Vanen tro siger vi i sjette sæson farvel til et par af gruppens medlemmer, som næppe viser sig igen i kommende sæsoner. Vi efterlades også med en nervepirrende cliffhanger, der kan komme til at koste en af de absolutte hovedpersoner livet.

Med det sagt ved man aldrig, hvad der sker i ’Slow Horses’, andet end at det med sikkerhed bliver voldsomt spændende.

🖤🖤🖤🖤🖤🖤

Footer graphics