“En gang Soraner, altid Soraner,” sagde min historielærer på gymnasiet. Han hed Per og var vokset op i byen, havde taget sine studier og levet sin ungdom i København for så at vende tilbage til Sorø igen, da han skulle stifte familie. Sådan er der mange, der gør. Flere af mine barndomsvenners forældre er selv født og opvokset i Sorø. Byen, hvor jeg selv er født og vokset op, har bare aldrig rigtigt sagt mig noget.
Der er ikke noget dårligt at sige om Sorø; det er en provinsby som mange andre, med flere folkeskoler, et gymnasium og et hav af fitnesscentre og Røde Kors-butikker. Så længe jeg kan huske, har jeg dog haft udlængsel. Nu er jeg så alligevel havnet i Sorø igen.
På grund af et praktiksemester uden SU og en praktikplads, hvor stedet vægtede højere end lønnen, var jeg tvunget til at flytte tilbage til Sorø hos min mor i et halvt år. Det lærte mig blandt andet, at det vildeste, der er sket i Sorø i de fem år, jeg har været væk, er diskussionen om, hvorvidt Pølsevognen skal forblive på torvet eller ej. Derudover har jeg lært at sætte stor pris på at få serveret aftensmad, som jeg ikke selv har lavet, men kan også konstatere, at folk over 60 år bliver forarget, når de hører, at en 24-årig bor hjemme hos sin mor.
Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide Sorø, og jeg svarer stolt, at jeg er Soraner, når folk spørger, hvor jeg er fra, selvom jeg synes, det lyder en smule højpandet og mere som en adelig fra Nordsjælland end som en person fra en provinsby på Vestsjælland omgivet af marker.
Alligevel drømte jeg om livet i storbyen som ung og var draget af de mange muligheder. I København var der et uendeligt udbud af tilbud, og der skete noget alle steder og på alle tidspunkter af døgnet. I Sorø kunne du vælge mellem at hænge ved Candy Corner og spille smart, spille fodbold på banerne eller bade i søen. Da vi blev ældre, tog vi bussen til Slagelse, traskede Vestsjællandscentret tyndt og købte måske en frozen yoghurt, før vi tog bussen hjem igen. Festerne foregik i en carport, og hvis der var et ansigt, du ikke havde set før, var det en god fest. Efter jeg er flyttet hjem, har jeg lært, at det er de samme mennesker, der hænger ved Candy Corner, at den carport, hvor jeg fik mit første kys, nu ejes af min bedste ven fra 5. klasse og hans gravide kæreste, og at der er ingen, der spiser frozen yoghurt længere.
Man er skabt af det, man kommer fra, og af det, man er opvokset i, siger man. Jeg må indrømme, at det har været en øjenåbner at se, hvordan de samme omgivelser, som jeg engang fandt begrænsende, nu giver mig en følelse af ro og tilhørsforhold. Jeg har lært, at Sorø ikke bare er en lille provinsby, men en del af min identitet og historie. Jeg er taknemmelig for de erfaringer, jeg har fået ved at bo forskellige steder, men jeg har også lært at værdsætte, hvor jeg kommer fra.
Første gang jeg forlod matriklen, var da jeg tog på højskole som 19-årig, og jeg tænkte, at det var det. Tak for nu, Sorø. Derefter fulgte fem år, hvor jeg har boet i Aarhus, København og Barcelona. Hver by havde sin charme og sine udfordringer, men fælles for dem alle var, at de gav mig følelsen af frihed og eventyr. Nu hvor jeg er endt i Sorø igen, kan jeg mærke, at intet giver mig ro som en løbetur rundt om Sorø sø, at jeg glæder mig til at flytte på kollegie på Nørrebro, og at jeg måske ses med Sorø igen om 10 år, når jeg har oplevet verden.
