Det startede med en artikel, som blev bragt i Weekendavisen tilbage i december 2025. Her stillede tre forfattere deres løn til offentlig skue. Et emne, som skribenten og bogredaktør på Weekendavisen Marta Sørensen tilsyneladende havde svært ved at få forfattere til at tale om.
– Aldrig har jeg fået så mange afvisninger, som da jeg forleden besluttede mig for at tale med forfattere om deres økonomi, skrev hun.
I artiklen møder vi tre prisvindende forfattere, der hæderen til trods, enten er nødt til at tage jobs ved siden af skriveriet eller kun kan leve som forfattere, fordi de har været så heldige at ramme boligmarkedet på et tidspunkt, der har givet dem en økonomisk sikkerhed i form af friværdi – noget, der er de færreste forundt.
Og det har tilsyneladende tændt en ild. For siden artiklen blev udgivet, har en række forfattere stået frem og fortalt, hvad de tjener, hvorfor de tjener det, de gør, og vigtigst af alt: Hvorfor de ikke tjener det, de burde.
En af dem, er forfatter Victor Boy Lindholm, der delte sin løn og det antal timer, han brugte på at skrive om ugen i en story på Instagram. Derudover påpegede han, at hans virke som forfatter mere eller mindre kun var muligt at realisere, fordi han kommer fra den øvre middelklasse og havde haft mulighed for at opbygge en opsparing hjemmefra.
Han gav han også flere bud på, hvordan man løse problemet og skabe et mere bæredygtigt miljø for den danske forfatterstand.
At diskutere forhold for en arbejdsgruppe, der ikke har en traditionel 37-timers arbejdsuge, kan virke diffust. For kan man overhovedet stille noget op?
Det er der noget, der tyder på, og vi skal ikke en gang så langt væk fra vores lille kongerige.
Et nulsumsspil
En af dem, der også gerne vil have en samtale om forfatteres løn og vilkår, er forfatter Jeppe Krogsgaard Christensen. I et debatindlæg i Kulturmonitor ønsker han at punktere myten om, at “arbejdet bærer lønnen i sig selv”.
For hvis du ikke kan betale din husleje, flyverdragter til børnene eller de varer, du har smidt i din indkøbskurv, er den kunstneriske udfoldelse og dertilhørende drøm ikke meget værd.
Det er Victor Boy Lindholm enig i. Når han kigger på forfatterbranchen, ser han en stigende deregulering, hvor det er op til den enkelte at forhandle en ordentlig løn, og hvor forfattere bliver hinandens konkurrenter. Det skaber uro og ulighed.
– Man kan konstatere, at den, der producerer den væsentligste del af arbejdet, forfatteren, er den, der står med den største risiko og næsten altid den laveste indtjening, når vi taler om forholdet mellem forlag og forfattere, udtaler han.
Han mener også, at man kunne kigge på udbetalingen til forlagenes aktionærer, redaktører eller andre fastansatte. Der er de penge, der er, så noget kunne tyde på, at det desværre er et nulsumsspil, hvor nogen må afgive noget for at andre kan få.
Kig mod nord
Men er det bare brok, eller kunne man tænke sig, at der findes en løsning, hvor nulssumspillet kunne gå i plus?
Spørger man Victor Boy Lindholm, mener han, vi skal rette blikket en smule mod nord: nærmere bestemt Norge. Her er de nemlig gået all-in. Udover at fjerne momsen på bøger er Norge gået skridtet videre og har indført en litteraturpolitik, som var startskuddet til “den norske model”.
Det er et litterært system, der bygger på et samarbejde mellem staten, forfatter-, forlags- og boghandlerorganisationer. I den norske model er der fastlagte priser, indkøbsaftaler og rammer for organisering, der allesammen understøtter og opretholder en økonomisk sund og bæredygtig forretning i det litterære univers. Det har til formål at give forfattere mere stabile og forudsigelige rammer for at kunne tjene penge på deres arbejde – modsat et mere liberalt markedsbaseret system, som vi ser i Danmark.
Grunden til, at vi skal tale om forfatteres vilkår handler ikke kun om noget så simpelt som retfærdigheden for en del af den danske arbejdsstyrke. Ifølge Victor Boy Lindholm har det også konsekvenser for vores samfund.
– Forfattere er med til at gøre vores verden større og rigere. Så enkelt kan det siges. De fortæller usete historier, udvider vores sprog og dermed vores forestillingsverden, siger han.
