Mens ishockeydramaet ‘Heated Rivalry’ har sat gang i samtaler om sporten i populærkulturen, er Jonas Risvig nu klar med sin egen danske fortælling fra isens verden. Efter gymnasiedramaet ‘Kontra’ bevæger instruktøren sig i en ny retning med biograffilmen ‘Momentum’, der i øjeblikket optages i Herning og Aarhus og udspiller sig blandt unge mænd i et intenst ishockeymiljø.
Filmen følger stortalentet Oliver Falk, der vokser op i skyggen af sin far – en tidligere topspiller, som nu står på sidelinjen som træner. Presset for at leve op til forventningerne vokser, og da en skade vender op og ned på karrieren, mister Oliver fodfæstet. I forsøget på at holde både smerter og tvivl på afstand bevæger han sig ind i et farligt opioidmisbrug, som får alvorlige konsekvenser.
‘Momentum’ beskrives i en pressemeddelelse som Jonas Risvigs “mest personlige historie til dato”. Instruktøren, der tidligere har skildret ungdomsmiljøer i serier som ‘Drenge’, ‘Centrum’, ‘Grænser’ og ‘Salsa’, vender igen tilbage til temaer om fællesskab, identitet og maskulinitet – denne gang i en sportsramme præget af hårde hierarkier og store ambitioner.
Historien kredser om, hvad der sker, når værdien som menneske bliver tæt knyttet til præstationer, og hvordan unge kan miste retning, når drømmen pludselig skrider.
Unge talenter og erfarne navne
David Skytt indtager hovedrollen som Oliver, mens Ulrich Thomsen spiller faren og træneren Lasse Falk. På rollelisten finder man også Oliver Reichhardt Overgaard, Clara-Aviaya Helsted Hvid, Christian Byskov og Jonas Oftebro samt etablerede skuespillere som Marijana Jankovic, Thomas W. Gabrielsson og Bjarne Henriksen.

Jonas Risvig har selv haft en fortid i ishockeymiljøet, hvilket ifølge pressemeddelelsen bidrager til filmens realistiske tone.
‘Momentum’ forventes at få biografpremiere i starten af 2027.
