Klovn
Foto: Per Arnesen/TV 2

Casper og Frank siger, at ‘Klovn’ aldrig har været vigtigere end lige nu: 10. sæson er på trapperne

Casper Christensen og Frank Hvam er tilbage som deres alter egoer i ny sæson af en af Danmarks sjoveste og mest tåkrummende komedieserier.

Som vi kunne afsløre sidste år, er der en ny sæson af ‘Klovn’ på vej. Og nu er optagelserne til den 10. sæson så gået i gang med Frank Hvam og Casper Christensen tilbage i rollerne som Frank og Casper.

10. sæson består af otte afsnit og får premiere senere i år – og det er nok ikke helt tilfældigt, at det netop er i år, at serien vender tilbage. ‘Klovn’ kan nemlig fejre intet mindre end 20-års jubilæum her i 2025.

Ifølge Casper Christensen og Frank Hvam har ‘Klovn’ aldrig været vigtigere end lige nu, hvor vi søger mod det, vi kender og holder af:

– Jo farligere verden bliver, jo mere rykker vi sammen om det, vi kender og er trygge ved. ‘Klovn’ er som ‘Klovn’ altid har været – sjov og lidt for meget, udtaler de i en pressemeddelelse.

I den nye sæson kan man glæde sig til at følge Caspers forberedelser på 3. Verdenskrig, mens Franks 3. Verdenskrig foregår inden for hjemmets fire vægge. I det hele taget er luften tyk af krig i denne sæson – på hjemmefronten, vennefronten og ikke mindst i de to kamphaners nye filmprojekt.

Casper Christensen og Frank Hvam fortæller i øvrigt, at der medvirker flere gamle kendinge plus en masse nye folk i 10. sæson:

– Vi glæder os til at arbejde med de gode gamle igen, og det bliver superinspirerende at arbejde med helt nye ansigter, vi aldrig havde troet skulle medvirke i ‘Klovn’.

De sætter dog ingen specifikke skuespillernavne på endnu, men mon ikke vi i hvert fald kan forvente, at Mia Lyhne vender tilbage i rollen som Mia.

Alle otte afsnit i den nye sæson instrueres af Casper Christensen, og Barbara Crone er producer. ‘Klovn’ sæson 10 bliver produceret af Nutmeg Productions.

Den endelige premieredato for 10. sæson af ‘Klovn’ er endnu ikke på plads, men vi ved, at det bliver i løbet af 2025. Og hvis man vil fordrive ventetiden med mere fra samme skuffe, ligger alle de ni foregående sæsoner af ‘Klovn’ på TV 2 Play.

Footer graphics