harry potter
Foto: Hollie Adams/Reuters/Ritzau Scanpix

Buhråb og skuffelse: Hundrevis af Harry Potter-fans ventede forgæves på besked om fiktivt tog

Igen i år var hundredevis af fans dukket op for at fejre ‘back to Hogwarts day’ i London.

Tidligere i år opfordrede skuespiller Miriam Margolyes, som i ‘Harry Potter’-serien spillede Professor Spire, kraftigt fans til at “blive voksne” og “komme over det”.

Men det har de loyale fans ikke tænkt sig.

Flere hundrede håbefulde fans dukkede søndag op på togstationen Kings Cross i London for at fejre skoleårets begyndelse på den imaginære Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab.

Tidligere år er dagen nemlig blevet markeret med en annoncering af togets afgang over højtaleren og på stationens skærme. Og det fik i 2023 flere tusinde fans til at dukke op – flere iført kostumer og med viftende tryllestave.

I år var fejringen på forhånd aflyst, og Warner Bros havde derfor i sidste uge “kraftigt opfordret” fans til at blive væk.

Den opfordring valgte mange fans dog at se gennem fingrene med.

Da klokken i søndags ramte 11.00, måtte de dog sande, at de rent faktisk havde ventet forgæves. Der skete nemlig absolut ingenting, hvilket fik flere til at bryde ud i buhråb.

Aflysningen af den store fejringsdag på Kings Cross er ikke det eneste, som Harry Potter-fans har været skuffede over de seneste år. Både fans og skuespillere har taget afstand til forfatteren bag J.K. Rowling efter en lang række udtalelser, de mener har været transfobiske.

Footer graphics