Uf, her ligner lort.
Sådan kom jeg til at tænke, da jeg forleden besøgte i min lokale Netto. Når jeg køber ind, reduceres min hjerne ellers til en sølle plastbeholder, der højst kan rumme to tanker – typisk nogle, der kredser sig om, hvorvidt jeg skal købe én eller to liter mælk, og om jeg har hvidløg derhjemme eller skal købe friske med for en sikkerheds skyld.
Men nu var den her, denne særegne følelse af, at ens øjenæbler får piskesmæld.
Det hele startede med gulvet, det grå klinkegulv, der måske/måske ikke er importeret fra dét toilet, som Christiane F. fixede heroin på i 70’ernes Berlin. Kigger man op, bliver man blændet af tre hundrede tusind lysstofrør, der får én til at føle sig som et råddent lig på tærsklen til at blive sprættet op af folk i hvide kitler. Eller at man er statist i den kontordystopiske thriller ‘Severance’.
Kigger man lige frem, er der rigtig meget sort. Sorte kølediske- og skabe, sorte hylder, sorte vægge, sorte døre. Rundt omkring på væggene hænger formklippet pap, der danner ordene ‘Brød & Boller’ og ‘Frugt & Grønt’ med en dertilhørende illustration. Det ligner en mest en børnebogstegning, som ChatGPT har spyttet ud og ser noget malplaceret ud i det dunkle interiør.
De vægge, der ikke er sorte, har noget træværk plastret henover. Jeg går helt tæt på for at undersøge, om det er ægte træ, for det ligner syntetisk tapet. Vinduerne er dækket til med plast, og den naturlige belysning er ikke-eksisterende.
Den store plads, som selvbetjeningskasserne kræver, har forvandlet kasse-området til et forvirrende og uoverskueligt virvar af menneskekøer og maskiner. Da jeg har betalt for mine varer i selvbetjeningskassen (ugh), higer jeg efter at komme udenfor og røre noget græs.
På vej hjem passerer jeg en Meny og bliver nysgerrig på, om den er mere attraktiv end sin billige kusine. Men indenfor er der samme eksplosion af lysstofrør og kommunefarver, der minder én om, at man har modtaget en besked i e-boks. Selv delikatessehjørnet, det farverige indspark, der engang havde friske lækkerier og dygtige fagfolk med kødkløvere bag disken, er reduceret til et hav af plastikbakker og ‘tag selv’-hylder.
Bevares, jeg er ingenlunde den første til at begræde grimme supermarkeder. “Danske supermarkeder er mørke og grimme” lød det dejligt ordret fra journalist og arkitekturentusiast Peter Olesen i Kristeligt Dagblad for nylig. I februar skrev Weekendavisen, at Rema 1000 er “kølig indeni, lys og pur som et hospital ude i rummet”. Og jeg har slet ikke tid til at henvise til al den spalteplads, Politikens mad- og arkitekturredaktører bruger på at kritisere danske supermarkeder.
Men hvorfor skal det død og pine være sådan, at ens øjne og livsglæde skal voldtages, når man besøger et dansk supermarked? Vi, der normalt lever åh-så-højt på vores pæne design-omdømme, har af uransagelige årsager valgt, at lige netop supermarkedet de facto skal ligne en blanding mellem et sovjetisk fødevaredepot og en faldefærdig kulisse fra en dystopisk sci-fi-thriller.
Ja ja, der er selvfølgelig alverdens psykologiske årsager bag supermarkedets såkaldte “grid layout” (den systematiske indretning i ‘lige’ linjer), der skal snyde vores dumme hjerner til at købe mere. Og, som trendforsker Louise Byg Kongsholm forklarer i Weekendavisen, betyder den hårde konkurrence mellem de store dagligvarekæder, at de ligner hinanden utrolig meget.
Jeg ved også, at man kan tage en tur i Supermarco eller Alma og betale det hvide ud af øjnene for en liter græsmælk og et glas vildsvineragout og så ellers få lov at rose det nydelige interiør. Det kunne dog alternativt være dejligt at besøge et helt almindeligt supermarked uden at få en akut depression.
Men måske det er mig, den er gal med? Supermarkeder har jo aldrig ligefrem været en tur i Finn Juhls hus.
– Jeg kan høre, at du ikke levede i 80’erne. Der var supermarkederne godt nok grimme, griner sociolog og lektor ved Aarhus Universitet Marianne Høyen, da jeg fanger hende over telefonen.
Hun har for nylig forsket i supermarkeder som et såkaldt ‘ikke-sted’ – en sociologisk term, der beskriver de steder i et moderne samfund, hvor mennesker opholder sig midlertidigt uden at skabe varige relationer eller tilhørsforhold, såsom lufthavne, hoteller og, ja, supermarkeder.
Hun fortæller, at der er noget ved vores moderne livsstil, der gør det naturligt at blive desillusioneret over kedelige supermarkeder.
– Vores samfund er i stigende grad indrettet, så vi skynder os på arbejde, og så skynder os hen og hente børn, og så skynder vi os hjem. Vores fælles rum i byen er blevet udtømt, og vi bruger i stedet vores hjem til at vise, at vi er sociale og kreative væsner. Eksempelvis med hjemmelavet keramik og samtalekøkkener, fortæller hun.
“Grimheden” skal forstås i lyset af et moderne samfund, der er tømt for funktioner, der plejede at bringe os sammen i det offentlige rum, siger hun.
Sagt med andre ord: Alle vores ærinder skal gerne kunne optimeres og effektiviseres, så vi kan komme hjem og hygge os i privaten.
– Derfor er det heller ikke sært, at man pludselig bemærker det grimme tapet, når forgrunden er strippet for alt det sociale.
Mens dét at købe ind engang var en social aktivitet, hvor man kunne møde naboen og sludre, mens man roligt trissede rundt med indkøbsvognen, er det det ikke længere. Og om et rum er socialt eller ej, kan faktisk have betydning for, om det opleves som værende smukt.
– Hvis du tænker på nogle af de gange, hvor du har haft det sjovt og rart, så kan du nok ikke huske, hvordan der så ud det sted, du var. Og selv om rummet måske var grimt, så har det nok ikke indflydelse på din positive oplevelse, siger hun.
En mangel på social kontakt er altså med til at højne oplevelsen af at befinde sig et grimt sted. Det problem ved jeg dog ikke, hvordan man løser, for en tilbagevenden til hyggesnak i delikatessehjørnet ser næppe ud til at ske foreløbig.
Jeg må blot konstatere, at supermarkedet i sandhed er et ikke-sted, et upersonligt og kedeligt transitrum. Øv. Tænk, hvis vores fælles rum var et, vi rent faktisk gad opholde os i og danne tilknytning. Eller i det mindste var en smule pæne at kigge på.
