Ane Cortzen
Foto: Rita Kuhlmann

Ane Cortzen: Bliver kvinder konstant vurderet som potentielle sexpartnere?

En podcast mellem Martin Krasnik og Kim Leine har skabt en undren, om de to har ret med hensyn til mødet mellem kvinder og mænd. Hvis de har, er det foruroligende, mener Ane Cortzen.

Det er ikke, fordi at jeg skal blande mig yderligere i den ophedede debat omkring Martin Krasniks interview af Kim Leine i Weekendvisens podcast ’Avistid’. Jeg synes faktisk, at lige præcis den samtale har fået rigeligt med opmærksomhed.

Så meget, at Kim Leine havde en helsides kronik i sidste udgave af samme avis, om de mange voldsomme reaktioner på podcasten, der handler om den moderne mands vilkår med udgangspunkt i Leines opera ’Pan’.

Podcasten udkom på samme tid som mordet på Mia Skadhauge Stevn fandt sted. Lige præcis på det tidspunkt, hvor den offentlige samtale netop handlede, om hvorvidt mænd er mere voldsparate end kvinder. Og om kvinder kan føle sig trygge i det offentlige rum.

Set ud fra lys er det da også dårlig timing med en podcast, hvor to mænd snakker om deres inderste, ikke videre klædelige, fantasier om kvinder. I operaen lader Leine skuespilleren gøre alle kvinder i salen opmærksomme på, at de har en kusse.

De taler om, at når man møder en smuk kvinde, så forestiller man sig hende nøgen, og hvordan det er gå i seng med hende som det første. Det kan ske flere gange om dagen, og sådan tænker de fleste mænd, er de enige om.  

“Er kvinder egentlig klar over det?” spørger de også hinanden.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over deres samtale. Tanken er fri, og det er netop vigtigt at få belyst sindets kringelkroge. Jeg vil gerne understrege, at jeg hver raser eller jubler over den podcast. Jeg synes ikke, nogen skal undskylde.  

Men her flere uger efter, at jeg har hørt Kim Leine og Martin Krasnik tale sammen, går jeg stadig og undrer mig over, om de egentlig har ret med hensyn til mødet mellem kvinder og mænd. Nu kan det jo være, at jeg ikke falder ind under kategorien “smuk kvinde” – og så er der vist ikke nogen grund til bekymring – men jeg har alligevel gået og spekuleret.  

For det sker for mit vedkommende hele tiden. Møder med mænd, altså. I form af samtaler i overbelyste mødelokaler eller på konferencescener. Interviews foran kameraet eller i lydstudier. I kraft af mit job møder jeg ugentligt en hel del ukendte mænd – for det meste midaldrende – i alle mulige sammenhænge.

Og indtil jeg hørte ’Avistid’, havde jeg faktisk ikke overvejet, at de mænd gjorde sig nogen som helst tanker om mit køn, når de møder mig første gang. Jeg har egentlig altid tænkt, at de møder mig som et menneske med alt, hvad det indebærer af erfaring – og ikke som potentiel sexpartner.

Guderne skal vide, at sådan tænker jeg i hvert fald ikke om kommunikationsdirektøren fra den mellemstore interesseorganisation, jeg pænt giver hånden. Det gør jeg bare ikke. Jeg vil nødig udtale mig, om hvordan andre kvinder tænker. Eller mænd, for den sags skyld. For man kan jo ikke generalisere og erklære, at halvdelene af jordens befolkning tænker på en bestemt måde.

Vi er alle unikke individer med hver vores sind, præget af arv og opvækst. Ikke desto mindre så nager podcasten mig fortsat. For hvis to bløde, midaldrende kulturmænd som Leine og Krasnik tænker sådan – hvordan tænker alle de andre så? Det skaber desværre en frygt i mig, som jeg aldrig nogensinde har haft før.

Da jeg var ung og gik i byen, blev min krop da tit betragtet som en slags tag-selv-buffet – jeg har godt nok skulle verfe mange hænder væk i sin tid. Jeg blev også tit fulgt af mænd, som gerne ville have mig med hjem, eller som hoppede ind i taxa’en uinviteret og derefter skulle smides ud.

Men jeg har aldrig nogensinde været bange for de mænd. Det var så utrolig gennemskueligt, hvad der foregik i deres fuldemands sind – det var ikke nogen hemmelighed. Det er den stærke kontrast mellem det pæne, ædruelige ydre og de voldsomme forestillinger inde bagved, som er skræmmende.

Én af pointerne i Kim Leines kronik er, at vi bliver nødt til at kunne tale om de forbudte tanker og fantasier – det betyder ikke, at vi udlever dem. Og det har han jo ret i. Men så må han og andre mænd så også acceptere, at det skaber en frygt hos dem, som fantasien handler om. Ubegrundet eller ej.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics