Et floor er det værste, jeg ved. Ikke i min vildeste fantasi kan jeg forestille mig at takke ja, hvis nogen spurgte, om jeg ville med på floor. Inden fester hører jeg ellers ofte folk sige, at de bare glæder sig sådan til at komme på floor senere, som om det tilfredsstiller en dyb trang indeni dem. Og når de siger sådan, relaterer jeg aldrig til deres følelser.
Jeg er ikke typen, der får en ustyrligt trang til gå amok, når nogen sætter ’Boing’ med Nik & Jay på.
Bare ordet floor kan godt give mig myrekryb, og det skyldes hverken, at jeg er nogen sær misantrop eller en gnaven festhader, for jeg kan faktisk virkelig godt lide at gå til fest.
Men der er sket noget med vores festkultur.
Alt handler nu om floor. Selve festen synes efterhånden blot at være noget, der skal overstås, så man endelig kan få skubbet borde og stole ud til væggen og ramme floor til et decibelniveau, der svarer til at stikke hovedet ind i en tørretumbler med kinesisk fyrværkeri.
Man ser voksne mennesker med almindelige jobs pludselig i ekstase, de skriger med på ’Pokerface’ og knepper luften omkring sig til lyden af ’Rock your body’ med Justin Timberlake.
Det er ikke fordi, jeg aldrig gider den slags, men det kræver som regel tre-firetusinde øl, hvis jeg skal op i sving.
Det kræver noget opvarmning; først nikker jeg lidt med hovedet til et par sange, så begynder jeg at banke foden i gulvet, og efter en særlig rum tid sker der det, at jeg bider mig lidt i underlæben, hvis sangen er rigtig god. Først dér er jeg danseklar.
Men for de indviede, festglade floor-omaner virker det, som om det blot er en knap, de skal trykke på, og så peaker selve livet. Musikken skal bare være højere og højere, og hvis det ikke virker for folk, skruer man nu bare endnu højere op.
For os, dødbiderne, bliver det på dette stadie af festen temmelig akavet. Det bliver umuligt at foretage sig noget som helst – især at kommunikere – medmindre man råber direkte ind i hinandens øregang, hvilket ikke er den foretrukne kommunikationsform, hvis du spørger mig.
Derfor reduceres vi til voyerister, og så står vi ellers der og kigger ind på en gruppe eksalterede mennesker og tænker, at vi aldrig får det lige så sjovt som dem.
Vi har ikke dén knap, som gør os lykkelige på et sekund – eller måske snarere den knap, hvor vi lader som om vi er. Og derfor havner vi ofte i aparte sociale situationer, hvor vi prøver at snakke lidt sammen, selvom det eneste vi kan høre, er folk på floors jammerlige sang henover ’Jeg vil i seng med de fleste’.
På et tidspunkt kapitulerer man, og så angiver man med håndtegn, at man skal på toilettet eller ud for at ryge.
Hvis jeg dør af lungecancer, er det ikke urimeligt at sige, at det til dels er floors skyld.
– Kom nu! Stop med at være så kedelig! siger folk, som tror, at man ikke danser, fordi man ikke lige tør eller kan få sig til det.
Men det handler ikke hæmninger. Det handler om, at sådanne typer som mig selv hellere vil gå til Düsseldorf på udstrøede Lego-klodser end at lade som om, at vores lemmer elsker en eller anden TikTok-banger, der er trukket ud af røven på en slatten AI.
For os er det med tiden blevet sværere at være til fest, end det var engang. Dels fordi musikken er blevet så høj, og dels fordi den samtidig er blevet så meget ringere.
Lyder jeg ikke som en festlig type?
Det mærkelige er, at jeg virkelig elsker musik og faktisk godt kan lide at danse, men det er ikke det vigtigste for mig til en fest. Vi var mange, der ikke gad på Buddy Holly i min ungdom. Vi gik til fest på en anden måde. Sad på værtshuse og drak og havde det skideskægt.
Det var os, der elskede køkkenfester, fordi vi ikke behøver at hoppe med tungen ud af munden for at have det sjovt, men i floor-festens tidsalder er det ofte nærmest umuligt for os at finde helle. Hvordan endte vi her? Jeg troede vi var i overtal.
I min optik sætter den perfekte fest rammerne for at begge dele kan finde sted: Man må kunne cirkulere mellem at danse og drikke på skift. Men oftere og oftere oplever jeg, at jagten på det perfekte floor tager hele festens gæster til gidsler i forsøget. Det er 1,2,3 fest! Altså, hvad fanden.
Åh, hvor er det irriterende. Kortere kan det vist ikke siges. Burde man bare lette røven og ryste den? Nej, det er ikke altid vejen frem at se tingene fra den anden side. Man kan vel godt få lov at mene noget kritisk i ro og mag. At fake en følelse af glæde er, når alt kommer til alt, meget værre.
Vi har virkelig ikke brug for mere falsk begejstring i verden. Ikke brug for større, vildere, forbandede floors, der dominerer og tvinger folk ud i modvillig mavedans eller alt for tidligt hjem. Det er faktisk ret vigtigt.
