København har slet ikke udnyttet sine vandkanter, mener iværksætter. Han ved, hvor vi skal starte

– Der er noget, der mangler i byen.

Sådan lyder det fra iværksætter Mikkel Irminger Sarbo, der spejder ivrigt ud over Københavns Kanal en eftermiddag i maj. Jeg har mødt ham ved skibet Oranje i udkanten af Nyhavn, der i dag huser restauranten ‘Oranje Nyhavn’, som Mikkel Irminger Sarbo er medejer af. 

Skibet, der oprindeligt er fra 1898, blender udadtil ubesværet blandt de gamle sejlskibe i havnen. Indeni er der dog spor af det moderne, smarte København med farverige øl fra mikrobryggerier og kaffe fra Prolog på menukortet.

– Jeg synes, det var ærgerligt, at der ikke var nogle københavnere, der havde lyst til at mødes i Nyhavn, fordi de synes, det er en turistfælde, der var mega dyr og mega dårlig. Jeg vil gerne have et sted, der holder traditioner i live og samtidig viser byens kvalitet, siger han.

Selv om Mikkel Irminger Sarbo også står bag andre populære restauranter – herunder Hallernes Smørrebrød, Fleisch og Tante T – så har vi aftalt at mødes i Nyhavn, da Oranjeskibet er billedet på noget, som han gerne vil se meget, meget mere af.

– Det er et kæmpe aktiv, at vi har en havn, der er ren nok til, at man kan bade i den. Men vi skal bruge den meget mere. Lige nu kan man godt sejle rundt og kigge på byen, og det er jo meget fint, men det er ikke en særlig interaktiv oplevelse, siger han.

Havnen er en kolossal uudnyttet ressource, der kalder på at blive brugt, så der kan dannes bro mellem land og vand, siger han. Lige nu er kanalen og København meget opdelte af en ofte høj kajkant, men han så gerne, at vandkanten kom meget mere i spil.

Listen af ting, han synes, der mangler, er lang: Der mangler toiletter for dem, der sejler rundt i kanalen. Der mangler mange flere saunaer, som bør være en “fast del af gæsteoplevelsen i København”. Der mangler flere udendørsbarer, så man kan sidde med tæerne i vandet, mens man drikker en iskold øl. Der mangler restauranter i vandkanten, så dem, der opholder sig nede i eller ved vandet, kan købe en omgang fish ‘n’ chips eller en god burger. Der mangler i det hele taget terrasser og ‘platforme’, siger han.

– Det hele starter med, at vi får lov at lægge nogle flere platforme. Har vi flere platforme, som man kan opholde sig på, så er jeg sikker på, at der er masser af folk, der har kreative idéer til, hvad vi sætter på dem, siger han og fortsætter:

– Det er jo så fedt at sidde ved vandet, og selv om det er så tæt på os, bruger vi det ikke. Hvordan kan vi få flere af de mennesker, der går rundt i byen til at komme helt ned og røre ved det, stikke tæerne i? 

Han fremhæver Kayak Bar ved Børskajen og Christianshavns bådudlejning og Café som et eksempel på steder, der på optimal vis skaber overgang mellem land og vand, og som er lige tilgængeligt fra begge sider. Netop denne model så han gerne blev implementeret flere steder rundt omkring i Københavns kanal.

– Når man sejler rundt, kan man for det meste kigge lige ind i en høj kajkant. Man kan godt ane tippen af et pænt hus over kanten, men ellers er der bare mur. Vi skal bygge bro mellem byrummene, siger han.

Forsigtighedsprincip

Når det kommer til at få gang i Københavns havnekant, er det dog en del sværere ‘bare’ at få noget til at ske. Mikkel Irminger Sarbo ser træt ud allerede inden, han skal forklare, hvem man skal spørge om lov for at få lov at bygge noget langs vandkanten. By & Havn ejer vandet, kommunen ejer bolværket, og jordbesiddere ejer jorden, der grænser op til. Foruden det bureaukratiske snubletæppe, så opereres der også med et forsigtighedsprincip, når det kommer til at bygge noget ved og i havnen.

– Det kræver 10 lobbyister for at få lov til at lave noget fedt, og derfor kommer der ikke til at opstå nær så mange fede ting, som der kunne gøre, siger han.

Han nævner havnebade som eksempel på et populært koncept, som samtidig er unødigt restriktivt. Der er skarpe regler for, hvor man må bade i København, og havnebadene er typisk indhegnede. 

– Folk bader jo bare, hvor de har lyst til i byen, også langt ude for de indhegnede områder. Jeg synes hellere, at man skulle vende den om og sige, at der, hvor du ikke må bade, er der en rød stribe på kajen.

Men det er vel også for folks egen sikkerhed, at der er skarpe regler for, hvor man må bade i havnen?

– Det går nok. Folk ved godt, at det er farligt. I dag kriminaliserer vi en masse københavnere, som sidder på vandkanten og soler sig, hopper ned i vandet og kravler op igen. Det synes jeg er synd. Hvorfor skal man have bøder for at sidde på en bro, hygge sig, drikke en øl og hoppe ned i vandet og kravle op igen?, spørger han.

Han tilføjer, at folk som udgangspunkt “ikke har lyst til at dø” og næppe svømmer ud foran et skib. Han sammenligner havnemiljøet med de københavnske cykelstier og siger, at de fleste godt kan finde ud af at cykle ordentligt, og når der er en uerfaren turist, er man ekstra forsigtig. 

– Der skal bare opbygges en kultur omkring det, og det tager tid. De fleste kan godt finde ud af at opføre sig ordentligt. Og så må bådene dytte af dem, der er i vejen, siger han.

Heartbeats erfarer fra By & Havn, at restriktionerne for badning i Københavns Kanal også skyldes sikkerhedsmæssige hensyn. Foruden den regelmæssige skibstrafik, så bliver kloaksystemet af og til overløbet og får bakterieniveauet i vandet til at stige. Derfor er nogle områder lukket af.

Frygt for tivolisering

Men vil en vandkant fyldt med terrasser, toiletter, saunaer og restauranter ikke bare tiltrække turister og ikke københavnere?

Det er Mikkel Irminger Sarbo dog ikke bange for. Han mener, at hvis man skaber nye pladser for mennesker at opholde sig, vil det netop sprede turisterne ud og ikke koncentrere dem ét sted.

– I stedet for, at der går én million herinde, så kunne vi få den halve million ud i havnen eller ned på kanterne, siger han.

Måske er en stille og rolig kajkant netop dét, som mange nyder, når de går rundt i byen. Risikerer det ikke at blive ødelagt, hvis der pludselig vrimler med mennesker?

– Der er 42 kilometer kaj under By og Havns ejerskab. Jeg tror sagtens, at vi kan tage en enkelt eller to kilometer og lave noget fedt dér. Så er der jo stadig mange kilometer kaj tilbage, smiler han.

Det er dog ikke ligegyldigt, hvad der kommer af tiltag i vandkanten. Han fremviser et billede af Kanalcaféen i Christianshavn og kalder det for “grimt og kedeligt”.

Når det kommer til æstetikken, er han nemlig “streng”, siger han.

– I Kødbyen er det jo meget svært at lave noget, fordi det hele er fredet. Men det er faktisk rigtig fedt, fordi så er der skabt et dogme, som vi må efterleve. Og det må vi også gerne gøre i forhold til havnen. Det, vi laver, det skal både være noget, der løser nogle behov, men det skal også være en fryd for øjet, siger han og foreslår, at der skal laves konkurrencer, som de, der vil bygge ved havnekanten, kan byde sig til, så havnen er sikret at få den bedste arkitektur. 

– Inden man lavede Kødbyen, så tog man også på studietur til Meatpacking District i New York, og så kiggede man på, hvad fungerer her, hvad fungerer ikke her, siger han.

Men risikerer vi ikke en tivolisering og kommercialisering af det, der lige nu er en stille og ikke mindst gratis del af byen?

– Jeg holder ellers sådan af Tivoli. Jeg synes, vi skal acceptere, at der er rigtig mange mennesker, der gerne vil besøge København, og dem vil vi gerne give en mindeværdig oplevelse. Og ikke mindst hvad vi selv gerne vil have ud af vores by. Vi kan sagtens lave noget, der passer til alle. Lad os nu prøve at tænke, hvad der faktisk er af muligheder, hvis vi åbnede havnen mere op.

Af selvsamme årsag er han imod indrykning af husbåde i havneområder, hvor der er mulighed for at implementere noget til fælles brug, da disse er for de få og ikke de mange.

Med de eksisterende lokalplaner og mange forskellige ejere af havnens arealer, ser det dog sort ud at bygge bro mellem vand og land. Han håber, at politikerne vil gøre noget for iværksætteri i havnen. For, som han siger:

– Vi vil have liv i vandkanten. Lad os nu gøre det let at skabe det.