14-årige Frida faldt 4,5 meter ned fra bro og brækkede ryggen: “Jeg var vågen hele tiden og var virkelig bange”

Frida Lisa Carstensen Jersø og hendes veninde havde planlagt at sove ved en ven, der var alene hjemme. Så slap de for at skulle tidligt hjem og kunne få det meste ud af deres forældrefri lørdag aften.

De var 14 år og på vej til koncert på Nørrebro. Deres ven var på vej.

– Vi vidste ikke, hvor han boede, så vi satte os ved Dronning Louises Bro for at vente på ham, fortæller hun.

Men det var ikke to festklare piger, der mødte vennen, da han mødte op til aftalen.

Han blev bedt om at identificere to unge kvinder. De havde lænet sig op af et rustent gelænder, hvorefter gelænderet havde revet sig løst. Frida Lisa Carstensen Jersø og hendes veninde var styrtet 4,5 meter ned i en viadukt under broen.

– Jeg kan ikke huske så meget, men jeg var vågen hele tiden og var virkelig sur og bange, siger Frida Lisa Carstensen Jersø.

Hun råbte og skreg og hev fat i kraverne på de ambulancereddere, der var blevet kaldt ud til ulykken.

– Jeg slog ud efter ambulanceredderne. Det lyder voldsomt, men jeg var jo i chok, siger Frida Lisa Carstensen Jersø og fortsætter:

– Og så råbte jeg, at jeg ikke kunne mærke mine ben.

Det var en rygmarvsskade, der stoppede Frida Lisa Carstensen Jersø fra at mærke sine ben og alt under navlen.

Veninden slap med en brækket næse, nogle udslåede tænder og en slem hjernerystelse.

Ulykken, der fandt sted i 2012, ændrede på et øjeblik Frida Lisa Carstensen Lersøs ungdom. Hun blev ikke bare lam fra navlen og ned, men måtte bytte skateboarding, koncerter og det ungdomsliv, hun kendte, ud med hårde hospitalsophold og et teenageliv langt fra det, hun havde forestillet sig.

Nu har den 27-årige kvinde, der siden er blevet uddannet fotograf og billedkunstner, udgivet fotobogen ‘Frida Forever’ om livet som paraplegisk – som det kaldes, når man har permanente lammelser i ben og underkrop – kunstner.

En metalplade på størrelse med et menneske

Vi møder Frida i hendes lejlighed på Vesterbro. Der er højt til loftet og kunst i alle former alle vegne. I lejlighedens ene rum, atelieret, står en skulptur på to meter i hjørnet som en slags symbol på hendes kropslige offer.

Det er en 3D-genskabelse af den plade, der blev opereret ind i den unge kvindes ryg, efter hun faldt 4,5 meter og brækkede ryggen. I virkeligheden er pladen i hendes ryg nærmere 15 centimeter.

– Det var vigtigt for mig, at skulpturen var større end et menneske, siger den 27-årige kvinde, der er uddannet fotograf fra HDK-Varland Academy of Art and Design i Göteborg.

Fotobogen kalder hun selv en coming-of-age-bog, da den ikke kun fortæller historien om hendes ulykke og sygdom, men også skildrer et ungdomsliv i storbyen med alt, hvad det indebærer af ansigtsmasker, øl på bodegaer og fremtidsdrømme.

– Jeg er lige så meget en, der er syg, når jeg laver kunst eller er på hospitalet, som jeg er en, der er syg, når jeg er ude at drikke øl og feste, siger Frida Lisa Carstensen Jersø.

– Lige da jeg startede arbejdet med bogen, tænkte jeg, at den skulle handle om at være indlagt og være syg. Men den er også lavet over en tid, hvor jeg går fra barn til voksen, fortæller Frida Lisa Carstensen Jersø, mens hun bladrer i bogen.

– Jeg vil gerne være kunstner og vil leve og opleve en masse, men jeg har også den her historie med mig.

Et flugtforsøg i Hornbæk

Frida Lisa Carstensen Jersøs startede med faldet den kolde vinterdag på Dronning Louises Bro i 2012, men den stoppede ikke dér.

Lige efter ulykken blev den unge københavner indlagt på Rigshospitalets intensiv afdeling og blev derefter sendt til genoptræning i fem måneder i Klinik for Rygmarvsskader i Hornbæk, hvor hun skulle læres op i sit nye liv som kørestolsbruger. Det var ikke nogen nem opgave for hende.

– Jeg lærte alt igen. Hvordan jeg spiste. Hvordan jeg tog tøj på og brugte en kørestol, fortæller Frida Lisa Carstensen Jersø.

De andre indlagte prøvede at gøre den unge kvindes nye tilværelse en smule lettere, men en dag fik hun nok og ville hjem til forældrene i København.

– Jeg havde tænkt mig at gå ned til hæveautomaten for at tjekke, at jeg havde penge nok til at tage en taxa, fortæller Frida Lisa Carstensen Jersø og fortsætter:

– Jeg havde lige lært at komme ind i en bil, så det var perfekt, fortæller hun om flugtforsøget, som aldrig blev en realitet, da sygeplejerskerne på afdelingen anede uråd.

Ungdomslivet ventede hjemme i København

På trods af de hårde omstændigheder vænnede Frida Lisa Carstensen Jersø sig langsomt til sin nye tilværelse. Men der var én særlig ting, der gjorde hende omstillingsparat.

– Jeg var jo virkelig ung og tænkte meget fremad, så det havde nok været sværere, hvis jeg havde været ældre, forklarer hun.

Gennem hele forløbet efter ulykken var Frida Lisa Carstens Jersø omringet af sine bedste venner.

De besøgte hende ofte på hospitalet og stod klar med åbne arme, da hun endelig blev udskrevet efter fem måneder.

– De tog mig med og bar mig op ad trapper, hvis vi skulle til en fest inde i byen, griner Frida Lisa Carstensen Jersø.

Også veninden fra ulykken blev ved hendes side og er stadig en stor del af hendes liv.

– Der er et eller andet virkelig fint og ubeskriveligt over vores venskab på grund af det, vi har været igennem sammen, siger Frida Lisa Carstensen Jersø.

Fra hospitaler til De paraolympiske lege

Selvom hun nu sad i kørestol, stod hendes liv ikke stille. Kort efter hun blev udskrevet fra klinikken i Hornbæk, begyndte hun at dyrke kuglestødning og diskoskast. Mere end bare et par gange om ugen.

– Efter ulykken havde jeg brug for noget struktur og brug for at forholde mig til noget, som var lidt større end min egen krop, så jeg begyndte at træne ni gange om ugen, fortæller hun og uddyber, at det var vigtigt for hende at finde noget at bruge sin krop til.

Hun kæmpede hårdt for at blive kvalificeret til De Paraolympiske Lege, og i 2016 fire år efter ulykken lykkedes det.

– Jeg deltog i De Paraolympiske Lege, og så stoppede jeg bagefter, siger hun nonchalant om sin karriere som atlet.

Udover at give den unge kvinde mulighed for at mærke sin krop igen, passede atletikkens stræben efter succes perfekt til Frida Lisa Carstensen Jersøs personlighed.

– Jeg er en kæmpe stræber, når jeg interesserer mig for noget. Det er ligesom nu, når jeg laver kunst. Hvis der er nogen, der er der på atelieret til kl. 10, så skal jeg jo være der til kl. 12. Sådan er jeg med alt, hvad jeg gør, griner hun.

Ved De Paraolympiske Lege havde hun fået sine aggressioner ud og lagde kort efter kuglen og diskossen på hylden til fordel for kameraet.

Hun begyndte at fotografere tiden på hospitalerne, som hun som paraplegiker aldrig stopper med at frekventere.

Som tiden gik handlede konsultationerne ikke kun om hendes fald, men også om en forkalkning af hendes væv som følge af hendes krops arbejde for at genopbygge sig selv.

– Jeg forkalker i vævet i mine højre side, primært i bækkenet og hofteledet, fortæller hun og forklarer, at hendes krop forveksler vævet med en brækket knogle og derfor danner knoglestykker, som løbende skal opereres ud.

– Jeg drømte om at blive mekaniker

Selvom det ikke lå i kortene, at Frida Lisa Carstensen Jersø skulle være fotograf, har hun det ikke fra fremmede.

Hendes far er fotograf, og som lille fandt hun ikke farens interesse for motiver synderligt interessant, men hendes kreativitet var ikke til at stoppe.

–  Jeg har altid haft en limpistol i hånden og lavet ting. Så jeg har ikke lavet kunst og taget billeder hele livet, men det har helt klart været en del af mig, fortæller hun.

Det er også mest af alt det tekniske bag kunsten, der har interesseret fotografen siden barns ben.

– Den sidste store fremtidsdrøm, jeg havde, inden jeg brækkede ryggen, var at blive mekaniker, siger hun.

Selvom mekanikerfaget lyder langt fra kunstnerlivet, har de ifølge fotografen én vigtig ting til fælles.

– Dét at være mekaniker handler jo om teknik, og det, jeg elsker allermest ved kunst, det er også teknikken bag, fortæller kunstneren og understreger, at det også kræver meget teknik og software at bringe hendes 3D-modeller til live.

Tror du, at du var endt samme sted med din kunst, hvis det ikke var for ulykken? 

– Hvis ulykken aldrig var sket, havde min praksis helt klart set anderledes ud. Jeg ville jo nok ikke arbejde med den handicappede, syge krop, men jeg ville stadig arbejde med mine hænder og kreativitet på en eller anden måde.

Frida Lisa Carstensen Jersø har næppe ligget og kigget op i luften fra en hospitalsseng for sidste gang, men med sit kamera i hånden er hun ikke kun en kvinde med en voldsom fortid. Hun er en kunstner med en lys fremtid.