Min gamle veninde vil ikke være min ven længere, fordi jeg er en dårlig veninde. Måske har hun ret

Et break-up med en ven er på mange måder mere breaking end med en kæreste. Venskaber kan glide ud i sandet, og livet kan dreje i forskellige retninger, der ikke længere er forenelige. Det er stille og roligt, og det regnes vel for en naturlig del af livet, at nogle mennesker blot er i dit liv i en periode. Så når nogen fortæller dig, at de ikke længere vil være venner, er det voldsomt.

Min nu eks-veninde har jeg kendt siden folkeskoletiden. Et menneske, jeg har fulgtes med op gennem både teenageår, tyvere og nu i vores “rigtige voksenliv” i starten af trediverne. Der har selvfølgelig været konflikter undervejs, men vi har også altid løst dem, og det var ikke på mit 2026 bingo-kort, at hun skulle ende med at slutte venskabet nu. 

Det er ikke sket fra den ene dag til den anden. Vi begyndte for alvor at dreje i hver vores retning under corona-nedlukningen, hvor vi havnede to forskellige sociale bobler, og mange af de fælles venner vi sås med begyndte at falde fra. Det kan være svært at holde fast i et venskab, hvis en gruppe går i opløsning, men lige her oplevede jeg det faktisk som en styrke. Da det kun var os to, blev fortroligheden mellem os blev større. 

Men på et tidspunkt ændrede stemningen sig. Vi begyndte at have flere små skænderier, der altid handlede om, hvordan vi skulle ses. Hun ville allerhelst hygge derhjemme og inviterede til grill på altanen med hende og kæresten, eller vi kunne se X Factor-finalen sammen fredag aften eller måske tage til en pilates-time sammen søndag formiddag. Men jeg havde netop opdaget nattelivet, været til mit første rave, og jeg var bare klar på mere – jeg var som en ko, der var kommet på græs, og jeg fik nærmest allergi for hjemmeaftener i tiden efter nedlukningen. Weekenderne var helliget til fest, og søndag formiddag var reserveret til tømmermænd. 

Jeg inviterede hende selvfølgelig med, når jeg skulle ud, men jeg accepterede det også, da hun lettere fordømmende sagde, at det “crowd” ikke var noget for hende. På samme måde accepterede hun, at jeg ikke havde lyst til at tage i Creative Space med hende og hendes kæreste. Og kløften mellem os voksede sig større, uden nogen af os reagerede på det. 

Sidste år på Roskilde Festival havnede vi så i et major skænderi. Jeg var af sted med en stor camp af både nye og gamle venner, og hun var af sted på en endagsbillet. Vi havde aftalt at hænge ud, og da hun også skulle nå at se en hel masse andre mennesker den dag, var det især Charlie XCX-koncerten, hun gerne ville se sammen. For som hun sagde, så tænkte hun, at jeg måtte være den rette til at introducere hende til den slags musik. Helt sikkert, tænkte jeg, og glædede mig til, at hun også skulle møde mine andre venner, for vi havde alle sammen skaffet pit-armbånd. Er der nogen bedre måde at møde andre mennesker på end i pitten på Roskilde? I think not. 

Og det kan godt være, jeg skulle have tjekket ind med hende inden festivalen, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det ville være et problem, at der også var andre mennesker til stede. Altså, hallo, vi er på festival. Det er ligesom pointen. 

Men hun tog det meget ilde op, at jeg ville stå i pitten sammen med de andre fra campen. Hun ville gerne i pitten, bevares, men det var “os to”, der skulle se koncerten sammen – og at jeg havde et behov for også at stå sammen med de andre, var i hendes øjne et udtryk for, at hun ikke var nok. Det kom totalt bag på mig, at hun havde den reaktion, så jeg endte med at undskylde lidt halvhjertet og forsikre hende om, at det ikke var udtryk for, at jeg hellere ville hænge ud med andre. Så vi endte med at gå i den modsatte pit end mine andre venner. 

Vi havde det, jeg vil betegne som en fin nok koncert. Hun var stadig lidt sur, jeg var stadig lidt målløs over konflikten, men vi drak en masse shots og endte med at danse med en gruppe andre piger, som ingen af os kendte i forvejen, hvilket åbenbart var okay. Siden da har vi ikke snakket om det. Men så foreslog hun, at vi skulle se Addison Rae sammen, når hun igen i år kommer på endagsbillet, mens jeg ligger i smatten med campen hele ugen. 

Der var ikke et gram af konflikt at spore i hendes udspil. Hun var fuldstændig neutral, som om sidste års store skænderi aldrig var foregået. Havde hun glemt det? Eller synes hun, at vi havde løst det på en god måde? 

Jeg var imidlertid ikke lykkes med at fortrænge skænderiet, og jeg var slet ikke tilfreds med måden, det blev løst på. Så derfor besluttede jeg mig for, at vi blev nødt til at forventningsafstemme på Addison Rae inden festivalen. Campen skal med et hundrede procents garanti ind i pitten og danse sexet til ‘Headphones On’, og det vil jeg virkelig gerne med til – allerhelst med min veninde under armen. 

Og det var sådan, jeg præsenterede det for hende. At vi to sammen kunne have en helt vidunderlig koncert med en flok skønne og sjove mennesker. At vi sagtens kunne få en drink bare os to inden, og hvis hun ikke havde lyst til at komme med i pitten, så kunne vi også bare se en anden koncert sammen. At jeg virkelig gerne vil hænge ud med hende på festivalen, og at det skal være på en måde, der passer ind i begge vores planer og forventninger. 

Jeg havde sådan håbet, at hun ville sige okay let’s go, det lyder sgu da bare vildt sjovt. Eller måske bare have lyst til at hænge ud til en anden koncert, så jeg kan maxe ud til Addison. Jeg blev sendt direkte tilbage til folkeskolen af hele den her snak, hvor det føltes som om, jeg skulle bede om lov til at lege med de andre. Men jeg prøvede virkelig at være respektfuld omkring hendes følelser i det, og jeg troede, at vi ved at være på forkant med det hele kunne undgå at havne i en konflikt.

Well, sådan gik det ikke. Efter en længere svada om, hvor dårligt det var af mig ikke at prioritere hende til den her koncert, nu hvor jeg kunne hænge ud med de andre venner hele ugen, mic-droppede hun afslutningsvis et ultimatum, som jeg havde meget svært ved at anerkende: 

“Hvis du ikke kan prioritere mig, så kan vi ikke være bedste veninder.”

Min umiddelbare reaktion var at blive irriteret. Jeg har det enormt stramt med begrebet “bedste veninder”. I min verden er det noget, djævelen har fundet på for at skabe splid i venskaber. Jeg synes, det er en kæmpe uskik at rangliste sine venskaber hierarkisk, for alle mennesker er forskellige, og alle relationer er forskellige. Er der måske en ven, der skal være den dårligste så? Alle mine veninder er mine bedste veninder på hver deres helt egen måde. 

Jeg prøvede at forklare hende, at jeg virkelig sætter pris på vores venskab, men at det mærkat nærmest gør vores relation mindre. Som om selve titlen er det vigtigste. 

I konceptet omkring en bedste veninde ligger også en flig af dominans, som jeg ikke synes hører hjemme i et sundt venskab. Prøv lige engang at overveje, hvis det var en kæreste, der havde krævet, at jeg skulle ditche mine venner for at se en koncert kun sammen med ham. Kæmpe besidderisk red flag alarm, og pas lige på ikke at blive kontrolleret, amirite? 

Men efter vores samtale er jeg kommet til at tænke på, at vi jo i virkeligheden slet ikke skændtes om Addison Rae koncerten eller om mine andre venner. Måske hun bare forsøgte at fortælle mig, at hun følte sig fravalgt, og måske jeg var så optaget af at forsvare min egen ret til at have flere venner, at jeg aldrig rigtig hørte efter. 

Der var en grund til, at jeg følte mig transporteret tilbage til folkeskoletiden. For selvom vi er voksne nu, så er vi jo stadig bare mennesker. Der, hvor hun frygter at blive valgt fra, frygter jeg at blive låst fast. 

Hun er den eneste af mine veninder, der ved, hvad min allerførste kæreste hed. Hun kan huske, hvordan jeg så ud, dengang jeg var ved at lære at tegne mine øjenbryn op. Vi har stået ved hinandens side gennem de første heartbreaks, sovet på hinandens sofaer imellem korte fremlejeperioder, og vi kender hinandens familier. I mere end femten år har vi samlet små stykker af hinandens liv op og passet på dem, fordi vi jo skulle være veninder for evigt. Vi har været hinandens livsvidner, vi har set hinanden blive til dem, vi er i dag. 

Men nu vil hun ikke mere. Hun synes, jeg er en dårlig veninde. Måske har hun ret? Har jeg for travlt med at sige ja til alle mulige nye mennesker i stedet for at værne hende, der har været der fra starten? 

Når en kæreste går, mister man en del af sin fremtid. Men når en veninde tager den beslutning, mister man også et stykke af sin fortid. Jeg ved ikke længere, hvem der er urimelig her. Jeg ved bare, at en kvinde, der har kendt mig i mere end femten år, ikke længere ønsker at være min ven.