Sommerferien er godt i gang for mange danskere, mens nogle formentlig ser frem til en velfortjent pause fra arbejdet her til august.
Men selvom ferie for mange rimer på afslapning, er det ikke sikkert, at ro og hvile automatisk indfinder sig, når vi lægger arbejdshandskerne på hylden for en stund.
Det siger psykolog Neela Maria Sris:
– Du vil høre mange sige: “Jeg kunne godt trænge til en ferie efter ferien.” Det er jo lidt ironisk, at man går på ferie, og så alligevel ikke rigtig får slappet af. År efter år bliver vi ved med at være superdårlige til det, forklarer hun til femina.
Hvis man ikke planlægger sin ferie rigtigt, kan man ende med at brænde mere ud, forklarede hun også for nylig i Go’ morgen Danmark.
Ifølge hende viser forskning på området, at seks forskellige psykologiske behov skal opfyldes, hvis vi skal opnå en optimal oplevelse af restitution og blive ladet op.
Modellen, der hedder DRAMMA, lyder således ifølge Neela Maria Sris:
DRAMMA
- D står for “detachment”. Det handler om, at du både fysisk og mentalt skal fjerne dig fra de pligter og hverdagskrav, som du typisk forbinder med dit arbejde. For de fleste sker den fysiske afstand automatisk, når de holder ferie, men den mentale afstand er langt lettere sagt end gjort.
- R står for “relaxation”. Det handler om at finde aktiviteter, hvor vi helt reelt slapper af. Her er der også mange, der falder i en fælde, fordi de tænker: “Nu skal jeg læse den her bog og den her bog.” Men hvis man i stedet stiller sig selv spørgsmålet: “Er det her faktisk afslappende for mig?” så vil nogle opdage, at svaret er nej. Det føles mere som noget, man burde gøre. “Relaxation” handler altså om reelt at gøre noget, hvor man slapper af.
- A står for “autonomy” – altså autonomi. Det betyder, at man oplever at eje sin egen tid. At man ikke følger et bestemt skema eller står op, fordi andre siger, man skal, men faktisk selv bestemmer over sin tid.
- M står for “meaningfulness”. Det handler om, at det, man laver, føles meningsfuldt. Igen tror jeg, at mange på papiret finder på ting, som de synes burde være meningsfulde. Men for nogen kan det helt reelt være meningsfuldt at sidde indenfor og se en serie, selv om solen skinner udenfor. Det vigtigste er, at man gør noget, som føles meningsfuldt for én selv – og at man står ved det.
- Det andet M står for “mastery”. Man skal også lave aktiviteter, som er en lille smule udfordrende, men som man kan overkomme. Det kan for eksempel være at tage på en vandretur, som udfordrer en lidt, men hvor man bagefter føler sig stolt. Det handler om at lave noget, hvor man bagefter sidder med en følelse af succes.
- Til sidst A for “affiliation” – altså forbundethed. Man skal være sammen med mennesker, hvor man helt reelt føler sig forbundet. Mange bruger ferien på at se en masse mennesker, fordi de endelig har tid, men det er også vigtigt at stoppe op og spørge sig selv: Er det egentlig mennesker, jeg føler mig forbundet med? Eller er det bare en lang række familieaftaler, hvor jeg føler mig lidt malplaceret?
Vi spænder ben for os selv
Nu sidder du måske og tænker, at det lyder endnu mere krævende at koble ordentligt af, hvis du skal leve op til alle seks behov i modellen.
Men der er ingen grund til panik, understreger psykologen:
– Det kommer selvfølgelig ikke til at lykkes perfekt for nogen af os. Men bare dét at have modellen i baghovedet og aktivt prøve at forme sin ferie efter den har en reel effekt sammenlignet med dem, der ikke gør det, siger Neela Maria Sris og tilføjer:
– Det vigtigste er egentlig at få viden om det og så prøve – i det omfang man kan – at indrette sin ferie derefter.
For mange vil der dog altid være livsomstændigheder, der gør, at afslapningen er svær at nå i mål med, forklarer hun.
Hvis du er småbørnsforælder, og der kommer en og siger, at du bare skal tage ejerskab over din egen tid, så ruller du nok med øjnene og tænker, at den person aldrig har haft børn.
– Familien og børnene lægger jo beslag på ens tid i ferien. Men selv dér kan man udfordre sig selv. Man kan sætte sig sammen med sin partner og aftale noget alenetid.
– Det handler om ikke at stoppe ved tanken: “Det kan jeg jo ikke.” I stedet skal man spørge sig selv: “Hvordan kan jeg alligevel få det ind?”.
For langt de fleste er “detachment” også ret væsentligt, forklarer hun. Altså behovet for at fjerne sig fra hverdagen.
– Det handler selvfølgelig om at slippe arbejdskrav og pligter, men mange har også nogle afhængighedstendenser i forhold til sociale medier. De skaber også krav og forventninger til, hvordan tingene skal være.
– For nogle vil det derfor være en kæmpe hjælp reelt at fjerne sig fra sociale medier for at kunne slappe ordentligt af, siger Neela Maria Sris.
Sådan “optimerer” du din ferie i dag
Har du stadig lidt ferie tilbage, inden hverdagen igen banker på, kan du sagtens nå at lade ordentligt op, forsikrer Neela Maria Sris om.
Først skal du kigge på, hvor meget ferie du har tilbage. Derefter skal du viske tavlen ren og spørge sig selv på ny: “Hvad har jeg brug for? Hvad kunne være godt for mig?”.
– Spørg ikke: “Hvad har jeg lyst til?” For det, man har lyst til, er ikke altid det, der er godt for én. Spørg i stedet: “Hvad vil lade mig op?”.
Bare det at stille det rigtige spørgsmål er en god start, understreger hun.
Når man så støder på det første benspænd og tænker: “Det kan jeg jo ikke, fordi …”, så skal man stille sig selv et nyt spørgsmål, fortsætter Neela Maria Sris:
“Hvordan kan jeg gøre det alligevel?”.
– Det bliver måske ikke præcis, som man havde forestillet sig, men hvad er essensen af den aktivitet? Hvordan kan jeg opnå den på en anden måde?
– Hvis du ikke kan være sammen med de mennesker, du allerhelst vil være sammen med, fordi de er på ferie, så er det svært at opfylde behovet for forbundethed. Men hvis du ved, at forbundethed er vigtigt for dig, så kan du spørge: “Hvordan kan jeg få den oplevelse på en anden måde?”.
Det kan for eksempel være ved at tage til et foredrag, et teaterstykke eller en anden aktivitet, hvor du er omgivet af mennesker, der deler den samme interesse som dig, slutter hun.
