De er lidt forbandede, filmatiseringerne af Colleen Hoovers succesromaner. Først kom ’It Ends With Us’, en nogenlunde film, hvis sande hovedhistorie dog endte med at blive det offentlige drama mellem Blake Lively og Justin Baldoni.
Siden er både ’Det var altid dig’ og ’Minder om ham’ kommet ud til stilhed og få, lunkne anmeldelser. Det må dog herfra meddeles, at ’Verity’ falder igennem i en sådan grad, at den får ’It Ends With Us’ til at ligne et sandt mesterværk.
Lowen Ashleigh (Dakota Johnson) er nyudgivet krimiforfatter og på bogturné, da hun får et spændende tilbud: Planetens mest succesfulde forfatterinde, Verity Crawford (Anne Hathaway), er blevet ramt af en ulykke og er forhindret i at færdiggøre sin thrillerserie.
Veritys forlag er ikke villige til at slippe guldkalven og vil have Lowen til at flytte ind i Verity og manden Jeremys (Josh Hartnett) hjem i Vermont, gennemgå noter og plotlinjer og skrive de planlagte sidste tre bøger i serien til gengæld for en halv million dollars.
Lowen tager imod og flytter snart ind i Crawfordernes isolerede rigmandsbolig, hvor hun opdager, at den berømte krimidronning har et langt mørkere sind og ikke mindst skæbne end først antaget, og hvor Lowen gradvist indtager både Veritys forfatter-, moder- og ægteskab.
Trodser fysikkens love
Dakota Johnson går til rollen som Lowen med sin sædvanlige sans for at levere replikker med den samme passion, som vi andre reserverer til skranken i borgerservice. Hun er aldrig et ucharmerende bekendtskab, bare lidt flad på cool girl-måden.
Det er derfor svært at få fornemmelsen af en indre kamp i Lowen, hvilket ellers var det, der skulle skabe spændingen, efterhånden som hun opdager og indtager Veritys liv – og i øvrigt bilder sig selv ind, at hun har ret til det, fordi Verity i virkeligheden kun lader, som om hun er kommet til skade, og i øvrigt er en kæmpepsykopat.
I en scene i begyndelsen af filmen overværer Lowen en cyklist blive kørt over, og hun bliver i processen oversprøjtet med blod og knoglerester. Da Veritys mand, Jeremy, hjælper Lowen med at vaske sig ren efterfølgende, spørger han, om hun egentlig er okay, eller om hun er i chok, siden hun stort set ikke reagerer.
På mange måder er det symptomatisk for filmen, at det åbenbart er så stor en kraftpræstation at spille oprevet, at Dakota Johnsons karakter simpelthen bliver nødt til at være okay med at have død cyklist i håret.
Generelt har special effects-holdet overdoseret teaterblodet, så små prik med tegnestifter bløder som dybe sår, så Verity kan bide nærmest hvad som helst til blods med sine ellers normalt udseende mennesketænder, og så man kan få seks sting af at slikke på en smørekniv.
Også makeuppen trodser alle fysikkens regler i filmen, og Lowen er således altid i fuld krigsmaling – også når hun sidder alene i sit skriveretreat. Og når hun er i bad. Og sørme også, når hun lige har taget sin makeup af med en vatrondel.
Konsistent ringe
Anne Hathaway ser ud til at have moret sig med at portrættere den skurkagtige og senere stærkt funktionsnedsatte forfatter, Verity, der især dukker op i dampende flashbacks med manden Jeremy, og i scener, hvor Lowen forestiller sig, hvordan den succesfulde krimidronning har siddet og slanget sig foran Mac’en med perfekt page og rød løbestift.
Det har nok været en interessant rolle at spille, for Hathaway skal fremmane al filmens leg med fantasi, fortælling og virkelighed. Takket være det ubehjælpsomme manuskript ender hun dog med at fremstå som en lidt tegneserieagtig b-skurk.
Josh Hartnett spiller Veritys mand, Jeremy, der er i dyb sorg over deres ene barns død et år tidligere, og som er tiltrukket af Lowen. Det er måske en lidt mystisk sammenstilling, men det er vitterligt de to følelser, han har fået lov at veksle imellem uden nogen særlig progression.
Filmens historie om identitetsovertagelse og handling placeret i et afsidesliggende rigmandshjem midt om vinteren skriger gyserthriller, og en heftig brug af underlægningsmusik lader til at være enig.
Om stemningen skal være ildevarslende eller lummer, ligger der konstant et stykke musik og forsøger at tvinge frem, koste hvad det vil. Problemet er, at musikken hverken understøttes af historien eller klipningen, hvorfor det bliver ved det anstrengte.
Hen mod slutningen kommer der et plottwist, der måske kunne have anvist hoved og hale i en mere velspillet og bedre dramaturgisk organiseret film. Men det bliver ved forsøget.
Konklusionen på dramaet ender derfor i en gang uafklaret rod, som bestemt passer til resten af filmen. Dakota Johnsons perfekte makeup og generelle ringhed ender altså med at være de eneste to ting, som ‘Verity’ for alvor holder konsistent gennem 114 minutter spilletid. Det skal filmen trods at have point for.
🖤🤍🤍🤍🤍🤍
