Som han sidder der i togkupeen, i det tilpas lurvede beige jakkesæt og med perfekte daggamle skægstubbe, ligner Arthur (Josh O’Connor) en playboy fra en svunden tid. En af den slags, som holder til på røgfyldte natklubber, hvor lyssky personager hænger ud i baren, mens de unge og rige holder hof ved forskellige borde i lokalet.
Selv om den tidligere arkæolog er lidt af en slyngel, er han dog ikke en af dem, man skal frygte. Arthur er nemlig lige blevet løsladt fra fængslet, hvor han har afsonet en dom for gravrøveri, og nu er han på vej tilbage til sine italienske jagtmarker.
Hvad der i mange andres hænder kunne blive udfoldet som en konventionel krimikomedie, bliver hos italienske Alice Rohrwacher til en underskøn drømmelignende fortælling om savn og uendelig jagt på lykke.
‘La chimera’ kan beskrives som en slags eksistentiel ‘Olsen-banden’, om man vil.
Arthur ankommer til sin gamle unavngivne by, hvor han både møder sin svigermor Flora (Isabella Rossellini) og sin gravrøverbande. Kæresten Beniamina (Yile Vianelllo) er sporløst forsvundet. Selv om han ikke umiddelbart er meget for det, skal der ikke megen overtalelse til, før han og de andre igen er ude i landskabet og lede efter etrusker-grave og deres værdifulde skatte.
Måden, Arthur finder frem til dem på, at ganske usædvanlig. Med en god gammeldags y-formet pind går arkæologen kvistgang for at blive ledt til de begravede genstande. Når han så står direkte ovenpå genstanden, får han visioner – chimeras.
Tonen er mestendels let og fornøjelig, men under den solbrændte overflade, mærker man tydeligt, at Arthur mangler den helt særlige ting, der tidligere har bragt glæde i hans liv – og Beniamina kommer ikke tilbage.
En magisk oplevelse
‘La chimera’ markerer afslutningen på Alice Rohrwachers trilogi om fortiden, som blev indledt med ‘Miraklerne’ (2014) og fortsatte med ‘Lazzaro den lykkelige’ (2018).
Fælles for dem alle er, at Rohrwacher ikke fortæller historierne på konventionel vis. Magisk realisme er en fast bestanddel af filmenes univers, hvor drømme ikke altid bare er det, men også varsler om fremtiden og fortiden, som kommer på besøg igen.
I ‘La chimera’ er der også et tomandsband, der synger skæbnesange om handlingen og en karakter, som lige pludselig bryder den fjerde væg ved at tale direkte til kameraet en enkelt gang.
Små gode fortælletricks, der hele tiden holder publikum på stikkerne, bedst som man tror, at man har fundet ud af filmens rytme.
Der er masser af smittende glæde i filmen, og man kan ikke undgå at blive besnæret.
Alene scenerne mellem Josh O’Connor og Isabella Rossellini er hele filmen værd. Den britiske charmetrold og den italienske veteran har vidunderlig ping-pong, og de skifter ubesværet mellem de to sprog. Både fordi, at de bare taler sådan, og fordi Flora ikke vil have, at hendes hushjælp/sangelev Italia (Carol Duarte) skal høre, hvad de taler om.
Italia og Arthur begynder dog at sende øjne til hinanden. For ikke at vække mistanke lærer hun ham italienske håndfagter.
Senere i ‘La chimera’ bliver det til en smuk lille scene, hvor de to har en hel samtale med få fine gestikulationer. Det er fint og hjertevarmt.
Smelter hjerter
Allestedsnærværende Josh O’Connor er sublim i hovedrollen som Arthur. Med sin naturlige charme formåede han ligefrem at gøre prins Charles lækker i ‘The Crown’, og det samme gør sig gældende i ‘La chimera’.
Præcis som Zendayas hjerte gjorde det i ‘Challengers’, hvor han spillede Patrick, smelter mit hver gang, han smiler i ‘La chimera’. Og det gør han altså mange gange.
Men det er i formidlingen af det stille indre liv, hvor alt bliver sagt med blikke eller kropsholdning, der enten signalerer overskud eller resignation, at man virkelig indser, hvor dygtig en skuespiller han er.
Som den altoverskyggende hovedrolle er det også O’Connors lod at bære filmen. Hvis ikke vi køber Arthur-figuren, splintres ‘La chimera’ som en antik vase, der rammer et marmorgulv. Skuespilleren er dog sikker som få.
Vi er på et ubestemmeligt tidspunkt i 1980’ernes Italien, og den iscenesættelse fungerer upåklageligt. Tøjstilen og fraværet af mobiltelefoner er vel den største markør i en fortælling, som ellers føles tidløs.
Hélène Louvarts smukke billeder indfanger Italien, som var de taget direkte ud af en turistguide. Æstetisk pleasende til perfektion.
Alice Rohrwacher har med ‘La chimera’ skabt et lille mesterværk, man ikke kan tage øjnene fra. Josh O’Connor er blændende i hovedrollen, og den ene charmerende birolle efter den anden dukker op. Alice Rohrwachers storesøster, Alba, dukker op i herlig lille, men vigtig rolle, som den lyssky kunsthandler Spartaco.
Isabella Rossellini er sin vanlige topform, og hele røverbanden rummer mange skønne karikaturer.
‘La chimera’ er den vidunderlig og sørgmodige sommerdrøm, du ikke har lyst til at vågne fra. Filmen er et moderne mesterværk, der, ligesom de mange antikke genstande, bliver mere værdifuld, som tiden går.
