Der er noget næsten nostalgisk over ’The Whisper Man’: en seriemorder med et uhyggeligt kælenavn, en lille amerikansk by med en mørk fortid, et bortført barn og en pensioneret politimand, der må vende tilbage til den sag, der for altid har mærket ham.
Det er den slags materiale, der sender tankerne tilbage til 1990’ernes store seriemorderfilm som ’Silence of the Lambs’, ’Seven’ og ’Copycat’. Og med Robert De Niro, Michael Keaton, Adam Scott og Michelle Monaghan på rollelisten er det også helt på sin plads at sætte forventningerne op.
’The Whisper Man’ er instrueret af James Ashcroft og bygger på Alex Norths roman fra 2019. Den begynder lovende med det lokale politi i den lille fiktive by Garreton, der leder efter en forsvunden dreng, men finder liget af en anden.
Men jo længere den bevæger sig ind i mørket, desto tydeligere bliver det, at den har lånt både stemning og ideer fra markant bedre film uden helt at forstå, hvad der gjorde dem så effektive.
Et barn forsvinder
Historien følger Tom Kennedy (Adam Scott), en krimiforfatter, der efter sin kones død flytter til Garreton sammen med sin søn Jake. Det skal være en ny begyndelse for de to, men da Jake pludselig forsvinder, bliver fortiden pludselig meget nærværende.
Hans forsvinden minder nemlig om forbrydelser begået mange år tidligere af den berygtede Frank Carter (Michael Keaton), kendt som The Whisper Man.
Carter sidder dog stadig fængslet, så mysteriet bliver hurtigt kompliceret. Hvem kopierer hans metoder – og hvorfor? For at finde sin søn må Tom søge hjælp hos sin fremmedgjorte far Pete Willis (Robert De Niro), den pensionerede politimand, som oprindeligt fangede Whisper Man.
Sammen med efterforskeren Amanda Beck (Michelle Monaghan) begynder de at grave i en gammel sag, hvor grænserne mellem forbrydelse, familietraumer og noget mere uforklarligt langsomt bliver udvisket.
Gode kort på hånden
Det er en effektiv præmis, og filmen har flere gode kort på hånden: den klaustrofobiske familietragedie, den gamle seriemorders skygge over nutiden og et far-søn-forhold, der spejler filmens centrale spørgsmål om arv og traumer.
Der er en ubehagelig, gammeldags thrillerfornemmelse over filmen, og den bevæger sig gennem sit mysterium med rigeligt af hemmelige rum, gamle spor, creepy børneremser og mennesker, der ved mere, end de siger.
Desværre virker første halvdel af filmen alt for konstrueret, hvilket giver en rodet fornemmelse af påtaget spænding, der aldrig rigtig kryber ind under huden.
Derudover er ’The Whisper Man’ så optaget af at være en thriller, at den glemmer at være interessant mellem thrillerelementerne. Den har masser af mysterier, men ingen karakterer, man for alvor bliver nysgerrig på.
Spild af De Niro
Det er især frustrerende, fordi skuespillerne burde kunne løfte materialet. Adam Scott er filmens følelsesmæssige centrum og gør et hæderligt stykke arbejde som den desperate far. Hans sorg og panik virker mest overbevisende, når filmen holder sig tæt på ham og sønnen, ikke når den skruer op for seriemorderdramaet.
Scott har en naturlig sårbarhed, som gør Tom sympatisk, men manuskriptet giver ham ikke meget mere end rollen som faren, der vil gøre alt for at få sit barn tilbage. Resultatet er en præstation, der til tider er anstrengende at overvære.
Michelle Monaghan er tilsvarende solid som Amanda Beck, men hun er fanget i en rolle, der primært eksisterer for at føre efterforskningen videre. Hun er kompetent, alvorlig og vedholdende, men filmen giver hende ikke nok personligt at arbejde med.
Og så er der Robert De Niro – en af verdens bedste skuespillere. Hans Pete Willis burde være filmens mest komplekse karakter. Han er en pensioneret betjent, der stadig er hjemsøgt af sin største sag, samtidig med at han må konfrontere et ødelagt forhold til sin egen søn. Det er en rolle, der burde være fyldt med skyld, vrede, sorg og uudtalte følelser.
Nogle steder fungerer hans underspillede stil faktisk glimrende. Han kan skabe en hel scene med en pause eller et blik. Men alt for ofte virker det, som om filmen ikke ved, hvad den skal stille op med ham – De Niro har selvsagt fortjent bedre end det.
Stærk stemning
Det største problem med ’The Whisper Man’ er derfor ikke, at den er kedelig. Det er, at den hele tiden føles som en film, der kunne have været langt bedre. Den har den rigtige titel, præmis, temaer og skuespillere.
Men filmen samler sine elementer på en ret mekanisk måde. Den stiller seriemorderen, det traumatiserede barn, den ødelagte far, det gamle mysterium, det overnaturlige strejf og det nødvendige twist op ved siden af hinanden uden for alvor at få dem til at smelte sammen til en stærk fortælling.
Det betyder, at filmen ofte fungerer bedre som stemning end som fortælling. Den kan sagtens skabe en ubehagelig følelse, og mysteriet er tilstrækkeligt effektivt til at holde interessen fanget. Men den mangler den nerve, der kunne have gjort den til en, man husker.
‘The Whisper Man’ vækker minder om en stærkere æra for seriemorderthrillere – og mest af alt, hvor gode de film, den efterligner, faktisk var.
🖤🖤🖤🤍🤍🤍
