Signe Molde virker både tonedøv og hyggehomofobisk: Men dine Morgenbeats er vågne – også i trafikken

I denne uge sendte DR det første afsnit af deres nye satiresatsning ‘Signe Molde på udebane’, hvor humor skal bygge broen til at forstå noget af alt dét, vi endnu ikke helt forstår. I første afsnit forsøger Signe Molde at bruge humoren til at udfordre og forstå LGBT-miljøet. Intentionen er god, men alligevel sidder jeg tilbage med flere spørgsmål end før. Som hvorfor DR satser på så tonedøv og fremmedgørende en formidling – der ikke formår andet end at indfange essensen af hyggeracisme og misforstået ytringsfrihed og mest af alt minder mig om lange familiefester, hvor “slap nu af, det var jo bare for sjov” slynges efter hver anden trælse kommentar. Der er altså bare ikke noget særlig sjovt ved privilegieblindhed, racisme eller homofobi – uanset hvor hårdt man prøver at sætte ‘hygge’ foran.

2020 blev året, hvor vi som kollektiv, global organisme erkendte, at det hele var løbet løbsk, og at vi – menneskeheden – skulle gentænke vores vaner, forbrugsmønstre og indstilling over for verden, hvis ikke den skulle gå under. Og måske var COVID bare det lille, brutale – men også kærlige – skub, vi skulle have for at forstå det hele i en større sammenhæng. Færre flyrejser, mere fordybelse og mindre Trump. Måske var der stadigvæk håb for homo sapiens sadomasochistiske forhold til moder jord, tænkte vi. Men så blev det uge 48 og fredag den 27. november, og alle gode intentioner om et liv med mere genbrug og eftertænksomhed blev sønderbombet, da det gik op for menneskeracen, at man selvfølgelig ikke kan undvære Black Fridays syndflod af termokander, stavblendere og fucking brødristere fra Bosch til NÆSTEN INGEN PENGE. Trøsteshopping må være den kliniske betegnelse for den lidelse. Selv skal jeg bare have håndsprit, mundbind og en 65 tommers fladskæm, tak.

Har du også bemærket den bekymrende og ikke mindst irriterende tendens med mennesker, der holder for rødt på deres cykel, men i et anfald af minimal koncentrationsvilje på virkeligheden straks hiver telefonen frem og tjekker deres sociale medier? Den ekstremt korte holde-for-rødt-pause skal altså optimeres til et eller andet på telefonen, hvorfor de så er helt fordybede og fraværende, når trafiksignalet igen skifter til grønt. Jeg skal ikke komme her og belære nogen om vigtigheden af at kunne tage en 30 sekunder til et helt minuts offlinepause ude i den frie luft og bare sådan være lidt i verden. Men det er altså irriterende, at hele halen af cyklister bag ved SoMe-cyklisten, der har glemt alt om trafikregulering og medtrafikanter, skal overhale og undvige cyklister i høj fart, der brøler “bagfra”. Med andre ord: Kør cykel, når du kører cykel. Det er nemlig så dejligt.

Det var lige omkring middagstid, da vores ældre kollega forleden råbte rigtig højt. Jeg tror vistnok, det var et dybfølt “JA!”. Det viste sig, at vi skulle have tarteletter til frokost, og det bekom ham rigtig godt, fortalte han, mens han gik en runde på redaktionen for at starte en slags stadionbølge, fordi det pludselig gik så godt den dag. Men euforien var meget begrænset hos os yngre ansatte her på arbejdspladsen. Og da jeg svarede, at jeg egentlig ikke var specielt vild med tarteletter og i øvrigt altid havde ment, at selve spisens udformning var ulogisk, idet man som bekendt smadrer butterdejsskålen ved første berøring og efterlades med et noget beige skuddermudder, så han på mig med et forfærdet og meget skuffet blik. “Come on,” sagde han, “det er tarteletter.” “Du skal ikke tage det personligt,” sagde jeg, men det gjorde han lidt. Sidenhen har jeg gået og misundt ham for at være i stand til at komme sådan op at køre over en ret på den måde og tænkt: Hvad er min generations tartelet? Nu har jeg fundet svaret, og det er *drum roll* … Santa Maria tacos! Kan jeg få en bølge?