Det er ikke nogen god idé at gå en tur med en fuglekigger. Det er ikke sådan, man får en samtale til at fungere. Fuglekiggere, eller birdere, som de hedder på nudansk, kan ikke koncentrere sig, når de er ude i naturen.
Så er der pludselig en gransanger eller, hov? Måske en tårnfalk, som flyver forbi. Temmelig forstyrrende.
“Man kan godt føle sig sådan helt autistisk i de forkerte sammenhænge, fordi man står og har en eller anden samtale og slet ikke kan holde fokus,” siger 23-årige Rasmus Momme.
“Det er jo lidt uhøfligt, men det er svært at lade være.”
Men i dag er det okay, at vi bliver afbrudt, først af en mus, så en bogfinke og – måske – en rørdrum, mens vi går rundt på Amager Fælled, for vi er netop mødtes Rasmus Momme for at tale om at se på fugle.
Han er die hard fuglekigger og bliver stolt, hvis man kalder ham for en “kratlusker”. Forrige sommer boede han to måneder på en slette i Mongoliet for at ringmærke fugle dag ud og dag ind, mens han levede af to år gammel, frossen ged og sked i et hul i jorden, og det var efter sigende “det vildeste nogensinde”.
For nylig blev han valgt til forperson for Dansk Ornitologisk Forenings ungdomsafdeling, DOF UNG.
Man kan man bare ikke rigtig se det på Rasmus Momme. Han er nemlig en lidt atypisk kratlusker, fordi han er queer. Til daglig er han i gang med at uddanne sig til musical performer på Central Musical Theatre School. Hvis ikke det var, fordi kjoler og høje hæle egnede sig rimelig dårligt til at blende ind i naturen, er chancen for, at han havde haft begge dele på lige nu, et pænt stykke over middel.
“Jeg har altid kunnet mærke ret tydeligt, at jeg var anderledes. Måske bare ved, at jeg er homoseksuel. Det er der ikke så mange, der er i det danske birder-miljø,” siger han.
Rasmus Momme startede allerede med at se på fugle som helt ung, efter at hans far havde sendt ham på en sommertur til Skagen arrangeret af DOF UNG. Han var “røvnervøs” for at tage afsted, fordi han ikke kendte de andre, men turen blev lidt hans kald. Siden har han i hvert fald været dybt fascineret af fugle, men også naturen i det hele taget.
“Fugle er meget vigtige for mig. Sygt vigtige. Men jeg er giga naturnørd og har også en stor forkærlighed for møgbiller. Altså biller, der lever i lort. Jeg elsker dem,” siger han.
Lille nørd
Meget af sin barndom var Rasmus Momme fanget i rollen som den lille nørdede fuglekigger, og sommetider var det svært for ham ikke at have noget fællesskab omkring sig. De fleste andre fuglekiggere var granvoksne mænd, som ikke nødvendigvis lige vidste, hvad de skulle stille op eller sige til sådan en lille purk med en kikkert om halsen.
Heldigvis var Rasmus Momme fra en tidlig alder ret god til at se på fugle. Og det lagde de gamle feltbisser hurtigt mærke til.
Da han som 13-årig spottede og fotograferede en pileværling, som er meget sjælden fugl i Danmark, var det danske birdermiljø på den anden ende. Han husker tydeligt, da Vicky Knudsen, den kendte danske biolog og naturvejleder, ringede til ham og sagde tillykke.
“Det var fuldstændig vildt. Jeg hoppede og skreg af lykke.”
Det kan – for det utrænede øje – være svært at forstå. En pileværling ligner mest af alt bare en sær skovspurv, men for de indviede, sådan nogle som Rasmus Momme, så sker der noget helt specielt, når sådan nogle pipfugle dukker op. Det kan godt gå hen og blive en kropslig oplevelse.
Faktisk har Rasmus Momme haft nogle af sit livs største adrenalinsus i forbindelse med sjældne fugle. Det sker nemlig det, at han går i total overlevelsesmodus.
“Det er krybdyrhjernen, der bare slår til. Fordi du står der og kigger på en sjælden fugl, og du ved godt, hvis du ikke får dokumenteret den her – får taget et billede eller lavet noget lydoptagelse – så er der ikke nogen, der tror på dig. Du kan ikke bevise det. Så alt siger bare “nu skal du overleve” i det øjeblik. Og så er det jo ret fedt, hvis man overlever. Jeg har heldigvis kun prøvet at overleve,” fortæller han med et smil.
Alligevel gik der flere år, før Rasmus Momme helt lærte at forene sig med sin egen glæde ved fugle.
“Der har været mange tidspunkter i mit liv, hvor jeg hellere end gerne ville være fri, og jeg var så fucking træt af, at jeg så på fugle. Jeg kunne bare ikke lade være. Selvom jeg prøvede at lade være, så fangede jeg mig selv i at sidde og gætte billeder på nettet og læse rapporter fra Jordan,” siger han.
“Det var først i gymnasiet, det gik op for mig, at jeg ikke kunne droppe nogle af delene, og at jeg faktisk godt kunne være den her aspirerende, flamboyante musical performer og fuglekigger i gummistøvler på samme tid.”
En ny generation
Rasmus Momme er på mange måder anderledes end sin ældre birder-venner, der går i gamle uldsweatre fra Fjällräven og snakker om fodbold hele tiden, men han er godt eksempel på den nye generation af unge, som interesserer sig for og bruger naturen aktivt. Vi har set frembruddet af Den Grønne Ungdomsbevægelse, der kæmper aktivistisk for en grønnere fremtid herhjemme, og vi har set, hvordan ungdomsforeningen FLOR ligeledes har meldt sig ind i kampen for mere fri natur og biodiversitet i Danmark. De laver arrangementer, sover i telt og laver bål, sanker og søger symbiosen i klodens selskab.
DOF UNG, som Rasmus Momme nu står i spidsen for, har ikke noget aktivistisk ærinde som sådan, men er en ungdomsorganisation, som går op i naturbeskyttelse og har særligt fokus på viden og oplevelser med fugle for unge.
Kan du mærke, at der er kommet en fornyet interesse i naturen blandt dine jævnaldrende?
“Ja, og jeg synes, det er virkelig dejligt. Man kan mærke, at der er sket et skifte – vi er mange, der går op i naturen nu på en anden måde. Mange unge er jo begyndt at forstå, okay, vi er faktisk også ved at smadre naturen som mennesker,” siger han.
Synes du, I adskiller jer fra de tidligere generationer af naturfolk?
“Både og. I DOF UNG er vi ikke aktivistiske i den klassiske forstand, men vi vil gerne ændre tingene på vores egen måde. Vi stiller os ikke op og laver protester, vi vil hellere fremelske glæden, inspirere og vise unge, hvor meget sindssygt fedt, der er at se på ude i naturen. Når man ved det, vil man naturligt også passe på den,” siger han.
Selv er han stolt af at være den første queer forperson på posten, og nu hvor han selv sidder ved roret, kommer fællesskabet også til at være et vigtigt fokusområde i foreningens arbejde.
“Jeg vil gerne have, at det bliver mere inkluderende, og at vi følgende opfordrer alle slags typer med alle slags baggrunde, kønsudtryk og seksualiteter til at komme med. Alle kan være fuglekiggere, det skal bare fremelskes. Dansk birding er meget mandsdomineret, og det har været med til, at jeg tog afstand fra det, da jeg var mindre. Men der er mange måder at se på fugle, og det skal vi rumme,” siger han.
Hvordan vil I gøre det?
“Vi vil afholde lejre tre-fire gange om året, og så vil turlederne være gode til at hjælpe og forklare, hvad vi ser og hører, sådan at man kan være med på forskellige niveauer. Men det er selvfølgelig et rigtig godt spørgsmål, hvordan man helt præcist gør,” siger han og håber på, at han selv kan være med til at vise, at man godt kan være birder uden at ligne en birder.
“Jeg er glad for at være blevet forperson og er ikke bange for at gå forrest og få taget billeder i farverigt tøj. Men jeg ved jo også godt, at alle de gamle feltbisser respekterer mig. Jeg håber bare, at næste gang, de møder en queer, så vil de også respektere dem lige meget, om de er dygtige fuglekiggere eller ej.”
Kæmpe scoop
Denne dag er der stort set ikke noget at se på Amager Fælled. Der er mest bare krager og duer. De er kedelige og almindelige. I Rasmus Mommes verden er maj den bedste måned til at luske rundt i krattene for at se på fugle. Men så pludselig…
“Hey!”, siger han.
“Der er sgu falk. Vandrefalk!”
Nu sætter Rasmus Momme i løb, og tolv sekunder efter står han på toppen af en bakke med kikkerten stift rettet mod en ubestemmelig sort klat i horisonten.
“Det er meget mærkeligt,” siger han, “den er meget lys. Det kan ikke være en vandrefalk. Det ligner en slagfalk, og hvis det er det, er det fuldstændig sindssygt. Kæmpe scoop. Det vil være det fjerde fund i Danmark nogensinde.”
Han står længe. Fuglen forsvinder ned bag nogle træer. Så er den der igen, men den begynder at opføre sig mærkeligt. Den cirkler rundt om en mand på en cykel, og så er den væk.
Vi er blevet snørret. Af en falkoner, som var ude for at lufte sin tamme fugl. Det var alligevel også for godt til at være sandt, men samtidig et oplagt billede på, hvad der ifølge Rasmus Momme er i vejen med vores natursyn som samfund. Ikke fordi den pågældende falkoner er nogen skurk, men fordi idéen om at tæmme naturen er forkert.
“Jeg synes generelt, at vi har et lidt for vattet og blødsødt natursyn. Man synes, at nogle dyr er søde og nuttede, og andre er dumme og klamme og skal skydes. Men der er en god tendens på vej, hvor man bare lader naturen være,” forklarer han.
“Som mennesker har vi næsten kun dårlig indflydelse på naturen. Vi er jo den eneste art, der efterlader skrald og affald, samtidig med at vi tager en masse plads. Men vi er jo nødt til at give naturen plads. Og give den lov til at være natur og ikke prøve at bestemme. For vi kan ikke lave natur. Det er kun naturen selv, der kan lave natur.”
For Rasmus Momme er naturen den største kunst, der findes. Alting passer perfekt sammen i et økologisk kredsløb, hvor bier og blomster og døde dyr indgår intrikate og fuldstændigt unikke forbindelser, der skaber liv.
“For mig er det på lige fod med at tage på museum. Vi skal bare åbne øjnene for det,” siger han og kaster så pludselig en slags spasme op i luften.
“Kernebider,” siger han.
“Fuck, hvor nice. Det er vist min første i år.”
