I denne episode af podcasten ‘So what else do you want to talk about’ har vært Adam Katz Sinding inviteret Karl-Oskar Olsen, der til daglig er Creative Director hos Wood Wood og Pas Normal Studios, i studiet.
Sammen taler de om cykling, og hvor meget det fylder i Karl-Oskar Olsens liv. Under coronanedlukningen fik han endelig tid til at udforske Danmark og cykle så meget, han havde lyst til.
Karl-Oskar Olsen bruger cykling som en form for terapi mod den angst, han har haft, siden han var barn. Derfor kommer dagens episode også til at handle om, hvordan den kreative direktør har lært at håndtere sin angst for at dø, og at han har svært ved at dele sin angst med sine børn.
“Min angst tvinger mig til hele tiden at have gang i noget. Jeg kan ikke så godt lide at være alene, selvom jeg nyder det, så er jeg også lidt bange for det”, fortæller Karl-Oskar Olsen.
Han har fundet ud af, at cykling er noget fa det, der hjælper ham bedst med at holde angsten i skak.
“Jeg prøver ikke at flygte fra min angst, men cykling hjælper mig med at håndtere min angst. Hvis jeg ikke kommer ud og rører mig, så får jeg flere panikanfald, og derfor bruger jeg cykling som terapi“, fortæller Karl-Oskar Olsen.