Hvorfor og hvordan tiltrækkes mennesker af hinanden? Og hvorfor holder de op med at være tiltrukket af en person, de har været forelskede i? I denne episode af podcastserien ‘So what else do you want to talk about?’ har vært Adam Katz Sinding besøg af en gæst, der har nogle tanker om netop det.
David Zilber er tidligere kok på NOMA og fermenteringsekspert. Zilber er opvokset i Canada, men flyttede til København for at arbejde hos Michelinrestauranten, hvor han var i seks år. I dag arbejder han med fermentering og konservering af mad for fødevareproducenten Chr. Hansen.
David Zilber vil dog hverken tale om sauerkraut eller kimchi, men om tiltrækning. I podcasten fortæller han om sit biologiske syn på tiltrækning, og om hvordan mennesker tiltrækkes af asymmetri og det, der er anderledes fra én selv.
Samtalen kommer også ind på, hvorfor midaldrende mænd køber sportsvogne, på selvmords- og fødselsrater verden over og på hvordan uddannelse af kvinder i den ikkevestlige verden kan føre til en øget levestandard for alle.