Som lovet skal Anna og Jonas på tur et sted hen, hvor der er en masse larm. Det er noget, Jonas har glædet sig meget til, for Anna ved ikke, hvor de skal hen.
”Det her bliver et godt afsnit,” indleder Jonas episoden med at sige, hvortil han tilføjer: ”Jeg kunne ikke forestille mig, nogen ville være dårligere til det”.
Men inden Anna finder ud af, hvor turen går hen, er der en biltur fyldt med gode samtaler. Endelig er Annas DM’s på Instagram igen åben, og hun har modtaget en meget uventet mail.
Den har Anna modtaget fra en 19-årig dreng, der spottede hende i Berlin i efterårsferien, som gerne ville drikke en øl med hende. Det var til Annas store overraskelse, for det kommer altid bag på hende, når folk genkender hende i udlandet, for det er der, hun slapper af og er helt sig selv.
”Jeg prøver lidt at beherske mig, når jeg er i København, folk skal ikke se den side,” fortæller hun om sin opførsel, når hun er på ferie i udlandet med sin familie, hvor hun er mere tilbøjelig til at slappe af og måske komme til at snerre ad sin familie.
Men en besked, der har ramt både Anna og Jonas’ indbakke er fra en 14-årig pige, der kæmper med sit selvværd.
”Mit selvværd er blevet meget lavt, og det påvirker virkelig mit humør og min måde at være på overfor andre,” læser Jonas højt.
Det åbner op for en samtale om, hvordan både Jonas og Anna har det med deres krop og deres selvværd, og de konkluderer begge, at det ikke er en unormal følelse, men at det ikke ændrer på, at det ikke er rart.
”Jeg tænker også rigtig meget over min krop nu, mere fordi det er gået op for mig, at den er gået i stå,” fortæller Jonas om sit nuværende forhold til sin krop.
Anna mener, at man kan ændre meget ved ens indstilling til sin egen krop gennem den måde, man lever på. Man skal virkelig bare prøve og øve sig på at behandle en selv, som en man elsker, mener Anna.
”Det starter indefra,” er et af Annas råd.
Efter en hyggelig biltur rammer Jonas og Anna endelig Gladsaxe, hvor dagens udfordring skal løbe af stablen. Hurtigt konkluderer Jonas, at Anna har valgt det helt forkerte tøj til dagens arbejdsplads.
”Jeg får allerede angst, når jeg ser sådan en dør,” siger Anna, da det går op for hende, at hun skal være i en børnehave.
Endnu engang får vi etableret, at Anna absolut ikke har noget forhold til nogen børn. Hun har nemlig hverken små søskende, kusiner eller fætre.
”Jeg er jo lidt bange for børn. Det er ikke for sjov, jeg mener det,” fortæller Anna, inden dagens arbejde rigtigt er gået i gang.
Anna forklarer, at børn mangler et filter for, hvad man må sige, og hvad man ikke må sige, og sådan nogle mennesker synes hun, er uhyggelige. Men heldigvis synes børnene ikke, at Anna er helt så uhyggelig, som hun synes, de er.
”Ej, jeg bliver da helt glad af at være her,” konstaterer Anna efter lidt tid sammen med børnene.
Det er også en af goderne ved at arbejde i børnehave: Man får meget kærlighed og mange søde ord med på vejen. Måske formår børnene at smelte Annas hjerte lidt undervejs gennem dagens program.
Hvordan Anna klarer udfordringen med de mange børn, en fangeleg, hvor hun er i mindretal, og hvor gamle børnene tror de to værter er, kan du høre i dagens episode af ’Cirkus’. Vi nærmer os sæsonens afslutning, så hvis du vil have, at Jonas og Anna skal diskutere dit spørgsmål eller problem, så husk at skriv til brevkassen igennem Jonas’ eller Annas’ Instagramprofiler. Derudover ligger ’Cirkus’-playlisten som altid på Spotify.