“Anna Munch og Jonas Risvig skal endnu engang på tur. Denne gang går turen til Greve, hvor Anna skal afprøve et job, hun ikke ved, hvad er. Men først skal de to køre til dagens destination, og det betyder som altid en masse gode snakke.
Siden sidst har Anna arbejdet meget, og det samme har Jonas gjort. Han har arbejdet på en serie, der udkommer til december, og det er den perfekte timing, mener han.
”Det er nu, alle singlerne finder kærester” konstaterer Jonas.
Han kalder det ’snooze-season’. En sæson, hvor folk søger indenfor med deres bedre halvdel og primært er interesseret i at putte for at få varmen. Jonas har en kæreste, men er Anna også interesseret i at finde sådan en? Det prøver Jonas at finde ud af, men Anna mener ikke, at hun har tid til at have en kæreste – og derudover er det også tidligt, at få en kæreste som 17-årig, mener Anna.
Men noget der aldrig er for tidligt, det er at være en god ven. En god ven er en, der støtter og hjælper andre, også når det handler om at fjerne moralske tømmermænd. Jonas fortæller, at det er okay at lyve, hvis en af ens venner går og er bange for at have opført sig pinligt.
”Nej, du var ikke, du var bare i godt humør. Det hjælper den anden, og man er en homie, når man gør det,” fortæller han Anna, og hun giver ham ret.
Men som noget typisk for Jonas Risvig og Anna Munch falder snakken også på loppemarkeder. Anna fortæller, at hun i weekenden var på sit yndlingsloppemarked, der blev afholdt for sidste gang i år. Dermed vender hendes stam-loppemarked først tilbage næste år igen, hvortil Jonas mener, at hun kan tage på et af de indendørs loppemarkeder, der bliver holdt henover det næste halve år, men det skal Anna ikke bede om.
”Jeg synes, der er forskel på tøj, man sælger og tøj man donerer” fortæller Anna, fordi hun mener, at der på mange indendørsloppemarkeder primært bliver solgt tøj, som burde blive doneret.
Ingen af de to værter har nogen som helst idé om, hvad dagens udfordring byder på.
”Der står en mand i håndværkertøj,” konstaterer Jonas, da de er ved at parkere.
Dertil spørger Anna, om hun skal være håndværker, hvilket nok ikke er helt forkert gættet af hende. I dag skal Daniel nemlig lære Anna, hvordan man er smed. Anna og Jonas har en forestilling om, at en smed både laver smykker og våben, men det er ikke helt den slags ting, Daniel står med i hænderne til dagligt.
Da Anna først bliver præsenteret for det tøj, hun skal have på, inden hun rigtigt kan give sig i kast med dagens udfordringer, mener hun ikke, at hun kan rocke sådan noget. Mest af alt har hun lyst til at gemme sig, fortæller hun. Men det ændrer sig hurtigt.
I dagens episode finder Jonas og Anna både ud af, hvad det kræver at blive smed personligt men også fagligt. Men en ting, der er stensikkert er, at man bliver snavset, og det er noget, både Jonas og Anna skal vænne sig til.
”Det Anna mest kender til at blive beskidt, det er, når hun får havremælk på sine fingre, når hun står på Youtube og blander en eller anden drik til sine tik tok-følgere,” mener Jonas.
Hvordan det går Anna, når hun både skal klippe i stål og afprøve to forskellige svejseteknikker, kan du finde ud af i episode 7 af ’Cirkus’.
Derudover er brevkassen stadig åben på både Jonas’ og Annas instagramprofiler, ligesom ’Cirkus’-playlisten fortsat bliver opdateret.