Da Sebastian Lynggaard skulle starte i sit første voksenjob efter mange år på universitetet, troede han, at hans liv rigtigt skulle til at begynde. I stedet blev starten på hans karriere en tid, hvor han lagde bånd på dele af sig selv for at passe ind i en kasse. Han følte, han var blevet lovet en version af arbejdslivet, som det ikke kunne leve op til.
“Jeg blev irriteret over, at folk ikke havde fortalt mig, at enten arbejder du med mennesker, eller også gør du virkelig ikke,” fortæller Sebastian Lynggaard, der i dag også er bedre kendt som Herlige Svend, i podcasten ’37timer’ med Abdel Aziz Mahmoud, som med dette afsnit tager hul på en ny sæson om danskernes arbejdsliv.
I Sebastians tilfælde gik det meste af arbejdsdagen med at sidde bag en skærm. Han begyndte at opdage en utilfredshed og skuffelse over, hvordan det var at være på arbejdsmarkedet. Men alligevel arbejdede han hårdt i sit kommunikationsjob, arrangerede fredagsbarer og prøvede at planlægge sin karriere rationelt.
Et definerende voldeligt overfald
Men en dag blev han udsat for et voldeligt overfald i sin egen baggård. Det sendte ham hjem med en hjernerystelse, og det blev starten på Sebastian Lynggaards exit fra hamsterhjulet. Pludselig lå han i sin seng og var nødt til at se den utilfredshed, der var begyndt at vokse i ham, i øjnene. Han kom frem til, at den skyldtes, at der var nogle sider af sig selv, som han egentlig godt kunne lide, som han ikke brugte i sin hverdag længere. Det var de mere optrædende sider, som han tidligere havde dyrket.
I den periode begyndte han at poste memes på Instagram under navnet ‘Herlige Svend’. På den måde fik han både afløb for nogle af frustrationerne og observationerne fra sine jobs med faste karakterer som “Susanne fra HR”, samtidig med at han fik lov til at være kreativ og legende foran et støt voksende publikum.
I dag har profilen over 95 tusinde følgere. Sebastian Lynggaard har troligt passet profilen, mens han skrev en bog og samtidig beholdt sit job i kommunikationsbranchen.
“Jeg har haft en meget rationel tilgang til min karriere hele vejen igennem, men nu var jeg i en situation, hvor livet tog røven på mig, og jeg kunne ikke rigtig planlægge mig ud af det her,” siger Sebastian Lynggaard.
En dag beslutter han sig for, at han ikke både kan være Herlige Svend og passe sit kontorjob.
“Jeg havde det sådan, at jeg gjorde tingene halvt begge steder, og det fungerede virkelig dårligt for mig,” siger Sebastian Lynggaard.
Så selvom han følte, at han sagde farvel til prestige i sit normale job for at blive “fucking influencer”, sagde han sit job op og trådte ud af hamsterhjulet.
Du kan høre hele Sebastian Lynggaards historie i episoden, som er ude alle steder, du hører podcasts.
Den næste episode ligger også allerede klar. Her har Abdel Aziz Mahmoud besøg af Amalie, som fortæller om at være midt i et stressforløb forårsaget af bl.a. det pres, der ligger på en som nyuddannet på arbejdsmarkedet.
Vært: Abdel Aziz Mahmoud
Produktion og klip: Emilie Westh Wold
Redaktør: Emil Norsker
Musik: Tristan Wieleman