Michael Christiansen havde arbejdet med HR, ledelse og rekruttering i mange år, da han pludselig bliver arbejdsløs som 55-årig. Hans første tanke var, at det med hans alder ville gøre det svært at komme tilbage på arbejdsmarkedet.
“For mig fyldte alder rigtig meget. Jeg tænkte, jeg kommer bagerst i køen,” siger Michael Christiansen.
Han er gæst i syvende episode af ’37 timer’ med vært Abdel Aziz Mahmoud, hvor de taler om alder på arbejdsmarkedet.
“Det var nok en fordom, jeg selv havde. Hvis man er 55 år, kan man jo sagtens have fem gode år i et job,” mener Michael Christiansen.
Der gik heller ikke længe, før han landede et midlertidigt job som barselsvikar, og efter tre måneder blev han fastansat. I dag har Michael Christiansen været HR Business Partner hos Schneider Electric i fem år.
“Jeg har mere tid til at lære nye ting nu”
Selv om det har været hårdt, har det også været en sund oplevelse for den i dag 60-årige Michael Christiansen, mener han selv. Han ser flere fordele ved at være og at have ansatte, som er over 50 år.
“Jeg kan bedre forudse, hvad der kommer til at ske, mens de andre rundt om bordet tænker: ‘Det er helt nyt det her, det har vi aldrig prøvet før’. Der tænker jeg: ‘Okay, hvad gjorde vi dengang, som fungerede godt?'”
Udover mange års erfaring har Michael Christiansen i dag også mere tid end mange af de yngre ansatte.
“Verden er i konstant forandring, og jeg har tiden til at lære nye ting lige nu, fordi jeg ikke har små børn,” siger Michael Christiansen.
Du kan høre hele Michael Christiansens historie i den nye episode af ’37 timer’ med vært Abdel Aziz Mahmoud – der hvor du lytter til podcasts.
Vært: Abdel Aziz Mahmoud
Produktion og klip: Emilie Westh Wold
Redaktør: Emil Norsker
Musik: Tristan Wieleman