’37 timer’ med Caspar Eric: “Mange handicappede når ikke engang hen til jobsamtalen”

Eller vælg, hvor du vil lytte
Foto og grafik: Rita Kuhlmann

’37 timer’ med Caspar Eric: “Mange handicappede når ikke engang hen til jobsamtalen”

Eller vælg, hvor du vil lytte

Caspar Eric bærer sit handicap uden på tøjet. Han har cerebral parese, og nogle dage halter han mere end andre. Alligevel er han altid på vagt overfor hvilke fordomme, der møder ham, når han træder ind af en ny dør. Men problemet for ham og andre handicappede er, at de oftest ikke engang når ind til jobsamtalen.

I samarbejde med:
Livsstil En del af serien:

37 timer - med Abdel Aziz Mahmoud

Podcasten er produceret af Heartbeats i samarbejde med Akademikernes A-kasse.

Abdel Aziz Mahmoud har prøvet det på egen krop. Arbejdet flød ud over de 37 timer – og det gør det nogle gange stadigvæk. Det påvirker hans mentale helbred og har tidligere resulteret i angstanfald og en sygemelding.

Derfor undersøger han i denne podcastserie, hvordan vi har det i vores arbejdsliv ved at invitere en række kendte og ukendte danskere ind til en snak om alle de emner, der kan gnave i nattesøvnen og forhindre os fra at folde os helt ud.

For det er vigtigt, hvordan vi bruger vores arbejdstid, når den nu fylder så mange af vores vågne timer.

Caspar Erics første arbejde var som salgsassistent i en tøjbutik. Han havde taget alle sine eksamenspapirer med til jobsamtalen for at vise, hvor klog og dygtig han var. For han vidste, at han ville stikke ud, fordi han halter. 

“De ting, man kan kalde overkompensationsting, de er jo så indgroet en del af min personlighed, at jeg ikke lægger mærke til, at jeg gør dem,” fortæller Caspar Eric i denne episode af podcasten ’37 timer’ vært Abdel Aziz Mahmoud.

Før tøjbutikken havde han ledt efter ungdomsjobs flere steder, hvor han var blevet sendt væk på grund af sit handicap. For folk dømmer ham ofte, når de opdager, at han halter. En af hans afdelingsledere i tøjbutikken prøvede tit at få Caspar Eric til at tage en pause og sidde ned, når han kunne se, at Caspar Eric fik ondt i benene af at stå op i mange timer.

“Og jeg nægtede altid at sætte mig ned, for jeg ville ikke have, at det skulle betyde noget,” siger Caspar Eric.

Sådan har han det stadig. Hvis nogen tilbyder at tage elevatoren, når han kommer et nyt sted, siger han nej. Han vil hellere tage trappen. Men det har også en pris altid at overkompensere. Caspar Eric er afhængig af sin stress, og har indrettet sit arbejdsliv som digter på en måde, så han har lange arbejdsdage og gang i mange ting på samme tid.

“Jeg er god til at køre på pumperne, fordi jeg også har været vant til, at jeg skulle arbejde hårdere end de andre, og vise at jeg var bedre end de andre,” fortæller han.

Dybest set er han bange for at blive overset. Men han synes også, at arbejdsmarkedet og samfundet har et ansvar. Ifølge Caspar Eric lægger en for stor del af byrden for at skabe mere plads til handicappede, på eksempelvis arbejdsmarkedet, hos de handicappede selv. Og det er et problem, fordi det bliver et meget mere ensomt arbejde, end det behøver at være. 

“Vi tager hensyn hele tiden, men det at have privilegier og at have en normal krop er nemlig, at du ikke lægger mærke til, hvor mange hensyn, der allerede bliver taget til dig”

Hør hele samtalen mellem Caspar Eric og Abdel Aziz Mahmoud øverst på siden, eller der hvor du lytter til podcasts.

_____________________

Vært: Abdel Aziz Mahmoud

Produktion og klip: Emilie Westh Wold

Redaktør: Emil Norsker

Musik: Tristan Wieleman

Footer graphics