Ane Cortzen har haft en snirklet karrierevej. Efter hun blev færdiguddannet fra arkitektskolen med speciale i grafisk design i 2001, brugte hun de første mange år af sin karriere på at arbejde med design og motion graphics. Hun landede hurtigt et job som chef, så hun allerede som 25-årig havde ansvar for en masse mennesker. Senere blev hun chef for DR Design, hvor hun skulle redesigne nogle af de store kanalers identitet.
Det blev en travl periode i hendes arbejdsliv. På et tidspunkt tog hun et skærmbillede af sin kalender og sendte til sin chef for at vise, hvor mange møder hun havde og skrev ‘kan du godt selv se, at det her ikke hænger sammen?’. Det kunne hendes chef heldigvis godt.
“Men jeg får helt stress, når jeg tænker på det,” fortæller Ane Cortzen.
Efter nogle år med forskellige chefstillinger i DR blev Ane Cortzen på et tidspunkt træt af at gå til så mange møder, have så meget ansvar og konstant kæmpe mod det interne bureaukrati. Så da en god ven og kollega spurgte, om hun ville være vært på et nyt TV-program, sagde hun ja. Og så eksploderede hendes arbejdsliv og tog en uventet drejning.
“Nu laver jeg tusinde ting. Så jeg startede egentlig ret fokuseret, og nu er jeg sådan ret ufokuseret,” siger Ane Cortzen om sin karrierevej.
Jobbet som vært faldt hende nemt, og det var sjovt at genopfinde sig selv professionelt. Hun var bevidst om, at det udefra nok så lidt dumt ud, at en chef ville sige op for at blive vært. Men tilbuddet ramte hende på et perfekt tidspunkt. For hun havde brug for at lave noget, hun synes var sjovt. Så hvad der først var et par enkelte episoder af et TV-program blev til en fastansættelse som vært.
“Det slog mig, at tænk, hvis jeg kunne lave noget, som falder mig så nemt. Så kan jeg tage det her kæmpe åg, jeg har haft på mine skuldre i så mange år og bare lave noget som er lystbetonet, og som jeg er god til,” siger Ane Cortzen.
Brokkeriet tog over
Stillingen som vært førte til et større fokusskifte i hendes karriere, og siden har Ane Cortzen haft jobs som vært på både tv og i radioen, som moderator, klummeskribent, foredragsholder, paneldeltager og alt muligt andet.
De første år var det som fastansat i DR. Til at starte med var hun glad for anerkendelsen og de fordele, der fulgte med stillingen. Men efterhånden følte hun sig låst fast. Hun havde ingen medbestemmelse og fik færre programmer, som hun selv var passioneret omkring. En dag så hun sig selv udefra til en frokost i kantinen med sine kolleger. Praktikanterne ovre på den anden side af bordet sendte hende et blik, hun kendte alt for godt.
“Til sidst lavede jeg ikke andet end at brokke mig, og det gad jeg simpelthen ikke, og så tog jeg konsekvensen og sagde mit job op,” siger Ane Cortzen.
Hør hele Ane Cortzens historie i episoden, som er ude alle steder du lytter til podcasts.
_____________________
Vært: Abdel Aziz Mahmoud
Produktion og klip: Emilie Westh Wold
Redaktør: Emil Norsker
Musik: Tristan Wieleman