Du kender måske følelsen. Du står i kantinen. Det er frokosttid på en ellers lang og januarkold mandag. Du er kommet på den bedste banke på-joke i mands minde – i hvert fald hvis du spørger dig selv – og du har endda oversat den til engelsk, så alle kan være med. Måske du faktisk klukker lidt i smug.
Så du sætter dig hen til spisebordet ved siden af dine kollegaer, mens du smiler bredt. Endelig er det tid. Du begynder at fortælle vittigheden, mens du bider dig i underlæben for ikke at grine.
Men da du har leveret joken, kigger dine kollegaer bare tavst og forvirret på dig. Du kan høre vinden blæse udenfor, så stille er der, og du sidder skuffet tilbage med din leverpostejmad og undrer dig over, hvorfor dit store komiske talent slet ikke anerkendes.
Hvis du kan genkende den situation, er du næppe den eneste. Faktisk er vi danskerne slet ikke så sjove, som vi selv går og tror.
I en ny bog af Lita Lundquist, ‘Humorsocialisering – Hvorfor er danskerne ikke så sjove, som de selv tror?’, bliver der dykket ned i danskernes humor. Her ser hun nærmere på, hvorfor særligt ikke-danskere (som jo alligevel er en ret stor gruppe på denne klode) ikke synes, danskerne er sjove.
For humor er lidt kækt sagt en sjov størrelse. Alle har en holdning til, hvad der er god og dårlig humor. Særligt andres gode eller dårlige humor. Samtidig er humor dynamisk og aldrig statisk. Hvad der var hylende og lårklaskende morsomt for 10 år siden, er måske kedeligere end forvaltningsret i dag.
Når humor går godt, spreder morskaben og den positive stemning sig som ringe i vandet, og du bliver frokostpausens redning midt i de ellers så kedelige rugbrødsmadder. Når det går rigtig galt, bliver folk forargede, vrede, kede af det eller det, der er være.
Forklaringen ligger i socialiseringen
I bogen skriver Lita Lundquist om, hvordan den danske humor, der som bekendt har et meget ironisk præg, ofte bliver betragtet som uforskammet af ikke-danskere. Men forklaringen ligger i socialisering. Danskerne synes selv, de er sjove, fordi de er blevet udsat for samme type humor gennem deres opvækst. Derfor er de blevet “humorsocialiseret” til en bestemt form for humor. Derudover er der meget indforstået i det danske sprog, hvilket gør, at danskerne modsat ikke-danskerne ved, hvornår nogle laver sjov.
Det er selvfølgelig nogle interessante resultater. Men de er måske heller ikke så kontroversielle igen. Er ironi, indforståethed og levering virkelig nogle af de eneste grund til, at danskerne ofte bliver opfattet som uforskammede? Havde eksempelvis de provokerende Muhammedtegninger skabt en mindre krise, hvis man bare havde tilføjet et tøhø ovenfor? Næppe.
Det er ikke første gang, vi diskuterer den danske humor. Tilbage i 1984 kom Dronning Margrethe faktisk med en meget direkte opsang, da hun talte om gæstearbejdere og deres familier: ”Så kommer vi med vores danske humor og små dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder,” sagde hun.
Svært at finde sine ben i en globaliseret verden
Måske en del af sandheden er, at den danske humor har haft svært ved at finde sine ben i en globaliseret virkelighed. Danmark har jo gennem en lang årrække været et lille homogent land, hvor alle i en eller anden udstrækning lignede hinanden. Det gjorde, at man i mange år kunne latterliggøre og dehumanisere andre nationaliteter, uden at det havde åbenlyse konsekvenser for dem, der latterliggjorde. Det må have haft implikationer for socialiseringen.
Her tænker jeg både på Karl Stegger i bedste Jim Crow-stil med en fuldt blackface, men også en række uheldige, racistiske sange i danske film op gennem 50’-, 60’- og 70’erne, hvoraf den nok mest kendtes racistiske indhold blev tydeliggjort af Thomas Bo Larsen i Thomas Vinterbergs ‘Festen’ (1998).
Et andet eksempel er traileren til Jarl Friis Mikkelsen og Ole Stephensens ‘Kampen om den røde ko’ (1987). Hen mod slutningen tales der pludselig japansk, og så bliver der ellers vrøvlet, mens man indimellem siger skuespillernes navne. For sikke fjollet det lyder, når japanere taler…
Ovenstående eksempler har udelukkende været fokuseret på race, men du kan finde en række tilsvarende i forhold til sexisme, homofobi og meget andet.
Verden har ændret sig, og det samme har humoren. Især takket være internettet, hvor dumsmarte bemærkninger hurtigt kaldes ud. Men der er faktisk stadig eksempler som disse. Blandt andet vakte en kontroversiel plakat med blackface og meget andet fra Kerteminderevyen tilbage i 2017 stor opsigt. Men i modsætningen til tidligere tager vi nu debatten, når den slags sker.
Uanset hvad der er årsagen til opfattelsen af den danske humor, er der gode nyheder. Ifølge Lita Lundquist kan vi nemlig også blive socialiseret internationalt. På den måde kan vi lære af hinandens humor og ændre på brugen af vores egen nationale humor, så vi i fællesskab kan more os sammen. Og det er jo egentlig ganske sjovt.
