I længere tid har jeg været noget skepsis ved Oasis-hypen. En del af os, der voksede op med bandet i 90’erne var røv-trætte af deres barnlige brødre-skænderier og slagsmål. Konstant hungrede de efter anerkendelse, men da de kom i 1994, var de blot et af mange fantastiske rockbands, der kulminerede på det tidspunkt. Endnu et rockband med gode melodier var ikke så sjældent, som det er i dag.
Oasis første to albums var klart fede, men de var også skæmmet af til tider fjollet tekster som i ’Champagne Supernova’ (Slowly walkin’ down the hall/Faster than a cannonball) og allerede på tredje albums begynder det at stikke af i en sky af coke. Endeløse numre på den gode side af 10 minutter. Lange guitarflader uden retning eller mening. Brødrene har da også erkendt, at de var så høje på stoffer, at de ikke rigtig vidste, hvordan og hvornår de skulle stoppe en god sang.
Og det var ikke det eneste. Næsten hver uge var der historier om, hvordan de havde smadret et hotel eller hinanden, og deres grænseløse selvtillid føltes slidt til sidst. Som fulde onkler, der havde haft en storhedstid og blev ved med at fable op om det, mens andre havde bevæget sig videre. Mens de stadig satte de samme fire akkorder sammen til vers og kor, havde Radiohead forandret rocken til et helt andet dyr, og hiphoppen havde taget rockens trone som ungdommens lyd.
Det er nu 16 år senere, de to brødre sloges og splittede op før en koncert i Paris. I alle årene udvekslede de kun spydigheder mod hinanden i pressen. Men sidste år fandt de sammen igen i den store forbrødring. Det kan man være kynisk omkring og tro, at det hele handler om at score den sidste store gevinst, men ikke efter at se den her film.
En film, som jeg altså gik ind til med en vis skepsis, for (alt for) mange musikdokumentarer bliver ofte ensidige fanfortællinger, og det slipper denne heller ikke helt for. Men der er meget mere på spil her. Vi er i en anden liga her. Der er musikken, men der er også fænomenet, og ikke mindst fællesskabet. Det er måske den store stjerne i denne film.
For det filmen fint illustrerer er, og som Noel også overrasket erkender: Der er noget højere på spil her.
Koncerterne bliver et symbol. På noget, vi har mistet. Det var ånden fra 1994. Før Trump, Putin, Brexit, Osama Bin Laden og alle de andre, der har hevet og flået i vores sammenhold og nattesøvn siden.
I de første seks uger op til den første koncert, hvor bandet øver, får vi en snert af den kølige luft, der har været mellem brødrene. Liam Gallagher kommer ind på sin første øver, hilser knapt nok, men da han skruer låget af en flaske vand og smider den ud, genkender man attituden. Alt er intakt. Stemmen, håndværket og heldigvis også den fede selvironi, der gennem nettets korte klip har fået de unge generationer til at knuselske dem.
Netop ungdommens omfavnelse af bandet er måske noget af det mest overraskende – også for Noel selv.
– Det er som om den generation fra 90’erne har givet det videre til deres børn, siger han og fortæller senere, hvordan han ofte må vende sig væk fra publikum for ikke at fælde en tåre.
– Når jeg ser en far med sin søn stå arm i arm, det får mig hver gang.
Og der er masser af den slags øjeblikke. Det er alle generationer, fra mange lande, der i en ekstase synger med på hvert ord, græder og råber. Det kan godt være, at England ikke har vundet en fodboldturnering og balancerer på kanten af konkurs, men i de aftener til de her koncerter, er det Great Britain igen. Folk synger og hopper med, som jeg aldrig har set til en koncert før.
Vi balancerer flere gange på kanten til at kamme over, når det nærmest bliver religiøst (en præst holder også tale flere steder undervejs), men på forunderlig vis klarer vi os fri fra smertegrænsen.
Foto: Simon Emmett
Det er Steven Knight (Peaky Blinders), som har skabt den, hvilket giver perfekt mening, og de små mellemliggende anekdoter og scener med fans viser, hvor stort budgettet har været på denne film.
Jeg gik ind som skeptiker, men som de har gjort så mange gange før, vinder Oasis med deres bulldog-charme, attitude og selvfølgelig musikken selv lunkne hjerter over.
Liam erkender også i et flere fine interview-bidder, at han ville have fuld forståelse for, hvis folk havde smidt dem på glemslens losseplads efter al deres lort. Det havde han sgu nok selv gjort. Men det handler om tilgivelsen. Fra fansene og selvfølgelig brødrene i mellem. Igen bliver der ikke sparet på patos, men på det tidspunkt har jeg, og formentlig de fleste andre, smidt forbeholdene.
Disse koncerter gav – alle generationer – unge som gamle – en aften, som var det 1994 igen. En aften som dengang før de kolde skærmes algoritmer og stormagtsledernes magtfordærv, der truer vores liv og verden. Denne film følger op med det håb. Måske får vi sådan en aften – og mange flere – tilbage igen.
🖤🖤🖤🖤🖤🤍
Se den i biografen fra den 10. september
