Ordet røv findes ikke på færøsk – eller i hvert fald kan man ikke bare lige sådan oversætte det danske udtryk at have hovedet oppe i sin egen røv til vores nordiske broderfolks lignende og alligevel forskellige sprog.
Det er bare en af adskillige skæve betragtninger, der gør den danske film ’No Rest for the Wicked’ til meget mere, end hvad den på overfladen er.
Historien udspiller sig på Færøerne anno 1862, hvor den unge fisker Baldur (Egor Venned) møder den danske hvalfanger Helge (Pilou Asbæk) ude på havet, da de redder hinandens liv.
Der er straks en intens kemi mellem dem, og allerede her får periodedramaet tilført et solidt skud dyster romantik, fordi de to mænds tiltrækning selvfølgelig er helt forkert set med samtidens briller.
Det er dog ikke fordømmende blikke, men den barske natur, som kommer imellem dem. I anden halvdel bevæger filmen sig over i et overnaturligt horror-territorium, så man konstant overraskes og henrykkes i den vilde genreleg.
”Færøerne, jeg tager dine kvinder og mænd,” råber flamboyante Helge, der fløjter, mens han tisser, og bringer lys og munterhed ind i Baldurs ellers mørke og noget glædesløse tilværelse.
Det sitrer mellem de to hovedpersoner, når de som forspil reparerer en båd sammen og senere rykker ind på et lille sovekammer, mens Baldurs mor (Sofia Nolsøe) lytter ved døren, mere bange for at blive forladt end forarget.
Den gotiske kulisse tilføres nok moderne energi til, at filmen fungerer både som allegori over homofobi og tragisk kærlighedsfortælling i egen ret.
Maskuline fiskermænd
Det er skønt at blive indsvøbt i de færøske omgivelser med gudesmuk natur tilsat sakral musik, som får de religiøse overtoner til at træde helt tydeligt frem. Den dansk-færøske sanger Brimheim spiller en rolle som en af bygdens koner, der ikke kan gøre meget andet end blot se til, mens de maskuline fiskermænd på stribe bliver indhyllet i det altopslugende kærlighedsdrama.
Filmen er løst baseret på novellen ’Manor’ af den tyske forfatter og tidlige queer-pioner Karl Heinrich Ulrichs, hvis tanker om seksualitet var stærkt provokerende for hans 1800-tals samtid.
Manuskriptforfatter Rasmus Birch, der tidligere i år fik et mainstream-hit med Jeanette Nordahls ’Begyndelser’, veksler mellem talestrøm og stilhed, så det atmosfæriske bagtæppe får ro til at folde sig ud.
Baldur spørger Helge, hvordan et træ føles, fordi der kun findes drivtømmer på Færøerne. Danskeren svarer den yngre mand, at træer føles lige så forskellige som mænds ansigter.
Det er svært at gengive på skrift, men scenen har en vibrerende og taktil kvalitet, så den bliver hængende i bevidstheden og samtidig passer perfekt ind som en brik i et puslespil, der ikke nødvendigvis skal lægges færdigt.
Dødens blodoffer
Filmen ligner mere instruktør Kasper Kalles blændende afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, ’Sorte måne’, end hans debutspillefilm, det fortættede kammerspil ’Christian IV – Den sidste rejse’ fra 2018.
Siden har han arbejdet som manuskriptforfatter på vennen og kollegaen Amalie Næsby Ficks mere farverige projekter, animationsfilmen ’Lille Allan – Den menneskelige antenne’ og Netflix-komedieserien ’Skruk’.
Men når han selv kan bestemme, går Kasper Kalle i en mere barok og – tør man sige det – Lars von Triersk retning. Der er slående billeder så langt øjet rækker i ’No Rest for the Wicked’, hvor et tidligt fugleperspektiv ned på en robåd midt i vandet leder tankerne hen på et altseende øje.
Gud spiller da også en stor rolle i personernes liv, og det giver god mening at starte dagen med en bøn til Herren i det høje, før man begiver sig ud på det livsfarlige hav, der tager ofre efter forgodtbefindende.
Men når der er en gud til stede, er der selvfølgelig også en djævel, og dæmonien kravler lige så forsigtigt ind i filmen, da døden gør sin ankomst, og der gives et blodoffer. Det er ikke lige let at forstå meningen med det hele, men historien bindes sammen af gode skuespilpræstationer og et medrivende billedsprog.
Nydelse og smerte
’No Rest for the Wicked’ glider mere ud gennem fingrene i filmens tredje akt, hvor de to elskendes kødelige lyster må vige til fordel for den overnaturlige dæmoni, når blødende brystvorter og farligt vand bliver ingredienser i kampen mod den gudfrygtige homofobi.
Det giver fin mening at slå et slag for friheden til at elske den, man vil, men man kommer til at savne den naturlige sanselighed mellem de to attraktive mænd.
Med det sagt rammer filmen ligesom sidste års ’Sauna’ med en særlig kraft i skildringen af et intimt forhold, der rummer lige dele nydelse og smerte. Det mærkes helt fysisk på kroppen, når et skarpt klip fører os fra et vredesudbrud til et fårehyrdekald, og man fornemmer utrygheden i fingerspidserne, når den tunge tåge driver ind over personerne.
Ondskaben lurer konstant lige under overfladen, men den ser ikke nødvendigvis ud, som vi forventer.
🖤🖤🖤🖤🖤🤍
