Sundhedsminister og vært på et kendis-madprogram? Hvorfor ikke.
Det er i hvert fald to titler, som USA’s sundhedsminister Robert F. Kennedy Jr nu kan bryste sig af på sit CV, efter hans nye madprogram ‘The Real Food Show’ har fået premiere på Youtube. Det skriver det politiske medie The Hill.
I det tager ministeren rundt i USA og tilbereder retter med forskellige kendiskokke. Madlavningen er baseret på de nye nationale kostråd, som den amerikanske regering lancerede i januar. Her vendte regeringen officielt kostpyramiden på hovedet – en beslutning, som ifølge Robert F. Kennedy Jr. skal afspejle nyere forskning i sammenhængen mellem kost og kroniske sygdomme.
I den “nye” kostpyramide er fødevarer som bøffer, sødmælk, ost og grøntsager sat øverst op, samtidig med at amerikanerne opfordres til at begrænse indtaget af ultraforarbejdede fødevarer og tilsat sukker.
Den har fået kritik for at give et misvisende billede af en sund diæt, og særligt placeringen af rødt kød har været kontroversiel, da det i årtier er blevet frarådet, at amerikanere spiser for meget rødt kød på grund af øget risiko for blandt andet hjerte-kar-sygdomme.
Selv har Robert F. Kennedy Jr. affejet kritikken med, at han bare vil have amerikanerne til at spise “rigtig” mad. Og det er dét, han vil forsøge at vise, hvordan man gør i sit nye madprogram. Og sundhedsministerens fokus på at mindske indtaget af ultraforarbejdet mad har da også fået ros fra begge sider af det politiske spektrum i USA.
I første afsnit laver han blandt andet fiskefrikadeller af laks med æbler, hvide bønner og grøn salat sammen med tv-kokken Andrew Gruel.
– Amerika, det er tid til at spise rigtig mad, siger Kennedy i introduktionen til programmet.
Kontroversielt tidspunkt
Robert F. Kennedy Jr. har tidligere udtalt, at en af ambitionerne med programmet er at vise, at sunde måltider godt kan laves på et almindeligt madbudget.
Dén påstand møder dog kritik. Programmet bliver lanceret på et tidspunkt, hvor fødevarepriserne fortsat er steget i USA. Ifølge de seneste amerikanske inflationstal steg priserne på både dagligvarer og restaurantbesøg med 0,2 procent fra maj til juni.
I en video kritiserer CNN, at programmet i sit første afsnit præsenterer fisk som et billigere alternativ til kød. Det er det ikke, da fisk også er dyrt at købe i supermarkedet.
Det er ikke kun tidspunktet for Robert F. Kennedy Jr.’s madprogram, der virker kontroversielt. Han har flere gange været under kritik for kontroversielle udsagn om kost, der ifølge forskere fordrejer og overdriver videnskaben. Han har blandt andet hævdet, at kost kan kurere skizofreni og diabetes og gøre mennesker fri af en bipolar diagnose.
Det har også fået internettet til at reagere noget hånligt mod sundhedsministerens nye madeventyr.
– Kan jeg få en omgang mæslinger til mine fritter stegt i oksefedt?, skrev en bruger i kommentarsporet på en af de videoer, der promoverede det nye program.
Kommentaren henviser til Robert F. Kennedy Jr.’s mangeårige kritik af vacciner – noget, som kritiker mener har ledt til faldende vaccinationsrater og flere mæslingeudbrud.
Om der kommer lignende påstande i ‘The Real Food Show’ – og om han har samme tæft for TV som hans politiske kolleger – må tiden vise.
