Foto: DR

Noget af det bedste ved programmet ville man gerne have set mere af

I nye afsnit af DR-programmet bliver tv-værten både klogere og mere forvirret i mødet med alkoholismens frygtelige greb, der koster liv, men ikke kan kvæle alle drømme.

Da vi i foråret sammen med Anders Agger besøgte Fredensgade i Grenaa, fik vi et ramsaltet indblik i livet for gadens udsatte beboere.

Mødet med dem var lige dele sørgeligt og livsbekræftende, fordi man midt i tristessen over misbrugets ødelæggende magt også fik fornemmelsen af håb. Fællesskabets og samtalens kraft kom på fuldt display, og et så kristent begreb som næstekærlighed fik en mere moderne klang.

Nu vender ’Indefra med Anders Agger – Gaden i Grenaa’ tilbage, for som værten siger i introen, har virkeligheden haft travlt i de to måneder, siden filmholdet sidst var på besøg.

Det starter benhårdt hos Knud Erik, der efter at have været den mest velfungerende af gadens beboere nu har fået et grumt tilbagefald. Han sidder og ryger iført underbukser og tager hul på en økologisk spansk hvidvin idet han siger til kameraet: ”Ved du, hvad du ser lige nu? Et menneske i forfald. Jeg kan sgu ikke mere.”

Det er forfærdeligt at se på, og selv bramfri Anders Agger tøver lige et øjeblik, før han banker på døren og begiver sig ind i det plagede hjem. Lidt efter kommer lægen Jannik Falhof på besøg for at lægge en afrusningsplan sammen med Knud Erik, og man får en bedre forståelse af, hvor frygtelig en størrelse alkoholisme faktisk er.

Bedre end tre juleaftner

Første afsnit af de to nye hedder ’Tilbagefaldet’, og mens det er slemt nok, teaser Anders Agger her for, at det nok bliver endnu mørkere i andet afsnit. Her bliver en af beboerne i Fredensgade nemlig fundet død.

Bedre står det til hos Kristian, der konstant iført AGF-trøje har fået ny energi i tilværelsen, fordi han har fået kontakt med sønnen.

”Det var sgu bedre end tre juleaftner,” siger han med julelys i øjnene om mødet med Stefan, som han ikke har set i mange år. Det varmer hjertet at se en mand, der åbenlyst har haft et hårdt liv, blive så følelsesladet. Det er en god påmindelse om, at der stadig er ønsker og drømme for tilværelsen i de mennesker, som kan have svært ved at få hverdagen til at fungere.

Samme pointe serveres i mødet med Michael, som bostøtten Jane har hjulpet med at arrangere en tur til hjemlandet Færøerne, så han kan besøge sin familie. Alene en tur med offentlig transport til Aarhus er dog forbundet med store problemer for Michael, mens det inden afgang er vigtigt at sikre sig, at han kan få adgang til alkohol oppe nordpå.

Det lyder jo temmelig paradoksalt, men det er øjensynligt vigtigt, at han fortsætter med at drikke, så han ikke dør af abstinenser. Derfor er det svært overraskende, når han vender hjem og bekender, at han i to uger klarede sig fint uden at drikke.

Kompleks virkelighed

Man forstår godt, hvis selv så forstående Anders Agger bliver lidt forvirret i mødet med mændene.

”De siger, tag dig sammen. Hvordan faen gør man det?” siger Knud Erik i førnævnte scene, hvor han midt i forfaldet ikke kan se en vej frem. I et lidt bedre øjeblik forklarer han, at lysten til at drikke opstår, når man er alene og ensom.

Nogle af de andre medvirkende modsiger til gengæld udsagnet om, at det ikke handler om rygrad. Ifølge dem kan de bare stoppe, hvis de virkelig vil, men frygten for abstinenser afholder dem fra det.

Det er en kompleks virkelighed, der ikke er til at blive klog på. Opfølgningen i de nye afsnit viser, at vi ikke kan få det fulde billede ved bare at komme på besøg i ny og næ, ligesom man kun kan hjælpe mennesker med misbrugsproblemer ved at være der fast for dem.

Dermed står det også klart, at verden ikke bliver et bedre sted af, at DR sender Anders Agger med et kamerahold på fransk visit. De to afsnit er filmet i sommer med høj sol og 28 grader, så man kan ikke undgå at tænke, hvordan det mon går nu for gadens beboere. Og om Agger har tænkt sig at følge dem mere.

Kærlig omgangstone

Jeg har personligt altid haft det lidt svært med den her slags programmer, hvor vi som publikum skal sidde og have ondt af folk, der kun præsenteres med fornavn. Man kommer hurtigt til at føle sig som ikke bare en flue på væggen, men en myg på armen, der suger blod i mødet med andre menneskers armod.

Det er virkelig svært ikke at forfalde til fattigdomsporno, men ’Indefra med Anders Agger – Gaden i Grenaa’ rammer en sober balance mellem lys og mørke.

Noget af det bedste ved programmerne, som man gerne ville have set mere af, er den helt fantastiske pleje, som de unge hjemmehjælpere yder for de udsatte mænd.

De små øjeblikke, hvor kvinderne ikke bare hjælper med det praktiske, men også taler om følelser med mændene, giver en klump i halsen. Det går øjensynligt ud over bare at passe sit arbejde ordentligt, for der er en regulær hengivenhed i deres kærlige omgangstone, som vi alle kan lære noget af.

🖤🖤🖤🖤🤍🤍

Footer graphics