– Skulle vi ignorere eller reagere? Vi valgte det sidste.
Sådan udtaler musikerne Marie Højlund og Soffie Viemose i et nyligt Instagram-opslag, hvor de tager et opgør med en særlig måde at spille koncerter på, som er blevet mere udbredt de senere år.
De ser, at der i stigende grad bliver brugt et sprog om koncerter, der “lige så godt kunne høre hjemme i elitesporten”.
Opslaget, som det seneste døgns tid er blevet delt videredelt i stor stil, er et modsvar til et interview i Politiken med stagecoachen Kristian Koch. I interviewet, der blev bragt i slutningen af oktober, fortæller den såkaldte “koncerthvisker” om sin “ultrapræcise formel”, der skal guide musikere i at give den perfekte koncertoplevelse.
– Hvordan de skal stå i forhold til hinanden på scenen, hvordan de skal kigge på hinanden, hvilken rækkefølge de skal spille deres sange i, hvordan de skal passe på deres krop, og hvornår de skal tale til publikum i løbet af en koncert, skriver avisen om hans metode.
Formlen indeholder også fejl, man skal undgå – herunder “negativt kropssprog” og “kiksede jokes”.
Det er netop denne “kausale tankegang”, som de to musikere opponerer imod, fortæller Marie Højlund.
– Vi er ikke enige i den her ‘A plus B giver C’-tilgang. Den her idé om, at man kan reducere musik til nogle effektfulde elementer, der i en bestemt rækkefølge skal give et bestemt resultat.
De bedste koncertoplevelser, hun selv har haft, har også ofte haft “overraskende, ubehagelige eller grimme elementer”, tilføjer hun.
Og de to musikeres modsvar har tilsyneladende ramt noget vigtigt.
Mange har kommenteret opslaget og støttet budskabet om, at der skal være plads til flere nuancer i fortællingen om succes i musikbranchen – herunder musikere som Annika Aakjær, Mathilde Falch, Trentemøller, Fallulah og Shaka Loveless.
– Vi havde ikke regnet med, at det ville få så meget kærlighed. Hvis man gerne vil have et kulturliv med en bred mangfoldighed af musik, så bliver vi nødt til at begynde at tænke på, hvordan folk har det, og hvilket sprog vi bruger til at tale om det på, fortæller Marie Højlund.
Ja tak til fejl
For hende rækker problemet udover idéen om den gode koncert. Det gælder også en større samtale om, hvilket ideal man som samfund kommer til at sætte for musikere.
Der er i det hele taget kommet en ret fastlåst idé om, hvad en succesfuld musiker er i dagens Danmark, ifølge Marie Højlund.
– Der er en idé om, at en succesfuld musiker er den her magiske kunstner, der er uopnåelig og slet ikke lever i den verden, vi andre går rundt i. At statistikkerne viser, at mange musikere har et arbejde ved siden af musikkarrieren og er almindelige mennesker, der ønsker et bæredygtigt arbejdsliv, er vi ikke så interesserede i.
Marie Højlund fremhæver forsanger i bandet Søn, Kristoffer Jessen, der ved siden af musikkarrieren arbejder som hjemmehjælper som et eksempel på en nuanceret historie, der er mindre spændende end den klassiske succeshistorie, hvor man på fuldtid dyrker sit musikalske talent, indtil man ender som hovednavn på Orange Scene.
Det er ærgerligt, synes Marie Højlund, fordi vores ideal om den succesfulde musiker også er med til at fastslå, at musik kun er godt og værdigt at lave, når den er, ja, succesfuld.
Marie Højlund har selv haft en snørklet karrierevej. Hun har været en del af adskillige bands – herunder Tiger Tunes og Nephew – og har også optrådt og udgivet musik i eget navn. Hun har desuden en Ph.d. i audiodesign og forsker i lydstudier ved Aarhus Universitet.
– Jeg er glad for den meget underlige vej, jeg har taget igennem musiklivet. I dag underviser jeg unge musikere, og jeg ser og hører, hvordan de har en kæmpe angst for at gøre noget andet, samtidig med at de også har en kæmpe lyst til et arbejdsliv, hvor de laver mange ting.
Hun ved godt, at det “lyder kedeligt” at tale om bæredygtigt arbejdsliv, men det er vigtigt, insisterer hun. For der er ringe trivsel i musikbranchen. Derfor er idéen om, at man som musiker hele tiden burde stræbe efter en større scene, publikum og pladesalg ikke blot unuanceret, men også skadelig for musik som kunstart.
– Hvis man vil være elitesportsudøver, giver det mening at stræbe efter at nå toppen, eliminere fejl og den slags. Men hvis vi tænker på denne måde i musikken, så begrænser vi os alt for meget. Der skal være et frit, kunstnerisk rum. Der skal vi ikke være bange for at prøve ting af, lave fejl, undersøge dem.
Men er det ikke okay at sætte en god musikoplevelse på formel, hvis nu man – ifølge sådan en som Kristian Koch – kan se, at det virker?
– Jeg laver teater, så jeg er meget bevidst om dramaturgiske effekter og måder, man kan fastholde publikums opmærksomhed på. Det er slet ikke det, der er kritikken her. Det er, at det bliver talt om som noget, der handler om musikernes personlighed, deres måde at stå på scenen på, deres ‘fejl’ og sådan nogle ting. Det er blot én måde at snakke om musik på, og jeg synes, den er meget forsimplet.
Nogle vil måske mene, at det lyder lidt abstrakt, at man ikke må tale om konkrete målsætninger for musikere, fordi man risikerer at skabe et skadeligt ideal…
– Det er ikke abstrakt. Her snakker jeg om arbejdsforhold, om arbejdsliv og om arbejdsbetingelser og om fair practice. Det handler simpelthen om at have nogle rammer, hvor folk kan være i et arbejdsliv længere end en plade og en arena-tur.
Det er særligt medierne, der skal være bedre til at portrættere musikbranchen i sin helhed, siger hun.
– Medierne interesserer sig kun for slutproduktet, for succeshistorien, der hvor det peaker, og så er der så mange liv, som ikke bliver spejlet. Jeg tror, at grunden til, så mange reagerer på vores opsang er, at der er noget sårbarhed i at sige de her ting. At indrømme, at man har et usikkert arbejdsliv, og at man ikke ser sig selv passe ind i én snæver formel.
