I virkeligheden kunne det have været hvad som helst. En stol, noget bestik, eller måske en lampe. Men det endte alligevel med at blive en sweater, da Cathrine Lundgren-Andersen mødte Peter Andersen i 2009. Hun var designer, og han var grafiker, og selvom de kendte hinanden fra deres ungdom, blev de først kærester og samarbejdspartnere langt senere. Begge kompromisløse og entreprenante vidste de med det samme, at de skulle lave noget sammen.
De vidste bare ikke hvad, udover at det skulle være én ting, konstrueret og designet så godt som overhovedet muligt.
Så var det, at Peter Andersen tilfældigt fandt en gammel og udvasket sømandssweater, som fik brikkerne til at begynde at falde på plads. De ville lave verdens bedste sømandssweater. Og selvom det må siges at være et rimelig ambitiøst mål, er de på mange måder lykkedes med netop det.
I dag er Andersen-Andersen kendt for at lave striktrøjer i den absolut bedste kvalitet. Men hvis ikke det var, fordi de samtidig så flotte ud, havde de nok ikke oplevet den succes, som de lige nu nyder godt af – femten år efter at de dedikerede sig til projektet på en nedlagt skole på Møn og arbejdede fire år uden at få løn.
Men hvordan kan det egentlig lade sig gøre? Kaster man et blik tilbage i tiden, har vi i Danmark lavet mørkeblå sømandssweatre med rullekrave lige så langt som øjet rækker. Vi burde allerede vide nok om, hvordan man gør det bedst.
Alligevel har Andersen-Andersen formået at højne barren og på den måde ramt et eller andet i tiden. Måske skyldes det også, at alle deres trøjer er unisex, men faktum er, at de er blevet så populære, at man ser dem overalt. Virkelig. Fra forsiden af Euroman til Skoleskibet Danmark og Mads Mikkelsen på Netflix. Alle har sømandstrøjer på, og når først man får en på, tager man den ifølge rygtet ikke af igen.
Det underlige er, at Andersen-Andersen aldrig har gjort noget af det, man burde gøre. De har for eksempel aldrig fortalt deres historie, hvilket i en tid, hvor storytelling kommercielt set velsagtens er gud, er ret usædvanligt. De har heller aldrig bekymret sig om, hvad det egentlig kostede at lave deres produkt, før de stod med det i hænderne og var tilfredse.
Og nu står de så her og har for nylig flyttet deres lille butik på Vestervoldgade, hvor de har haft til huse siden 2015, til et større lokale på 1. sal i en af Arne Jacobsens gamle – og i øvrigt maritimt inspirerede – bygninger på Gammel Torv i det indre København.
Fra tagterrassen på femte sal, hvor Heartbeats møder Cathrine Lundgren-Andersen til det her interview, kan man se ud over byens tage, mens man nyder sin te (eller bare livet) under en parasol.
Cathrine Lundgren-Andersen, der i dag styrer firmaet alene, husker nu udmærket den første tid, hvor alting var anderledes.
“Vi startede lige på og hårdt og havde begge to været selvstændige før. Det var jo en total intern arbejdstitel mellem Peter og mig, at vi ville lave en sømandssweater, der skulle være verdens bedste, men det var en god og dejlig drivkraft for projektet,” fortæller hun.
Samtidig var der nok også tale om en modreaktion på tempoet i modebranchen, som Cathrine Lundgren-Andersen selv havde erfaring fra som designer, forklarer hun.
“Jeg havde arbejdet som designer, hvor jeg skulle lave firs styles i kvartalet, men jeg blev nødt til at sige op efter et år, fordi jeg slet ikke kunne leve med det. Men sådan var niveauet i 2009, og vi valgte jo så at gøre det total modsatte. Vi brugte et helt år på at udvikle én trøje, og det var meget usædvanligt.”
Big in Japan
For at hellige sig projektet flyttede Cathrine og Peter Andersen ud af København og ned på Møn, hvor de havde fundet en gammel skole fra 1910. Her var der plads til deres to børn og plads til at udklække visionen for Andersen-Andersen. Uden så meget økonomisk ballast lavede de den plan, at de ville istandsætte skolen og starte firmaet for friværdien.
Til at starte med handlede det meget om at finde det rette garn og den rette strikker, hvilket viste sig at være en større udfordring. Efter et år havde de dog designet den første prototype med hjælp fra en dansk strikker, og via en bekendt fik de efter et par fiaskoer på forskellige jagt- og fiskerimesser lov til at være med på Modemessen i Forum i 2010.
Det vil sige: De fik lov til at stille op på en bænk ved kantinen. Og der stod de så i fem stive dage, uden at der skete noget som helst.
“Men så kom der en japansk mand, som sagde, at han gerne ville være vores agent i Japan. Vi sagde, at han gerne måtte sælge til nogle kunder, men ikke få agenturet. Og så skete der det, at der var en stylist i Japan, som uden at nogen af os vidste, hvordan det skete, fik fingrene i en sweater og puttede den på forsiden af et magasin,” siger Cathrine Lundgren-Andersen.
Bum! Derfra tog det hurtigt fart, og i 2011 fik Andersen-Andersen et kæmpe gennembrud i Japan, hvor de ganske vist selv er kendt for at producere tøj at høj kvalitet, men også for at købe det, de ikke selv kan finde ud af at lave.
Hjemme i Danmark var det stadig relativt beskedent med opmærksomheden, og Cathrine og Peter Andersen var heller ikke helt tilfredse med deres sweater endnu. Kvaliteten skulle være bedre og stærkere, pasformen lidt anderledes, og derfor gik de i dialog med mange forskellige såkaldte spinning mills i hele verden.
“Vi var i Sydtyskland og på Færøerne og Island, og så sendte vi garn ud til dem fra gamle genbrugssweatre for at vise dem, hvor god ulden skulle være. Vi bad dem analysere ulden og komme op med noget, der var lige så godt,” siger hun og indskyder, at de nok var nogle “besværlige kunder” i den periode.
Alle sagde nej. Det kan ikke lade sig gøre at lave den slags uld i dag, lød beskeden. Men pludselig var der hul igennem på et italiensk spinderi, som vidste, hvilket garn de skulle bruge og tilmed kunne hjælpe dem på sporet af en dygtig strikker.
Det betød dog ikke, at italienerne forstod ideen sådan rigtig, fortæller hun.
“De kunne slet ikke forstå, hvad det var, vi ville. De syntes, vi var sådan nogle tossede vikinger fra Norden. Alt, hvad de lavede på det tidspunkt, var sådan noget helt vildt let og luftigt med guldprint og mønstre og så videre. Derfor kunne vi se, at de var meget dygtige teknisk. Men de lavede slet ikke det, vi gerne ville have. Og de kunne slet ikke forstå, at vi ville proppe så meget uld ind i en maskine for at få den tætte kvalitet.”
Nu ser de anderledes på det. Andersen-Andersens store succes i Japan gjorde dem hurtigt til spinderiets største kunde, og selvom mange sidenhen er begyndt at henvende sig for at få fingrene i den særlige Andersen’ske uld, har de i dag en eksklusiv aftale om, at den er forbeholdt Andersen-Andersen. I årene efter begyndte interessen at blusse op først i Paris og sidenhen resten af Europa og Danmark, hvor københavnske butikker tog kontakt for at forhandle striktrøjerne.
“Det gode ved det har vist sig at være, at de butikker, der begynder at sælge vores sweatre, bliver ved med at gøre det. Og det er vi jo rigtig glade for,” siger Cathrine Lundgren-Andersen.
Industriel baggrund
Spørger man Cathrine Lundgren-Andersen, hvad der efter hendes mening er det bedste ved deres sømandssweatre, falder svaret i fire dele: Pasform, funktionalitet, materiale og holdbarhed. På den måde afslører hun også inddirekte, at hun egentlig har en baggrund som industriel designer og har været vant til at fokusere på form og funktion. Udseendet af Andersen-Andersens sweatre er kommet i anden række, hvilket – igen – ikke er comme il faut for en tøjproducent.
Andersen-Andersen lægger sig også op af det industrielle design, i og med at de laver det samme produkt igen og igen. Der kan selvfølgelig godt tilføjes nye kollektioner, men på samme måde som en møbeldesigner bliver klassikeren ved med at blive produceret.
“Den første kollektion, vi solgte, har vi stadigvæk. Vi har selvfølgelig forbedret den over årene og tilføjet modeller, så vi i dag er oppe på 24 strikmodeller. Men hvis man siger, at jeg har lavet 24 sweatre i 14 år, så er det vel okay. Det er det, man ville kalde slow fashion,” siger Cathrine Lundgren-Andersen.
Uden at vide af det var Cathrine og Peter Andersen first movers på den bæredygtige strømning, der præger tøjindustrien såvel som de fleste andre industrier i dag. Men i 2009 var verden midt i en finanskrise, og bæredygtighed var ikke på den globale dagsordenen. Alligevel var det fra start helt naturligt at tænke i de baner for makkerparret, måske fordi de begge var børn af 70’erne.
“Firmaet bygger på mange værdier, som er meget idealistiske omkring bæredygtighed og fællesskab og ordenlighed. Vi ville lave noget, der var godt for verden, hvis man kan tillade sig at være så idealistisk,” siger Cathrine Lundgren-Andersen og forklarer, at trøjerne bliver linket sammen i strikningen, hvilket ikke giver noget overskudsgarn.
“Sweatrene er jo lavet til at holde i rigtig mange år, og det betyder, at man ikke behøver at skifte sit tøj ud så meget. Samtidig tænkte vi, at hvis folk opdager, at det er en god sweater, så kan det jo være, at de gerne vil have en af de andre også. Og sådan har det været. Vi har fans, der køber flere og flere sweatre, fordi de falder for dem,” siger hun.
Samtidig rammer Andersen-Andersen noget andet i tiden, mener Cathrine Lundgren-Andersen.
“Udover enkelheden og det klassiske design, så vil jeg også sige, at det jo er en unisex sweater. Det er også en vigtig værdi for os. Alle skal være her, og vi er meget mangfoldige i firmaet med hensyn til dem, der arbejder her. Der bliver ansat gamle og unge og folk fra hele verden. Det er inddragende og omfavnende inde i kernen, og jeg tror, at det skinner igennem for folk,” siger hun og fortæller, at de i dag er 12 ansatte i firmaet, allesammen på en firedages arbejdsuge.
Lyserød afstikker
Under corona-nedlukningen mødte Cathrine Lundgren-Andersen en dag den berømte danske kunstner Tal R. Det vidste hun bare ikke. I et øde og mennesketomt København stod de pludselig ved siden af hinanden ved en lysregulering og ventede på det grønne lys. Tilfældigheden ville, at Tal R havde en af Andersen-Andersens brune huer på hovedet.
“Jeg vidste faktisk ikke, hvem han var. Det hele var ligesom meget stille, og så sagde jeg bare, “det er en meget flot beanie, den har jeg faktisk lavet.” Og efterfølgende var det så, at han igennem en bekendt, havde spurgt, om vi ikke ville lave en lyserød hue sammen med ham, fordi den farve er et af hans kunstneriske kendetegn,” siger Cathrine Lundgren-Andersen.
Det underlige var, at nøjagtig den idé havde Peter Andersen allerede fået nogle år forinden. Han havde fået lyst til at bryde med det stringente navyblå og naturfarvede princip, som ellers var rettesnoren i Andersen-Andersens design. Lyserød var på alle måder helt off, og selvom Peter Andersen fandt et potentielt samarbejde med Tal R dragende, skrinlagde de to partnere planerne om en lyserød afstikker. Foreløbigt altså.
Nogle ting er så påfaldende, at de som bekendt virker meant to be. Så sådan blev det. I dag er den Tal R’ske lyserøde en del af Andersen-Andersens faste kollektion bestående af sweatre, beanies og tørklæder.
“Det blev et meget spændende samarbejde. Men det tog lang tid at finde den rigtige farve. At lave et maleri er meget anderledes end af give beklædning en farve, men Tal R bidrog med forskellige farver af lyserød, og vi tog til Italien og indfarvede forskellige uldprøver, indtil den rette nuance var der.”
Set med eftertidens øjne ærer den lyserøde afstikker samtidig Peter Andersen, der ikke selv nåede at opleve projektet, fordi han døde af leukæmi i 2018. En tragedie, der på alle måder har været den største udfordring i Andersen-Andersens historie, fortæller Cathrine Lundgren-Andersen.
“Både personligt og firmamæssigt var det et kæmpe, kæmpe slag. Nu er det fem år siden, så det er nemmere at snakke om, end det var i starten. Men det har været en meget stor udfordring for mig og for firmaet,” siger hun.
“Vi startede noget fantastisk, og noget af det gode ved vores samarbejde var, at vi lavede simpelthen alting sammen. Det var der en styrke i. Han med det grafiske perspektiv og mig med produktudviklingen. Peter sagde meget smukt altid, at vi var enormt opbyggelige sammen. Og det, synes jeg, var en meget fin beskrivelse af vores forhold til hinanden. Selv til det allersidste, hvor vi vidste, at han ikke overlevede sin sygdom, dér var vi opbyggelige med projekter og de ting, vi kastede os ud i.”
Kollektionen er komplet
Mens vi sidder og taler på tagterrassen, banker juni-solen ned over byen og danner varmeflimmer over hustagene. Det er vandvejr, men ikke forstået på den maritime måde. Og på sin vis virker det aparte at tale om varme uldsweatre med rullekrave, når man egentlig ville foretrække at blive føntørret af en kølig brise.
Cathrine Lundgren-Andersen fortæller, at det var en af grundene til, at de for et par år siden valgte at lave bomuldstrøjer. Der er mange af Andersen-Andersens faste kunder, som bruger sweatrene året rundt, og med bomuld passede designet bedre til sommermånederne. Men vil det så sige, at der sidenhen er kommet en ny model til, som vipper den oprindelige model af podiet som verdens bedste i Cathrine Lundgren-Andersens øjne?
“Jeg har selvfølgelig en kæmpe forkærlighed for den allerførste model, vi lavede. Det er den, som hedder Sailor Turtleneck. Jeg tror ikke, det kommer til at ændre sig. Og det er faktisk stadig en af dem, vi sælger flest af,” siger hun.
Vil det sige, at I har opnået det, I ville nu? Ambitionen er nået, og så kan I træde tilbage og sige, det var det?
“Lidt ydmygt tror jeg, jeg vil sige, at vi ikke har haft en ambition på den måde, hvor vi skulle nå et mål. Vi har aldrig haft en forretningsplan. For mig er det hverdagen, der er vigtigst. Det der med vækst og vækst, altså jeg tror også, det er noget af det, der ødelægger vores planet. Det dejlige ved det her firma er, at det løber rundt. Løber godt rundt. Og jeg kan behandle mine medarbejdere ordentligt og have en arbejdsplads, der fungerer,” siger hun.
Næste fase kunne meget vel udspille sig på den anden side af Atlanten. I USA har Andersen-Andersen endnu ikke gjort sig bemærket for alvor, men det er der noget, der tyder på muligvis kommer til at ske, fortæller Cathrine Lundgren-Andersen. De har dog ikke noget nyt es i ærmet. Eller det vil sige: Det har de, men det er præcis det samme kort, de har haft på hånden hele tiden.
“Nu er kollektionen faktisk komplet. Det er sådan en ret vild ting at sige i den her verden, hvor alt skal fornyes hele tiden. Det skal vi ikke nødvendigvis. Man ved jo aldrig. Den er der faktisk nu, nu sidder den i skabet, og nu behøver vi ikke at lave nogle flere modeller,” slutter hun.
