Morgenbeats: ‘Centervagt’ var som en doven vinoplukker, der hev og sled for at få en latterprop ud af en stram flaske, men uden held

Jeg er typen, der ikke kan kigge væk, hvis der sker uheld, så da flere anmeldere dømte Rasmus Heides nyeste “komedie” ‘Centervagt’ som Danmarks dårligste film, kunne jeg ikke andet end at se den. Den er blevet sammenlignet med at “vågne op til et hullet kondom på sengekanten” og det at “faceplante asfalt“. Av. Jeg kan ikke huske, hvornår en film sidst har fået sådanne svinere, og selvom jeg får en smule ondt af holdet bag, siger selv pacifisten i mig, at de mange verbale tæsk er berettigede. Jeg ved simpelthen ikke, om jeg nogensinde har set sådan en omgang dansk makværk. Men det burde filmens titel vel have sagt mig. For hvorfor man overhovedet har valgt at lave en film i og om et center er mig en gåde. Det er stedet, hvor al liv og morskab langsomt og smertefuldt trækkes ud af én – hvilket er ret sigende for den følelse jeg havde, da jeg så filmen. Filmen var som en doven vinoplukker, der hev og sled for at få en latterprop ud af en stram flaske, men uden held. Den formåede at gøre grinebideren tavs – hvilket er lidt af en bedrift i sig selv. Men kan ‘Centervagt’ faktisk gå hen og blive helt sjov? Misforstå mig ikke, allerede efter et kvarter i biografsædet havde jeg lyst til at kradse mine øjne ud, men måske er den så helt igennem pivhamrende elendig, at den kan opnå kultstatus? Tænk på den amerikanske og populære ‘The Room’, der flere gange er blevet udnævnt som verdens dårligste film, men som alligevel har formået at skabe både fans og latter. Under biografvisningerne af ‘The Room’ er der et aktivt publikum, der på bedste ‘Hvalen Hvalborg’-stil kaster med både vandflasker, håndtegn og replikker. Hvis vi nu væbner os med pinocchiokugler, krydderboller og pølser på glas (alle madvarer, der er centrale elementer i ‘Centervagt’ – beklager, hvis jeg spoiler), kan vi kaste lidt med dem. Alle elsker en god gammeldaws madkamp, og hvem vil ikke grine af at få en bleg glaspølse i nakken?

Så skete det endelig. Forleden fremlagde Mette F. og resten af holdet en udvidet plan for udfasning af restriktioner og en udslusning af os menige borgere. Mundbindet er fra i dag så godt som old news, og jeg kan slet ikke få armene ned. Det betyder mange ting for os allesammen. Fx behøver vi ikke længere leve i frygt for at have glemt den sammenfoldede satan, inden vi febrilsk løber ind i kiosken efter den sidste sixpack, når klokken er ti minutter i luk og en dårlig brandert. Samtidig er vi blevet velsignet med en ekstra time til at tømme glassene og fylde dem op på ny rundt omkring på diverse barer, restauranter og caféer. Det er altsammen meget fint, og jeg er da en stor klump af glæde og harmoni. Bevares. Men der mangler stadig noget. Jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke på de stakkels natklubber og diskoteker, der endnu lever under kummerlige forhold, og som har været closed since ’19. De er gudskelov inkluderet i genåbningsplanen, og hvis alt går godt (7-9-13), åbner de lige på den anden side af sommeren. Jeg kan sim-pelt-hen ikke vente. Nu er jeg selvfølgelig langt fra talskvinde for alle, men for mange er en tur på klubben et helle eller et tilflugtssted. Det er dér, mange af ens bedste branderter er endt, når den lille, bærbare højtaler derhjemme ikke har formået at opnå en respektabel volume. Men det er også dér, den helt gode historie er startet, når tonerne af noget techno eller dyb house har forårsaget en kollektiv flugt fra floor efter utallige forsøg på at få kroppens bevægelser til at matche det meget høje antal beats per minute. Klubben er kort sagt en arena for mange ting: Parringsritualer på floor eller natlige venskaber, der alene byder på fuldesnak, men hvis minde alligevel vil blive foreviget gennem den ene fantastiske klubnat. Jeg ved ikke med jer, men nedtællingen er i hvert fald begyndt for mit vedkommende, for I just gotta dance right now, it’s critical to do.